
Hvad er en hornmejer? Hvor bor pindsvinet om vinteren? Og hvorfor får døde træer lov til at ligge i det høje græs? En ny natursti med 17 formidlingsskilte inviterer børn og voksne til at gå på opdagelse i byparken i Gellerup og Toveshøj.
Naturen i Gellerup og Toveshøj gemmer på langt mere, end man måske opdager ved første øjekast.

I byparken lever fugle, insekter, planter og træer side om side med mennesker. Og nu bliver det lettere at komme helt tæt på livet i det grønne.
Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune har med støtte fra Friluftsrådet udviklet Natur Mellem Husene – en ny natursti, hvor 17 skilte fortæller om områdets dyr, planter og biodiversitet.
Undervejs kan man blandt andet blive klogere på livet ved søen, fuglene over parken, dyr i vinterhi, spiselige planter og på, hvorfor kvashegn, højt græs og døde træer faktisk er værdifulde levesteder. Små aktiviteter på skiltene inviterer til selv at undersøge naturen, mens QR-koder giver mulighed for at dykke længere ned i fortællingerne.
“Vi vil gerne vise, at naturen ikke nødvendigvis behøver at se ordentlig og velplejet ud for at være værdifuld. Et dødt træ, et kvashegn eller et område med højt græs kan være fuldt af liv. Når man forstår, hvad der foregår, bliver det også lettere at passe på naturen,” siger Charlotte Vinther Steenholt.
Hun er boligsocial naturmedarbejder i Brabrand Boligforening, som har været med til at udvikle konceptet.
På opdagelse i grønne Gellerup
Kun fem kilometer fra Aarhus C giver naturstien endnu en mulighed for at opleve den grønne side af Gellerup og Toveshøj. Den snor sig gennem byparken, hvor grønne områder, søer og stier danner ramme om både hverdagsliv og naturoplevelser.
“Gellerup er midt i en stor udvikling med nye boliger, arbejdspladser, kulturtilbud, skole og meget andet. Men udviklingen handler om meget mere end byggeri og mursten,” siger Kristian Würtz, formand for grundejerforeningen i byparken.
“Her er også masser af grønne områder og spændende natur, som vi håber, at endnu flere får øjnene op for. Den nye natursti er for alle – både beboere,
skoleklasser, daginstitutioner og andre nysgerrige, der har lyst til at gå på opdagelse,” siger han.
Konceptet bag Natur Mellem Husene er blevet afprøvet sammen med børn fra Kløverskolen i Gellerup og lokale foreninger. Målet har været at skabe formidling, som både vækker nysgerrighed og er nem at gå til.
De 17 skilte kan opleves enkeltvis eller som en samlet tur gennem byparken. Det kræver hverken særligt udstyr eller forhåndsviden – kun lysten til at kigge lidt nærmere på det liv, der findes mellem husene.
Natur Mellem Husene er udviklet af Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune med støtte fra Friluftsrådet.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Brabrand Boligforening.




