
Morten Kjærulff-Nielsen har været ansat på Salling Groups lager i 40 år, og han har aldrig haft lyst til at lave andet. Fredag d. 21. august bliver han hentet på sin bopæl af chefen og kørt til Salling Groups lager i Årslev, hvor han vil blive fejret af sine kolleger.
Da Morten Kjærulff-Nielsen tilbage i 1986 i en alder af 18 år var færdig med det, der dengang hed en EFG, manglede han en læreplads. Han søgte lidt forskellige steder og opdagede, at Dansk Supermarked, som Salling Group hed dengang, søgte elever.
Han skulle også til en jobsamtale ved en anden supermarkedskæde, men ville rigtig gerne til Dansk Supermarked, så han ringede og hørte, hvordan det var gået, og hvornår han ville få svar, for han ville rigtig gerne ansættes, men var jo egentlig på vej til jobsamtale. Fem minutter senere blev han ringet op og fik at vide, at jobbet var hans.
Det er nu 40 år siden, han første gang trådte ind på lageret, som dengang lå i Højbjerg. På det tidspunkt blev man elev på lageret, og Morten Kjærulff-Nielsen blev derfor sendt på isenkræmmerkursus i Odder, og to år senere var han uddannet isenkræmmer. Den ordning er man sidenhen gået væk fra.
Jubilarens primære opgave har i alle årene været modtagelse af varer på lageret – især tekstiler – der bagefter sendes ud til Bilka og føtex i hele landet.
“Det var jo helt anderledes dengang. Lageret var delt op i mange afdelinger. Vi havde for eksempel én til belysning, til radio/tv, til elektronik og så videre – i dag modtager vi jo alt, og vi er ikke delt op mere,” siger 58-årige Morten Kjærulff-Nielsen.
Han havde egentlig jubilæum d. 1. august, men han fejrer det først fredag d. 21. august med familie og kolleger, når han om morgenen bliver hentet af sin chef på sin bopæl og efterfølgende kørt til Salling Groups lager i Årslev.
En god rollemodel
Morten Kjærulff-Nielsen har aldrig haft lyst til at være ansat andre steder. Han har været glad for sit arbejde og bliver motiveret af rutiner.
“Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker gennem årene. Og især de unge er med til at motivere mig. Jeg kan være med til at lære dem op og være en form for rollemodel. Vi har mange forskellige nationaliteter på lageret, og jeg synes, det er inspirerende at høre om andre kulturer og lære nye mennesker at kende,” fortæller jubilaren, som bor sammen med sin kone og deres søn i Aarhus C.
De første knap 25 år af hans tid i virksomheden var på lageret i Holme, men da det flyttede til Årslev, flyttede Morten Kjærulff-Nielsen med.
“Det var slet ikke så stort dengang, og vi var også færre medarbejdere på lageret, så vi kendte hinanden rigtig godt. Vi tilbragte meget tid sammen også udenfor jobbet, hvor vi festede og gik i byen sammen,” fortæller han.
Lageret er med årene blevet meget større i takt med, at varesortimentet er blevet udvidet, og antallet af varehuse er vokset. Nethandlen er også kommet til, og det er gennem tiden blevet en stor del af hverdagen på lageret.”
I takt med udviklingen har arbejdsredskaber og hjælpemidler også ændret sig gennem årene. Han husker blandt andet tydeligt, da han som elev lærte at fakturere ordrer på varer til den kommende tilbudsavis.
Varerne blev sendt ud til føtex-varehusene, og det tog lang tid, da der skulle sættes “flueben” ved alle varehusene manuelt på en pc.
Pålidelighed og dedikation
At Morten Kjærulff-Nielsen er en god rollemodel og vellidt kollega, bekræfter hans leder, Arturs Kanskis, Department Manager.
“Han har hele sin karriere været indbegrebet af professionalisme, udviser et stort engagement og er en uvurderlig kollega samt betroet samarbejdspartner for både kunder og kolleger,” siger han.
“Vores jubilar har gennem årene opnået stor respekt for sin pålidelighed og dedikation, og han er et stort forbillede, som altid møder på arbejde med smil, positiv energi og hjælpsomhed – han inspirerer alle kollegerne, og han er yderst værdsat.”
Når jubilaren ikke sørger for at tage imod varer på lageret, holder han af at være sammen med sin familie i sommerhuset på Helgenæs.



