For tre år siden forsøgte Vores Brabrand i samarbejde med Brabrandhus at få en eldelebil i lokalområdet. Det lykkedes ikke – men nu kommer der alligevel en eldelebil til Brabrand. Vejdirektoratet har givet tilsagn om økonomisk støtte til et lokalt funderet delebils-projekt.
”En eledelebil giver bare så god mening på flere forskellige måder. I stedet for at købe bil nummer to – eller måske bil nummer ét – er det oplagt, at man kan deles om den.”
Det siger indehaver af Brabrandhus, Paw Simon Krogh, som med støtte fra Brabrand-Årslev Fællesråd og Vores Brabrand i efteråret søgte Vejdirektoratet om økonomisk støtte til projektet i Brabrand.
Og tilbagemeldingen er nu, at Brabrand er et af de områder, Vejdirektoratet vil støtte økonomisk med at få gang i en eldelebils-ordning.
”Delebilsordninger er forsøgt mange steder, uden at de er blevet en succes. Men de fungerer ofte rigtig fint i bymidter, og der bor også så mange mennesker omkring Hovedgaden, at jeg håber, vi vil kunne lykkes her i området,” siger han.
”Og at det også er en ”grøn” bil, synes jeg bare er mega spændende. Det betyder også, at vi nu får etableret ladestandere i Brabrandhus, sådan at andre med elbil også kan bruge dem,” fortæller Paw Simon Krogh.
Han henviser desuden til, at mangel på parkeringspladser begynder at blive et problem mange steder. Også af den grund indeholder en delebil mange fordele.
Paw Simon Krogh ser blandt andet en oplagt kobling til det allerede tætte kollektive trafiknet i centrum af Brabrand, hvor fire forskellige ruter er tilgængelige inden for en afstand af 50 meter.
”Når man bor et sted med god kollektiv trafik, vil eldelebilen være et oplagt supplement. Hvis man for eksempel skal en tur i Bilka, er det temmelig bøvlet med bussen, men her kan delebilen så være en mulighed. Den kobling til den kollektive trafik syntes Vejdirektoratet var mega interessant,” siger han.
Gør en forskel i grøn omstilling
Støtten fra Vejdirektoratet kommer fra en tilskudspulje på 105 millioner kroner, der stammer fra Infrastrukturplan 2035, og hvor pengene blev afsat til at blive udmøntet over to år.
I 2023 blev der givet tilsagn om tilskud til i alt syv forskellige projekter fordelt på hovedstad såvel som provins. Den geografiske spredning håber Vejdirektoratet vil gentage sig i år.
“Hvis man i et lokalsamfund støtter op om en el-delebilsordning, så kan nogle familier måske undgå at købe anden eller tredje bil. Og for familier, der ikke bruger ekstrabilen så ofte, kan det faktisk være en økonomisk fordel, samtidig med at man gør noget godt for klimaet,” siger Mette Fynbo, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
For at komme i betragtning til puljen skal et projekt ”have et væsentligt potentiale og være alment tilgængelig.”
I tilsagnet lægger Vejdirektoratet vægt på, at projektet gennemføres i et samarbejde mellem stærke lokale aktører, og at det ”kan gøre hverdagen lettere for de mange lokale borgere som enten ikke har en bil eller som har et kørselsbehov, der overstiger den nuværende kapacitet.”
Desuden fremhæves det, at projektet ”kan være med til at gøre en forskel i den grønne omstilling lokalt.”
Flere undersøgelser har tidligere vist, at for hver delebil i bybilledet forsvinder mellem 4 og 10 privatejede biler fra vejene.
Ventes klar om tre-fire måneder
Paw Simon Krogh går nu i gang med de mange praktiske opgaver, der venter. Blandt andet planlægger han at etablere flere ladepunkter, sådan at naboer med elbil også kan bruge faciliteterne.
Det er planen foreløbig at lease en elbil for en periode på 18 måneder. I den periode lover Vejdirektoratet en økonomisk støtte på 75 procent af leasingafgiften.
Det skal så vise sig, om delebilen i den periode kan blive økonomisk selvbærende, sådan at ordningen derefter kan fortsætte uden økonomisk støtte.
”Der må derfor være god tid til, at mange mennesker vænner sig til at have en delebil til rådighed og får den integreret i hverdagen. Og hvis ordningen bliver så stor en succes, at bilen bliver fuldt booket, kommer der jo bare én eller to biler mere,” smiler han.
Han regner med, at eldelebilen vil kunne stå klar ved Brabrandhus i løbet af tre-fire måneder.
En anden model
Da Vores Brabrand i 2021 tog initiativ til et eldelebils-projekt i Brabrand, var det i samarbejde med energiselskabet AURA, der så ville etablere ladestanderne gratis. Også dengang bakkede Paw Simon Krogh op, og lovede at Brabrandhus ville huse delebilen.
Via crowdfunding blev det undersøgt, om der var opbakning til projektet, men interessen viste sig at være beskeden på det tidspunkt.
”Jeg syntes også dengang, at det var en brandgod idé. Men nu har vi en anden model, hvor den økonomiske usikkerhed er betydeligt mindre. Jeg er glad for, at vi nu faktisk kan realisere planerne,” siger Paw Simon Krogh.
Projektet gennemføres med støtte fra Vores Brabrand og Brabrand-Årslev Fællesråd.