
For fjerde år i træk uddeler Brabrand-Årslev Fællesråd Karma-Prisen til en person, organisation eller forening, der har ydet en aktivindsats for at styrke trivsel, tryghed og fællesskab i Brabrand-Årslev. Her kan du læse om de fire kandidater.

Uddeling af Karma-Prisen er for alvor ved at bide sig fast som en årlig lokal tradition på Brabrand-Årslev Fællesråds generalforsamling. Med prisen følger et værk af en lokal kunstner og et diplom ledsaget af 2.500 kroner.
I år står glaskunstner Annie Hjorth, Engdalsvej, bag kunstværket, der vil pryde Karmapris-modtagerens hjem frem over – som tegn på anerkendelsen af et initiativ, der ”fremmer det åbne, menneskelige og kulturelle fællesskab, som kendetegner Brabrand-Årslev”, som der står i fællesrådets oplæg til prisen.
Igen i år har det været vanskeligt for fællesrådets bestyrelse at udvælge et lille antal kandidater til prisen blandt de mange lokale initiativer. Valget er dog faldet på disse fire kandidater, som du kan stemme på her på fællesrådets Facebook-side frem til uddelingen d. 24. maj.

Aage Stokholm og teamet på Grimhøjgård for at arrangere Grimfest og for deres passion for at skabe et udendørs og indendørs spillested.
Aage Stokholm har tidligere været nomineret til Karma-Prisen, og fællesrådet mener, at hans store arbejde fortjener endnu en nominering.
Gennem de senere år er interessen for GrimFest vokset betydeligt i Brabrand, og festivalen er nu i stigende grad også blevet en festival, som mange lokale beboere valfarter til.
Det er ikke en udvikling, han har skubbet på med massiv markedsføring. Den nye fortælling om GrimFest spreder sig lige så stille fra mund til mund – bakket op af en grundig indsats på sociale medier.
I år afholdes GrimFest i dagene 4.-6. August, hvor du kan høre navne som Bogfinkevej, GoGo Berlin, Brimheim, Lydmor og Malk de Koijn.
Du kan læse mere om Aage Stokholm og GrimFest i denne artikel.

De frivillige bag Danmission Genbrug i Hovedgaden for at drive genbrugsbutikken med stort engagement til glæde for både nødlidende og lokale borgere.
I 30 år har genbrugsbutikken på Hovedgaden været en af de bærende blandt Danmissions knap 70 genbrugsbutikker landet over. År efter år har butikken haft en høj omsætning og har leveret store beløb til Danmissions arbejde for fattige og udsatte i store dele af verden, først og fremmest i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark.
Butikken drives af i knap 50 frivillige, som er samlet i faste arbejdshold. De mange frivillige medarbejdere gør det muligt at holde butikken åben alle hverdage kl. 10-17.
Danmission Genbrug i Hovedgaden kunne i marts fejre 30 års jubilæum. Det skete med et storslået udsalg i butikken og en hyggelig fest for de knap 50 frivillige.
I denne artikel kan du læse mere om genbrugsbutikken og dens mange frivillige.

Jens Jensen for gennem 10 år at have inspireret som formand for Brabrand IF og for at tage en kæmpe tørn for det frivillige arbejde i området.
Da Jens Jensen for 10 år siden accepterede at lade sig vælge som efterfølger for afdøde Jacob Sennels, var det mest fordi, ingen andre ville. Forinden var en del blevet spurgt, men alle var blankt afvisende.
Jens Jensen sagde ja. Så var der tid til, at man kunne arbejde på at finde en anden. Og pludselig er der så gået 10 år. Faktisk var han blevet glad for posten, som han først tog af ren pligt, fortæller han i dette interview.
Han stoppede dog alligevel på posten i marts. Ikke, fordi han var træt af posten som formand, men mest fordi han nu synes, at foreningen skulle prøve noget andet. Formandsposten er nu overtaget af Kim Groth.
Du kan som nævnt læse mere om Jens Jensen og hans tid som formand for Brabrand IF i dette interview.

Folkene bag Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv for ihærdigt og omhyggeligt at værne om og udbrede stort og småt fra lokalhistorien.
Arbejdsgruppen består af historikere og historie-interesserede personer, som indsamler, registrerer og gør historisk materiale tilgængeligt fra den tidligere Brabrand-Årslev Kommunes område. Det drejer sig om bl.a. billeder, foreningspapirer, kort, erindringer, erhvervsmateriale og trykte ting som f.eks. bøger, aviser samt kopier af bl.a. kirkebøgerne.
Arbejdsgruppen består i øjeblikket af Henrik Andersen, Lars Nikolajsen, Svend-Erik Christiansen, Vibeke Harsberg, Hanne Pedersen, Bent Hansen, Per Falk Bredgaard og Conny Stallkneckt Mikkelsen.
Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv flyttede i januar med Gellerup Bibliotek til det nybyggede Sports- og Kulturcampus i Gellerup. Her har lokalarkivet åbent den første lørdag i hver måned kl. 10-13.
Lokalarkivet er et af de mest velfungerende i landet og arbejder blandt andet professionelt med registrering i programmet Arkibas. Det betyder, at alt materiale let kan findes frem, og det anvendes i dag i stor stil af forskere, studerende og andre, som har brug for detaljeret viden om den historiske udvikling i forskellige dele af 8220 Brabrand.
Lokalarkivets fagfolk er jævnligt vigtige bidragydere til artikler i Vores Brabrand, blandt andet om udviklingen i det lokale erhvervsliv, om piloten Holger Høiriis og om udviklingen i Brabrands bymidte.
Du kan være med til at bestemme, hvem der skal have Karma-Prisen i 2022 ved at afgive din stemme her på fællesrådets Facebook-side frem til overrækkelsen d. 24. maj.
Tidligere modtagere af Karma-Prisen er:
- 2019 Initiativtagerne til Brabrand IF Projekt Kunstgræs
- 2020 Peter From, Vores Brabrand
- 2021 Per Falk Bredgaard, Laskedalen, for hans arbejde for en bro over jernbanen ved Årslev Skov