
Med bare fire dages mellemrum har Brabrands 2. divisionshold i fodbold vist sig frem i vidt forskellige udgaver. Onsdag var spillerne helte i den flotte pokalsejr over Viborg FF. Men søndag ramte holdet bunden med en forfærdelig afslutning i Thisted. Også Brabrands kvinder tabte i C-Liga, hvor Vejle sejrede med 2-1.
Det var nærmest som at se et trafikuheld i slow motion. Man kan se, det går galt – men uden mulighed for at gribe ind.
Sådan må det have føltes på Brabrand-bænken søndag eftermiddag på Sparekassen Thy Arena i Thisted. Men det vender vi tilbage til.
Med en særdeles overbevisende indsats i begyndelsen af kampen så Brabrand dog ud til at kunne fortsætte den imponerende præstation i onsdags mod superliga-holdet Viborg FF.
Godt afstemt og med stor fysik styrede Brabrand begivenhederne fra første fløjt. Thisted fik ikke et ben til jorden, og Brabrand spillede bolden sikkert og solidt rundt og pressede hjemmeholdet tilbage, mens Thisted-folkene rev sig i håret.
Det gav stribevis af dødbolde i form af hjørnespark og lange indkast. Efter 10 minutter blev endnu et hjørnespark sendt ind mod Thisted-målet – og bolden endte hos Simon Vesterbæk, som fik tid til at tæmme bolden med brystet og sende den mod målhjørnet. Men Thisteds målmand Andreas Raahauge reddede sit hold med en pragtredning og sendte bolden op på overliggeren.
Det samme gjorde han tre minutter senere, hvor Brabrand Mikkel Frandsen havde god tid til at sende et hovedstød mod mål. Igen hev Thisted-målmanden en super-redning ud af ærmet.
Stille og roligt ebbede Brabrands overtag dog ud, mens hjemmeholdet fik mere plads til at spille bolden rundt. Det kunne dog ses, at Thisted endnu ikke havde vundet i denne sæson. Hjemmeholdet manglede tydeligt tro på egne evner.
Brabrand-forsvaret stod det meste af første halvleg solidt, bortset fra en enkelt situation hvor målmand Oliver Bjerregaard reddede sit hold fra at komme bagud.
Man sad og savnede lidt større ambitioner i Brabrand-spillet. Alt for ofte blev bolden sendt afsted uden præcision, og da også Thisted havde udfordringer, blev det mest til kedsommeligt sparkeri frem og tilbage på banen.
Frustreret anfører forsøgte at råbe medspillere op
Brabrand kom stærkere ud til anden halvleg og lagde fint fra land med en god målchance til forsvarsspiller Ekemini Ime. Og få minutter senere kom føringsmålet til Brabrand:
Rasmus Kirkegaard Jensen fik en hel motorvej at løbe på i venstre side. Han sendte et ikke særlig præcist indlæg afsted, som Lucas Møller dog opfangede og lagde bolden af til Simon Vesterbæk, som med et præcist skud bragte Brabrand på 1-0. Det var som om, der gik et lettelsens suk gennem Brabrand-lejren.
Der manglede dog stadig en halv time af kampen, og de sidste 30 minutter skulle fuldstændig ændre kampens karakter.
18-årige Oscar Mandrup var dog forinden to gange tæt på at score sit første mål i Brabrand-trøjen, men manglede det sidst power i nærkampene mod Thisted-forsvaret.
Gradvist blev Brabrands spil mere og mere passivt. Man lod Thisted have bolden midt på banen og tabte stadig flere nærkampe.
Det fik med 20 minutter tilbage en rasende anfører Rasmus Juul til at forsøge at råbe sine medspillere op. Med kraftige tilråb og armbevægelser var der ingen tvivl om budskabet: Kaptajn Juul var frustreret over holdets indsats.
Og det var der god grund til, skulle det vise sig.
To selvmål vendte kampen på hovedet
Kort efter sløsede indskiftede Magnus Kjellerup en god mulighed væk ved modstandernes baglinje. Og øjeblikket efter lå bolden i Brabrands mål:
Thisteds Emil Lagergaard fik masser af god tid på midtbanen til at sende et skarpt indlæg ind foran Brabrands mål, hvor Ekemini Ime med et uheldigt hovedstød sendte bolden i eget mål. 1-1.
Der var stadig et kvarter tilbage af kampen, og alt var åbent. Thisted fik tydeligvis mere og mere mod på tilværelsen og udfordrede det lidt passive, langsomt-spillende Brabrand-hold.
I det 82. minut gik det galt igen. Indskiftede Frederik Jørgensen lod sig fuldstændig overløbe i venstre side, og hans direkte modspiller sendte en hård flad aflevering ind foran mål, hvor anfører Rasmus Juul kastede sig i forsøget på at cleare bolden – men endte med at sende bolden i eget mål.
Og det skulle blive værre endnu. Tre minutter senere var al forsvarskraft væk i samme venstre side, hvor Ekemini Ime var mutters alene med to modspillere. Han valgte at placere sig midt i mellem dem, og det gav Thisteds Georg Ejsing tiden til at hamre bolden op under overliggeren til 3-1.
Kæmpe jubel i Thisted-lejren – formentlig blandet op med en god del vantro over at det var lykkedes holdet at vende kampen fuldstændig på hovedet.
Hjemmeholdet formåede problemløst at køre sejren hjem, og havde endda en kæmpe chance til allersidst for at bringe sig yderligere foran. Men det forblev ved 3-1.
Resultatet betyder, at Brabrand i stedet for at få et pusterum fra bundkampen nu fortsat er en del af den trio, der ligger forholdsvis samlet nederst i rækken.

C-Liga: Brabrand-Vejle 1-2
Efter en lovende sæsonstart, hvor Brabrands fodbold-kvinder fik 0-0 mod Randers Q, er tre hjemmekampe i træk blevet tabt.
Senest var Vejle Boldklub lørdag på besøg i Brabrand, og hjemmeholdet lagde optimistisk ud med fint positionsspil og bid i tacklingerne.
Efter bare 12 minutter satte gæsterne dog et fint angreb sammen og bragte sig på 1-0. Det slog dog ikke Brabrand-spillerne ud af kurs. Med anfører Stine Juul Pedersen som indpisker på midten forsøgte Brabrand at få samling på spillet og tilspille sig målchancer.
Det var flere gange tæt på at lykkes. Især kom spillende assistenttræner Camilla Berg til flere gode muligheder foran Vejles mål, men hun manglede hver gang lige det sidste for at få bolden i mål.
Med en imponerende vedholdenhed fortsatte Brabrand med at dominere spillet, mens man i store perioder ikke så meget til de rødklædte gæster.
Det blev dog ved 0-1 ved pausen – og efter en times spil blev det endnu sværere for hjemmeholdet, da Vejle bragte sig på 2-0.
Tiden løb for Brabrand, der først fem minutter før tid fik bolden i mål. Det var Hannah Diesen, som med scoringen til 1-2 bragte en smule håb tilbage. Men Vejle formåede dog at holde føringen til sidste dommerfløjt.
Brabrand ligger sidst i rækken med et enkelt point efter fire kampe.



