Den 2. juli er det præcis 90 år siden, en af Brabrands stolte sønner, Holger Høiriis, landede på en mark ved Lyngbygaard, efter at han som den første dansker var fløjet over Atlanten. Han blev hyldet af tusindvis af mennesker mens han i åben vogn blev kørt ind til den store modtagelse på Hovedgaden i Brabrand.
I 1931 var det Holger Høiriis, alle talte om i hele Danmark. Som den første dansker fløj han over Atlanten fra USA til Danmark i et lille fly med blot en enkelt passager.
Landmandssønnen fra Høiriisgaard i Brabrand kom i audiens hos Kong Christian X og modtog ridderkorset for sin bedrift, og Amalienborg Slotsplads genlød af klapsalver fra de mange mennesker, som var mødt op.
Få dage senere skulle den 30-årige eventyrer få en næsten lige så stormende modtagelse ved hjemkomsten til Brabrand.
Holger Høiriis blev født den 13. juni 1901. Alt tydede på, at han skulle blive landmand som sine forældre og overtage Høiriisgaard i udkanten af Brabrand. Men Holger stræbte højere og rejste til USA for at tjene penge til at kunne købe en endnu større gård.
Efter to års slid havde han sparet 1400 dollars op – men fandt så ud af, at der var flere penge at tjene ved at flyve med passagerer. Han brugte 1350 dollars af sin opsparing på at købe en flyvemaskine, fik tre og en halv times instruktion i at flyve flyet og gik så i gang. Om sommeren fløj han ved New York og om vinteren i Florida.
Senere opstod drømmen om at flyve over Atlanten, og han fik overtalt en bekendt, Otto Hillig, til at finansiere de fleste af de 35.000 dollars, et egnet fly af mærket Bellanca ville koste. Hillig betingede sig dog, at han skulle sidde på passagersædet under flyvningen.
Kyllingesteg og chokolade som proviant
Turen fra New Foundland til København var beregnet til at vare ca. 28 timer. Flyet havde dog så store benzinreserver med, at det burde kunne holde sig i luften i 35 til 40 timer.
”Den 24. juni 1931 var fastsat som startdato. Høiriis og Hillig fik sig et solidt morgenmåltid, hvorefter de samlede deres proviant til turen. Den bestod af seks termoflasker, de tre med varm kaffe og de andre tre med vand. Endvidere medbragte de en stegt kylling, men ved et uheld fik de intet brød med, således at alt, hvad de havde at spise på turen var en kyllingesteg og en æske chokolade.”
Det skriver historiker Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, som har samlet den eksisterende viden om Holger Høiriis´ bedrift i en artikel til Århus Stifts Årbøger.
Lars Nikolajsen vil i anledning af jubilæet holde et foredrag om Holger Høiriis på Gasværket torsdag d. 17. Juni kl. 19.30.
Tanken var tom
Undervejs over Atlanten blev flyet ramt af tæt tåge, og i over seks timer kunne Holger Høiriis end ikke se flyets motor. Han kom derfor delvist ud af kurs og opdagede den spanske nordkyst, før han fik sat kursen nordpå.
Efter 33 timers flyvning var tanken tom, og han blev tvunget til at lande i det, der viste sig at være Krefeld i Tyskland.
Med en dags forsinkelse nåede han til København, hvor han i luften blev modtaget af tre fly fra søværnet. Også Holgers mor var til stede og kunne fra jorden nøgternt konstatere:
”Det er Holger, der ligger foran!”
Modstand fra borgmesteren i Aarhus
Mens man i København havde gjort klar til den store modtagelse af Holger Høiriis, mente borgmesteren i Aarhus, Jakob Jensen, ikke, at der var nogen grund til at feste:
“Jeg kan med min bedste vilje ikke se, hvad denne mand har lavet. At han i det hele taget ”kom over” må vistnok kaldes et held, når man tænker på, at han styrede efter England, gik ind over Spanien, men landede i Tyskland i stedet for i København. Jeg må have lov til at spørge: Har denne flyvning medført nogen fordel for menneskeheden?”
Da det stod klart, at Aarhus ikke ville modtage Høiriis, satte grundejerforeningen og håndværkerforeningen i Brabrand sig i bevægelse for at arrangere en passende modtagelse, når Høiriis og Hillig efter planen ville lande i udkanten af Brabrand den 2. juli omkring kl. 13.
Egentlig skulle landingen foregå på en mark, der tilhørte Tousgaard, Brabrand Sogns største gård. Man blev dog betænkelig ved, om marken var stor nok, så det endte med, at landingsbanen blev flyttet til Lyngbygaards marker.
Et sandt triumftog
”På Hovedgaden fra jernbaneoverskæringen i øst til æresporten ved Aarslev Mølle i vest vajede flag ved flag. Dannebrog og Stars and Stripes fyldte gadebilledet, og fra alle byens private flagstænger var Dannebrog hejst. Fra Hovedgaden og frem til Høiriisgaard på Truevej var der også rejst en flaggade, der endte i en dekorativ æresport,” skriver Lars Nikolajsen, som fortsætter:
”Man forventede mange tilskuere ved landingspladsen, hvorfor politiet havde kaldt en større styrke sammen. Den blev der ret hurtigt brug for, idet omkring 4000 mennesker var opstillet ved landingsbanen omkring kl. 13, hvor det lille fly efter planen skulle ankomme:
Efter en kort velkomsttale af modtagelseskomiteens formand, slagtermester Hansen, blev Høiriis løftet op og båret ud til landevejen til en ventende bilkortege. Herfra kørtes ind til Brabrand, hvor et blæserorkester, der var anbragt på en flagsmykket lastvogn, blev sat i front for kortegen ved Aarslev Mølle.
Det blev et sandt triumftog. Langsomt kørtes der gennem hele Hovedgaden. Høiriis måtte ustandseligt trykke hænder med gamle bekendte. Ved Nøjsomhedsbakken vendte kortegen, og der kørtes mod Høiriisgaard. Høiriis var tydelig bevæget over den hæder, der også der blev ham til del.
Med en stemme, der var blevet meget hæs efter mange dages festivitas og forkølelse, tog Høiriis, der ikke var en mand af mange ord, nu ordet:
”Modtagelsen her i Brabrand er den, der har gået mig mest til hjertet af alle de æresbevisninger, der er blevet mig til del under opholdet her i Danmark. Jeg kan kun sige: Tak! Tak!”
Artiklen er blevet til på basis af et tæt samarbejde med historiker Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv. Torsdag d. 17. juni kl. 19.30 kan du i Brabrands kulturhus Gasværket, Byleddet 2C, høre Lars Nikolajsen fortælle hele den spændende historie om Holger Høiriis.