
Om få uger får Brabrand omsider en eldrevet delebil. Den har været længe undervejs, men nu er den eldrevne VW ID3 bestilt og ventes at være køreklar inden jul. Brabrandhus står for driften af bilen og arbejder på at kunne tilbyde en attraktiv pris for at kunne benytte bilen.
Det er næsten et år siden, at Vores Brabrand kunne melde ud, at en eldrevet delebil var på vej til Brabrand. Projektet havde fået økonomisk støtte af en pulje under Vejdirektoratet til etablering i en prøveperiode på to år – så det var bare om at komme i gang.
Men det viste sig, at mange praktiske spørgsmål skulle besvares, før bilen kunne komme ud at køre. Alt fra forsikring, leasing af bilen til at finde den rette platform, hvor brugerne af bilen kan booke den, har skullet løses.
“Jeg havde regnet med, at vi for længst ville have været i gang, men der har været rigtig mange ting, der skulle løses først. Det er et projekt, jeg har brugt rigtig meget tid på, men nu har vi fået styr på det meste, og jeg glæder mig helt vildt, til vi er klar til at starte op,” siger indehaver af Brabrandhus, Paw Simon Krogh.
Alle lokale beboere med kørekort kan booke bilen. Prismodellen er endnu ikke på plads, men Paw Simon Krogh lover, at det bliver økonomisk attraktivt sammenlignet med selv at skulle eje og vedligeholde en bil.
Rent praktisk booker man bilen via en app på telefonen, henter nøglen i en nøgleboks ved Brabrandhus og sætter sig ind i bilen. Den returneres til det aftalte tidspunkt, så den næste bruger, som har booket den, kan overtage bilen.
“Det bliver utrolig interessant at se, om modellen kan fungere her i Brabrand. Jeg syntes, at det var helt oplagt at fundere ordningen her i Brabrandhus, hvor vi efterhånden har 50 lejligheder, og hvor der bor så mange mennesker i gå- eller cykelafstand,” siger Paw Simon Krogh.
Han håber blandt andet, at delebilen kan tage toppen af det daglige pres på parkeringspladserne ved Brabrandhus.
“Desuden vil der være en økonomisk fordel for de mennesker, som bor i lokalområdet. Der er mange vinkler på det,” siger han.
Et lokalt fællesskab
Tilbage i 2021 forsøgte Vores Brabrand i samarbejde med AURA og Brabrandhus at etablere et fællesskab om en eldrevet delebil, men det lykkedes ikke via crowdfunding af samle den fornødne interesse.
Men da vejdirektoratet åbnede for økonomisk støtte i en periode, var muligheden der for at prøve modellen af i Brabrand.
“Hvis man i et lokalsamfund støtter op om en el-delebilsordning, så kan nogle familier måske undgå at købe anden eller tredje bil. Og for familier, der ikke bruger ekstrabilen så ofte, kan det faktisk være en økonomisk fordel, samtidig med at man gør noget godt for klimaet,” siger Mette Fynbo, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
En nyudviklet platform bliver omdrejningspunkt for, at fællesskabet kan fungere. Her finder man ud af, hvornår bilen er ledig og booker den i et bestemt tidsrum.

Paw Simon Krogh understreger, at det bliver et lokalt delebils-fællesskab for beboere i Brabrand. Det betyder, at man skal tilmelde sig ordningen hos administrationschef i Brabrandhus, Trine Lund Rasmussen. Men herefter kan man booke bilen, så tit man har brug for den.
“Tanken er, at bilen skal betjene folk, der bor i nærområdet og kan gå eller cykle hen og hente bilen. Og når vi har nået en bestemt belægning, er det tid til at bestille en bil mere. Erfaringen er, at man ikke skal ret meget over en belægning på 50 procent, før det begynder at blive for svært at finde et tidspunkt, hvor man kan bruge den. Håbet er jo, at den første bil her senere kan blive til to!”
Økonomisk fordelagtigt
Paw Simon Krogh lægger ikke skjul på, at han glæder sig til at se, om beboere i Brabrand er klar til at tage ordningen til sig.
Foreløbig har han fået etableret seks ladestandere på parkeringspladsen nord for Brabrandhus. Heraf bliver den ene målrettet delebilen, som man så kan aflevere til opladning, når man har brugt den.
Tilbage til økonomien: Paw Simon Krogh kan endnu ikke sige præcis, hvordan de økonomiske betingelser bliver. Men sandsynligvis bliver det en model, hvor en fast timepris suppleres af en pris pr. Kørt kilometer.
“Vi kommer til at starte ret nemt og simpelt. Målet er bare, at ordningen kan løbe rundt, og det bliver helt sikkert attraktivt i forhold til at have egen bil,” siger han og lover, at Brabrandhus vil tage sig af den løbende vedligeholdelse af bilen.
“Med Vejdirektoratets tilskudsordning har vi fået den økonomiske mulighed for at komme i gang. Så må vi se, om lokalområdet er klar til at tage ordningen til sig. Målet er jo, at bilen efter projektperioden kan køre uden økonomisk støtte.”
Du kan allerede nu sende en mail til trine@valhallainvest.dk, hvis du er interesseret i at blive en del af den nye delebils-ordning i Brabrand.
Læs også:
Vejdirektoratet støtter: Nu kommer eldelebil endelig til Brabrand
