På mandag d. 6. juli er det præcis 10 år siden, Maria Bansov som 19-årig startede som selvstændig kosmetolog på Hovedgaden 63. Her fortæller hun om at blive selvstændig som meget ung – og om konstant at være i bevægelse og udvikle nyt.
Hun husker starten endnu. De første dage. 19 år gammel. Usikkerheden. Hvad nu hvis der ingen kunder kommer? Og hvad skal jeg sige, hvis en kunde spørger om noget, jeg ikke kender svaret på?
”Det var faktisk lidt mærkeligt – jeg havde som 19-årig overhovedet ikke tænkt på, at det kunne gå galt. Jeg gik nærmest ud fra, at når jeg låste døren op, ville der komme kunder. Men så slog det mig pludselig på åbningsdagen: Hvad nu hvis der ingen kommer,” husker Maria Bansov her 10 år efter.
Der kom faktisk kunder den første dag. Og tilstrømningen er fortsat gennem 10 år. Kun én enkelt dag har der været helt stille i klinikken, fortæller hun. Og mange af kunderne fra den gang kommer stadig i klinikken på Hovedgaden 63.
”Jeg passer rigtig godt på mine kunder. For mig handler det især om at levere god kundeservice og være til stede i kontakten med kunden. Og jeg kan godt li´ det,” fortæller hun.
Om få dage kan kosmetolog Maria Bansov fejre 10 års jubilæum. 10 år mere erfaren og med en stribe kurser oven i kosmetolog-uddannelsen, nyder hun nu den større sikkerhed og ro, der følger med.
”Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at det er gået så godt. Det har bare virket så naturligt for mig at blive selvstændig tidligt.”
Tilbød lillebror rygmassage for en tier
Hun var kun 10 år gammel, da hun første gang udleverede en prisliste til sin familie på Lykkensdalsvej med tilbud om bl.a rygmassage. Hun husker, at hendes lillebror gerne betalte 10 kr. for en god gang rygmassage.
”Jeg har altid godt kunnet li´ at give andre velvære og gøre dem glade. Og så var det fedt at tjene sine egne penge. Det var lige noget for mig – uden at jeg dog på det tidspunkt vidste, at der var noget, der hed kosmetolog,” fortæller hun med et smil.
Det fandt hun ud af nogle år senere, da hun netop var gået ud af 10. klasse. Og kort efter var hun tilmeldt den ét-årige uddannelse.
Hun blev momsregistreret som 18-årig og startede som freelance, blandt andet med et barselsvikariat på kosmetologskolen.
En dag opdagede hun, at det tidligere posthus på Hovedgaden 63 var ledigt. Hun sprang til og åbnede i gaden, der ellers på det tidspunkt blev stadig mere affolket.
”Der må gerne ske noget nyt”
I øvrigt er det ikke helt tilfældigt, at hun er endt som selvstændig. Hun husker, at hun sammen med sin bror købte en candyfloss-maskine, og så lavede de en bod sammen ud til vejen på Lykkendalsvej, hvor de boede. Hendes lillebror er senere gået den samme vej og er selvstændig i dag.
Siden åbningen i 2010 har Maria Bansov konstant været i bevægelse. Hun er hele tiden klar til at lære mere og deltager i en del kurser.
”Jeg tror, det nok er lidt op til én selv, at man ikke lader virksomheden ”gro til” i det samme. Der må gerne ske noget nyt. Jeg tror også, at det gør noget godt for kunderne, at man kan se, at der sker en udvikling.”
Webshop giver god balance
Den seneste udvikling er, at hun har åbnet en webshop, hudplejeprodukter.dk, hvor hun sælger præcis de produkter, hun mener er de bedste på markedet. Hun har ikke markedsført den så meget endnu, men har forventninger til at den vil give hende mulighed for at nå kunder længere væk, end det er muligt med klinikken.
Men først og fremmest er webshoppen med til at give en god balance i familielivet.
”Lige nu vil jeg hellere selv give den gas end at skulle ansatte nogen. Og så er der jo bare mig, min tid og mit overskud. Webshoppen hjælper mig til at kunne give noget mere til butikken, uden at det kræver mere af min tid. Jeg vil også gerne kunne være der for mine børn,” forklarer hun.
Bestillinger på webshoppen ekspederer hun ofte sammen med sin mand i hjemmet i Skovby, når de to drenge på to og fem år er lagt i seng.
”Det falder naturligt ind i vores familieliv. Vi arbejder rigtig godt sammen. Det er vigtigt for mig, at han er med i den del af virksomheden.”
Huden er vores visitkort
Gennem årene har hun valgt især at fokusere på hudpleje og ansigtsbehandlinger. Det er det område, der interesserer hende mest, og hvor hun nu føler, hun kan gøre den største forskel.
”Jeg har især dygtiggjort mig inden for hudpleje. Jeg kan se, at hvad enten det er teenagere eller ældre, så betyder det rigtig meget for os, at vores hud er sund. Man kan sige, at det er vores visitkort udadtil, og derfor er mange negativt påvirket af hudproblemer.”
Gennem de 10 år er interessen for miljøet og ønsket om at bruge naturprodukter uden parfume og parabener vokset markant overalt i branchen, og det glæder Maria Bansov. Det er også en udvikling, hun er personligt engageret i.
Taknemmelig for hjælpepakken
Corona-nedlukningen har betydet meget for Maria Bansov og hendes familie. Ikke alene måtte butikken holde lukket i flere måneder – på den private front måtte hun sammen med sin kommende mand træffe den svære beslutning at udskyde brylluppet, til det igen kan lade sig gøre at samles mange mennesker.
Overordnet har Maria Bansov dog igen været i stand til at få noget positivt ud af den svære tid:
”Selvfølgelig har der været usikkerhed og spekulationer. Men familiært har tiden også været dejlig for os. Jeg har bestemt nydt tiden derhjemme sammen med mine drenge. Og som virksomhed er har man jo været fantastisk stillet. Tænk at vi bor i et land hvor der er hjælpepakker! Det er jeg virkelig taknemmelig for.”