
For første gang uddeles Århus Dialogpris til lokale initiativer, der nedbryder fordomme og bringer byens borgere tættere sammen. Tre aktører fra Gellerup er nomineret til prisen, der overrækkes på Aarhus Rådhus mandag den 2. november kl. 19.00.
Forestil dig en gymnasieklasse skarpt opdelt i to lejre: ”De brune” for sig og ”de hvide” for sig. Det var hverdagen for 2.z – lige indtil de deltog i et forløb hos foreningen Dialog på Tværs.
Gennem samtale og teater fandt de ud af, at forskellene ikke behøver at skille dem ad. Drengene begyndte at se fodbold sammen, og klassen holdt en vild klassefest – uden alkohol, skriver Dialog på Tværs i en pressemeddelelse.
Her udtaler gymnasieeleven Oliver med dansk baggrund:
”Det er nemmere at være sammen med en med en anden etnisk baggrund, end man går og tror. Noget, man tror er umuligt, kan man godt.”
Det er netop denne kraftfulde forandring, som den helt nye Århus Dialogpris skal hylde og sætte spot på. Prisen kaster lys over de mennesker og projekter, der formår at skabe åbenhed, viden, nysgerrighed og ægte fællesskaber på tværs af livssyn, kultur, tro og ikke-tro.
Social oprustning i en svær tid
Initiativet til prisen kommer fra Dialog på Tværs, der i 2025 modtog den prestigefyldte Finn Nørgaard Hovedpris på Christiansborg for deres store dialogarbejde. Nu bringer de frivillige stafetten videre til Århus.

”Der er så meget uforsonlig debat om integration, indvandring og danskhed. Det efterlader ofte en følelse af håbløshed og flere fjendtlige lejre,” fortæller Karen Nørskov, stifter og leder af Dialog på Tværs.
”I en krigs- og kriseramt verden har vi brug for social oprustning mere end nogensinde før. Vi har brug for positive oplevelser, der løfter os og giver os tillid til fremtiden. Vi skal jo skabe en fælles fremtid.”
En priskomité på 10 personer har nomineret fem stærke, lokale aktiviteter, som bygger broer i Aarhus. Fem initiativer er nomineret – heraf er de tre førstnævnte baseret i Gellerup:
Skuespiller og instruktør Chadi Abdul Karims teaterforestilling ”Gud Bevare Danmark”: En publikumsrost forestilling, der med ærlighed dykker ned i bl.a. dilemmaerne ved at vokse op i Danmark med palæstinensiske rødder. Du kan læse om forestillingen her.
Fredens Hus i Gellerup: Et initiativ, der bl.a. uddanner unge dialog-ambassadører til at tage ud på skoler og skabe åbne samtaler om tro og livssyn. Du kan læse om initiativet her.
Røde Kors Fællesspisning: Fællesspisning og hygge for op til 70 voksne og børn med forskellige baggrund på den sidste mandag i måneden. Du kan læse om fællesspisningen her.

Poetisk sommerfest i Tilst: En årlig litteraturfestival som kører på tredje år med en mangfoldighed af forfattere og kunstnere.
TV2 Østjyllands ungeredaktion Xor: Videoer med stærke personhistorier, produceret til og af unge med minoritetsbaggrund og udkommer på Youtube, TikTok og Instagram.
Tidligere ansat og frivillig i Dialog på Tværs, Fatima Abdi Yusuf, understreger vigtigheden af alle projekterne:
”Hvis vi ikke er optaget af dialog, så kan vi ikke skabe forbundethed i mangfoldigheden. Vi mister ikke bare dialog. Vi mister tillid, håb og relationer.”
En festlig aften åben for alle århusianere
Selve afsløringen og overrækkelsen af Århus Dialogpris 2026 sker ved en stor fejring på Aarhus Rådhus mandag d. 2. november. Arrangementet er gratis og helt offentligt – alle er velkomne.
”Vi glæder os til en fantastisk aften i dialog og demokratiets tegn på Rådhuset,” siger Karen Nørskov.
”Vi har sammensat et flot og levende program med både musik, dans, personlige fortællinger, faglig inspiration og naturligvis spændingen omkring selve prisuddelingen.”
Prisen og dialogfejringen er arrangeret af Dialog på Tværs i samarbejde med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Alt arbejde omkring prisen bæres frem af engagerede, frivillige kræfter.
Projektet er støttet af Veluxfonden, Tækker Group og BUPL.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Dialog på Tværs.




