
Da februar blev til marts, blev lyset slukket i Ibens Kaffehus, efter at Iben Benjaminsen havde drevet caféen i Hovedgaden i fem år. Men nu vil en lille gruppe lokale ildsjæle tænde lyset igen. De inviterer alle interesserede til at bakke op om en kommende andelsforening, der skal drive caféen videre.
De er i forvejen aktive drivkræfter i Brabrand-Årslev Fællesråd og Hovedgade-gruppen – og nu har Berit Haugsted, Joke Habben og Ziva Halkjær Bang sat sig for at samle et ny fællesskab, som vil være med til at drive Ibens Kaffehus videre i den samme ånd, som Iben Benjaminsen i fem år stod for.
“Vi går begge nærmest dagligt forbi de lukkede vinduer, og så opstod ideen: Lad os se, om der er opbakning til at drive caféen videre,” siger Berit Haugsted – og Joke Habben tilføjer:
“Ideen er udsprunget af, at de har snakket sammen som en del af Hovedgade-gruppen. Vi brænder for og drømmer om at få gjort Hovedgaden mere attraktiv for alle at færdes i. Så er det rigtig træls at se, at flere butikker lukker. Lad os se, om vi sammen kan vende udviklingen.”
De har begge oplevet, at Hovedgaden for nogle år siden virkede ret “død” – og så kom Iben og Sten Benjaminsen sammen med Sara Brockelmann i Genuina Garn & Håndværk og skabte liv i nogle af de tidligere butikslokaler.
De tre initiativtagere ser et stort potentiale i kaffehuset, som de håber, der vil være opbakning til at drive videre. I søndags mødtes de med Iben og Sten Benjaminsen, som er klar til at leje caféen ud til et nyt fællesskab, hvis der kan samles opbakning til det.
“I Hovedgade-gruppen har vi ellers startet med at udvikle ideer for selve gadens udvikling – men nu vil vi så prøve at starte indefra og skabe et sted, hvor vi kan forankre alt det, vi gerne vil med Hovedgaden,” forklarer Joke Habben.
“I første omgang ønsker vi at genetablere et fælleskab, hvor folk kan mødes. Men vi tror også, at det kan blive til meget mere end det,” siger hun.
Håber at genåbne kaffehuset til sommer
Men vil folk så bakke op om initiativet? Det er de tre initiativtagere spændt på – men de har oplevet, at Ibens Kaffehus har samlet en meget bred gruppe af lokale beboere – fra handicappede til mødre med barnevogn.
“Vi kan jo se, at man andre mindre steder bakker op om lokale initiativer – så hvorfor ikke også her i Brabrand,” siger de.
Grundtanken er at etablere en god gammeldags klassisk andelsforening, hvor Brabrand-borgerne, som bidrager økonomisk, også har en andel i ejerskabet og kan være med til at bestemme stedets retning. Én person, én stemme – præcis som i de tidligere tiders lokale mejerier og brugsforeninger.
De to initiativtagere understreger, at det ikke er muligt at skynde sig bare at åbne stedet op i løbet af få dage. Håbet er, at kaffehuset kan genåbne til sommer.
“Vi er nødt til først at ha´ det hele på plads – først og fremmest skal vi have opbakning fra nogle folk, der har en interesse i at have et mødested i Hovedgaden,” siger Berit Haugsted.
“Vi får brug for hele Brabrands støtte”
De har regnet på tallene og vurderer, at 250.000 kr. I startkapital er nødvendig for at kunne komme i gang. De ser for sig, at både private og virksomheder skal have mulighed for at støtte projektet.
Tanken er, at stedet i første omgang skal kunne drives af frivillige. Senere vil der blive brug for at ansætte en daglig leder.
Deres første skridt er at invitere til et interessentmøde d. 9. april kl. 19.00 i Folkehuset Brabrand.
Her vil de præsentere et oplæg til formål og idégrundlag for en kommende andelsforening. Desuden vil de introducere lejemålet og inventaret og give et overblik over den forventede økonomi og risiko.
Hvis der på interessentmødet er bred opbakning til projektet, vil de gå videre og invitere til en stiftende generalforsamling.
“Vi får brug for hele Brabrands støtte, hvis det skal lykkes at realisere projektet,” siger de.
Torsdag d. 9. april kl. 19.00: Interessentmøde i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, om etablering af en andelsforening og genåbning af kaffehuset i Hovedgaden. Alle er velkomne.



