
Gennem 30 år har Danmissions genbrugsbutik været en fast del af Hovedgadens liv – og i gadens mest stille år en helt central livsnerve midt i Brabrand. I næste uge kan butikken fejre den runde dag. Det sker med et storslået udsalg i butikken og en hyggelig fest for de knap 50 frivillige.
I 30 år har genbrugsbutikken på Hovedgaden været en af de bærende blandt Danmissions knap 70 genbrugsbutikker landet over. År efter år har butikken haft en høj omsætning og har leveret store beløb til Danmissions arbejde for fattige og udsatte i store dele af verden, først og fremmest i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark.
Det kræver stor lokal opbakning: Gennem årene har Brabrand-området løbende bidraget med så mange fine genbrugsting, at butikken på Hovedgaden knap har kunnet følge med og kunnet skaffe plads på hylderne og på bøjlerne i butikken. Det betyder, at også andre af Danmissions genbrugsbutikker har kunnet få glæde af de mange fine ting.
Og så kræver det et stort engagement og mange arbejdstimer af de mange frivillige konstant at kunne tilbyde en butik med mange interessante varer. Nogle henter ting rundt i lokalområdet, andre bringer varer ud, og andre igen sorterer og gør klar samt står bag disken.
”Uden de frivillige havde vi ingen butik,” konstaterer formand for Danmission på Hovedgaden, Else Marie Rytter, som i 12 år har været en del af genbrugsbutikken. Hun glæder sig over, at de forskellige teams har det godt sammen socialt i velfungerende fællesskaber.
49 frivillige i faste hold
Arbejdet og fællesskabet bærer lønnen i sig selv for de mange frivillige i genbrugsbutikken. Og så den gratis kaffe.
Butikken drives af i alt 49 frivillige, som er samlet i faste arbejdshold. De mange frivillige medarbejdere gør det muligt at holde butikken åben alle hverdage kl. 10-17. Til gengæld stoppede man under coronaen med at holde åbent om lørdagen, og butikken holder fast i kun at have åbent i hverdagene.
Mange er gennem årene via arbejdet i genbrugsbutikken blevet nære venner og har faste ritualer, der ofte involverer kaffe og forskellige former for kage eller morgenbrød.
Mændene er i mindretal, og de fleste af dem arbejder især i de grupper, der henter og bringer varer til og fra butikken.
Den store frivilliggruppe skaber også rammerne for, at Brabrand Kulturuge hvert år bliver sendt godt af sted. Traditionen tro åbnes kulturugen med kaffe og morgenbrød i gården bag butikken. De ofte usynlige forberedelser med at lave kaffe, smøre rundstykker og sætte borde og stole op står genbrugsbutikkens personale for.
Og tilsvarende står en del af medarbejderne også klar til at hjælpe til omkring julebasaren i Brabrand Sognegård.
De kreative udstillinger
Genbrugsbutikken er blandt andet kendt for de altid kreative udstillinger i vinduerne ud til Hovedgaden. Bag de mange kreative påfund står blandt andre 88-årige Inge Henriksen, som har været med helt fra starten for 30 år siden.
”Det her er min livline,” fortæller Inge Henriksen, som er den ældste blandt en gruppe gennemgående meget erfarne frivillige. Blandt andet pynter hun vinduerne op, når Dronning Margrethe har fødselsdag, men også ved højtider som jul og påske finder hun anledning til at lave små udstillinger.
”Mange kender butikken på vores skiftende vindues-udstillinger. Det er med til at sælge vores butik,” siger Else Marie Rytter.
Opstart på initiativ af Karla og Henry Gosvig
Det var en lokal initiativgruppe ledet af parret Henry og Karla Gosvig, som i 1992 indkaldte til stiftende møde med afsæt i det, der dengang hed DMS Det Danske Missionsselskab. Det kom i 2000 til at hedde Danmission.
Via deres netværk i lokalsamfundet, blandt andet i kirken og hos spejderne, lykkedes det at samle en lokal gruppe på 20-25 personer, som var klar til at skabe fundamentet for den første genbrugsbutik i Brabrand.
Den nye butik fik i starten til huse på Hovedgaden 41. Men der gik ikke lang tid, før pladsen blev for trang, og man kunne inddrage nabo-ejendommen, nummer 39, hvor der blev indrettet møbelafdeling.
Også økonomisk gik det godt lige fra starten. Faktisk gik det så godt, så butikken havde brug for endnu mere plads, og i 2016 blev det muligt at flytte over på den anden side af gaden i Nordeas tidligere lokaler. Og trods den store butik kunne man faktisk stadig godt bruge endnu flere kvadratmetre, fortæller formand Else Marie Rytter.
Som nævnt er den gratis kaffe i det daglige betaling nok for de mange frivillige. Men i anledning af 30-års jubilæet skal der være fest. Lørdag d. 26. marts er alle frivillige inviteret til middag. Og bestyrelsen har lagt op til, at påklædningen har det fælles tema – genbrug! Håbet er, at festdeltagerne vil møde op i tøj, de har købt i butikken.
Også genbrugsbutikkens kunder skal mærke, at butikken har jubilæum. Der ventes ekstra mange kunder, når butikken hele næste uge markerer jubilæet med et stort udsalg, hvor de fleste ting i butikken kan købes til halv pris.
Behov for nye frivillige
Da en del af de frivillige er oppe i årene, er bestyrelsen klar over, at der de kommende år skal nye frivillige til. Derfor tager man godt imod interesserede, som melder sig til at give en hjælpende hånd.
Hvis du er interesseret i at blive en del af butikkens store frivillighold, er du velkommen til at kontakte formand Else Marie Rytter på tlf. 2328 0842.