
2026 var året, hvor Grimfest også fik en bar for special-øl – blandt andet ultra-lokalt producerede produkter med navne som Galaktisk Plantage og Hindbærbrus(k). Bag det lille lokale bryggeri Small Grove Brewing står Niels Lillelund, som også er medarrangør af en kommende øl-festival i Aarhus.
”Det kunne være lækkert med en lille specialøls-bar på GrimFest,” sagde Niels Lillelund drømmende, da Vores Brabrand snakkede med ham tilbage i 2024.
Dengang viste han rundt i den skibscontainer, han havde købt og siden gik og isolerede og indlagde strøm og vand i et hjørne af Grimfest-pladsen. Et kommende lille nyt mikro-bryggeri i Brabrand.
Det tog sin tid, før Grimfest faktisk fik sin special-øls bar. Men på den netop overståede festival på Grimhøjgaard var der ultra-lokalt produceret øl i hanerne.
“Det er gået lidt langsomt, blandt andet fordi det her i starten har været svært at finde ud af lovgivningen: Hvordan skal man egentlig indrette sådan et rum, så det kan godkendes? Det har gjort, at det trak ud,” fortalte Niels Lillelund under festivalen.
“Og så passer jeg jo også et arbejde ved siden af. Så det er, når jeg har fri, at jeg kan være herude,” sagde Niels Lillelund, som til daglig er bestyrer af ølbaren Mig & Ølsnedkeren.
Imponerende opgradering
Men han nåede at brygge ca. 250 liter øl i sin lille container – og hans øl fik plads i tre af de ni haner i baren. Her forklarer han med egne ord de forskellige varianter:
- Hindbærbrus(k) – en sour med rigtig meget hindbær og en smule laktose til at give lidt mere krop
- Galaktisk Plantage – Sammen med Ølsnedkerens Bryghus på Sjælland har han brygget en New England IPA med galaxy humle, deraf navnet
- Svensker-kalkylen – En imperial stout med lakrids på 11,4 procent. “Navnet er et udtryk for hvor man kan få mest alkohol for pengene”
“Jeg havde egentlig købt ind til – og brygget til – at der kunne være fire nye øl i hanerne hver dag. Men der er lidt gengangere i dag,” undskyldte han fredag.
Salget i den nye bar, der var placeret i et hjørne af festival-området Undergrim, kom lidt tøvende i gang. Men ølbryggeren var dog ikke i tvivl om, at stedet var det helt rigtige.
“Det her er stedet, hvor man i fred og ro kan sidde og nyde noget godt, at man vil forvente at finde en specialøl-bar. Det skal nok blive godt,” sagde han.
“Og det er en imponerende opgradering i forhold til sidste år, hvor jeg en aften hurtigt fik bygget en lille-bitte bar på et gammel stålbord. Så stod jeg ude foran min container og solgte af mit eget øl dér.”
Foretrækker små portioner
Foreløbig er det begrænset, hvor store mængder øl, han kan producere i containeren. Men det passer ham godt:
“Det er lidt interimistisk med forskellige hjemme-opfundne løsninger. Men jeg håber, at jeg med indtjeningen fra årets Grimfest kan udvide og købe nogle lidt bedre og større gæringstanke. Det kan gøre det nemmere for mig at producere nogle lidt større mængder øl.”
De mindste gæringstanke, han har, er 40 liter – svarende til to små fustager øl. Han satser på at indkøbe tanke, der kan rumme ca. 120 liter øl.
“Det er meget bøvl for at lave to fustager øl. Mængden af tid er stort set den samme, uanset mængden. Jeg vil stadig brygge forholdsvis små portioner, sådan at der altid er stor udskiftning i de øl-produkter, barerne kan købe af mig,” sagde han.
Han er sammen med en lille gruppe andre øl-entusiaster på vej med ølfestivalen Raise the Bar d. 9. og 10. oktober i Ridehuset. Her kan du bl.a. smage på Small Grove Brewings produkter.
Læs også:



