En af Brabrand store virksomheder, føtex i City Vest, lukker i slutningen af august, og 84 mennesker mister deres job. Men hvordan lukker man så stor en virksomhed, og hvordan påvirker det medarbejderne? Varehuschef Niels Gårde har fået stor ros for sin opmærksomhed og støtte i processen.
Andreas Kobbelgaard havde lige sat sig godt til rette for at spille Formel 1, da døren gik op.
Det var hans chef, Niels Gårde, føtex City Vest, som trådte ind ad døren med en dårlig nyhed. Allerede fra morgenstunden havde de øvrige medarbejdere, som var på arbejde fået den triste besked, inden de lokale medier bragte historien. Andre blev ringet op. Men Andreas skulle have beskeden overrakt personligt.
Andreas Kobbelgaard er en helt særlig medarbejder hos føtex i City Vest. Ikke alene er han tre gange af varehuschef Niels Gårde kåret som ”verdens bedste pappresser”. Han er samtidig en humørspreder, som altid er klar med en frisk bemærkning.
Den aften kl. 18 var Andreas dog tavs og lidt forvirret, da hans chef dukkede op i døråbningen.
”Må jeg sætte mig? Jeg har en dårlig nyhed til dig,” sagde Niels Gårde.
Efterfølgende fortæller Andreas, at han var forundret og lidt nervøs over besøget. Havde han gjort noget forkert? Men beskeden om lukningen var dog en ubehagelig overraskelse, selvom også han havde lagt mærke til, at der blev færre og færre butikker i City Vest.
”Da jeg først fik det at vide fra Niels, da var jeg sådan lidt – hvad?? Skal vi faktisk lukke. Mener du det? Jeg har det fint nu, men jeg er stadig chokeret over meldingen,” fortæller Andreas i dag.
Meget forskellige reaktioner
Det var tirsdag d. 30. maj, at nyheden blev offentliggjort. Forinden havde varehuschef Niels Gårde spekuleret over, hvordan beskeden skulle gives til medarbejdergruppen, og han havde diskuteret sine overvejelser med sin ledelse.
”Vi har heldigvis ikke en drejebog for, hvordan vi lukker butikker. Det er mange 13-14 år siden, det sidst er sket. Så vi havde delt mange tanker om, hvordan det kunne gøres mest ordentligt. Vi ville sikre os, at vi nåede rundt til alle, og at alle fik muligheden for at sige, hvordan de følte og havde det. Det var 84 mennesker, der pludselig mistede deres indkomst,” siger han.
”Reaktionerne var meget forskellige. Nogle brød sammen og havde brug for en skulder, mens andre hurtigt gik ind og arbejdede videre. Der var også nogen, som havde brug for at gå op og sparke til en busk i Gellerup. Som mennesker er vi meget forskellige.”
”Det er din fortjeneste”
Og så var der Andreas. Niels Gårde vidste, at han har nogle helt særlige behov. Han var ikke på arbejde den dag, nyheden kom ud, og varehuschefen ringede til pædagogen på bostedet Birkebo i Brabrand for at høre, om det var ok at dukke op ved 18-tiden. Andreas skulle have en kedelig meddelelse.
”Jeg ved, at det er en stor del af hans identitet at være pap-presser.”
Niels Gårde lægger ikke skjul på, at han er glad og stolt over det forløb, han og ledelsen i Salling Group har håndteret forløbet efter meddelelsen om lukningen på. Særligt har en hilsen fra Andreas Kobbelgaards mor, Anne Kjeld Pedersen, rørt ham:
”Jeg vil gerne sige dig tusind tak for det, du gør for Andreas. At du tog dig tid til at tage hjem til ham for at fortælle om den snarlige lukning af Føtex City Vest, rørte mig dybt. Det var omsorgsfuldt og helt utroligt betænksomt. Mange, mange tak,” skrev Anne Kjeld Pedersen, som også er formand i lokalafdelingen af Landsforeningen LEV for mennesker med udviklingshandicaps.
”Jeg havde frygtet, at Andreas ville blive helt knust over udsigten til at skulle skifte arbejde. Han lader til at tage det ret roligt. Det er din fortjeneste,” skrev hun i hilsenen til Niels Gårde.
Op- og nedture
Salling Groups beslutning om lukning har efterfølgende givet Niels Gårde lange arbejdsdage. Han har engageret sig personligt i, at alle, som fortsat ønsker at arbejde i Salling Group, også får mulighed for det.
Det har givet mange samtaler – også om aftenen, når han var kommet hjem.
Nogle fik job med det samme. Andre har i nogle uger overvejet situationen. Forleden var der jobdating, hvor repræsentanter fra andre butikker i Salling Group mødte op med jobtilbud, og mange aftaler faldt på plads den dag.
Niels Gårde vurderer, at 65-70 procent af de medarbejdere, som ønsker at fortsætte i Salling Group, nu har fået job. Og flere job-aftaler er på vej.
”Det er en meget lille andel, som der pt. Ikke er noget til. Men målet er, at vi skal have alle videre,” siger Niels Gårde.
Han har siden den triste meddelelse blev givet engageret sig personligt i, at det kan ske. Der er dage, hvor han ikke når ud i butikken, fordi samtaler med medarbejderne, kontakter til andre butikker og hovedkontoret i Årslev tager al tiden.
”Der er op- og nedture. Alle de her medarbejdere betyder rigtig meget for mig, og jeg vil meget gerne bruge en del tid på at hjælpe dem videre. Jeg har da haft et par søvnløse nætter undervejs, men vi er heldigvis en stor by med forskellige muligheder, og vi skal nok løse det i fællesskab.”
”Helt umuligt at drive en butik i City Vest”
De fleste skifter først til deres nye job, når butikken i City Vest lukker i slutningen af august, men enkelte af medarbejderne er allerede på vej videre. Niels Gårde forventer, at han hen over sommeren vil have 55-60 medarbejdere på arbejde mod normalt 80.
”Måske skal jeg selv sidde i kassen. Men det gør jeg gerne, så vi kan være her så længe som mulig for kundernes skyld.”
Han beskriver den nuværende stemning blandt medarbejderne som god, og det bekræftes af en række medarbejdere i frokoststuen, da Vores Brabrand forleden var på besøg. Fællesskabsfølelsen vokser i takt med, at flere får nyt job.
”Der er en bred forståelse for, hvorfor vi må lukke. Det er blevet helt umuligt at drive en butik i City Vest. Der er ikke et eksistensgrundlag for at drive en butik her mere, og medarbejderne har jo i medierne kunnet se, at mange andre butikker også er lukket.
Niels Gårdes egen fremtid er i øvrigt fortsat uvis.
”Det har været vigtigt for mig at få medarbejdernes fremtid på plads, før jeg koncentrerer mig om min egen.”
Også ”verdens bedste pappresser”, Andreas Kobbelgaard, har nu fået nyt job. Han skal fremover presse pap og formentlig også sprede godt humør i føtex Food i Nicolinehus på Aarhus Ø.
Læs også: