Det er et ægte foreningsmenneske, som i næste uge takker af som formand for Brabrands største forening. I 10 år har Jens Jensen som formand været med til at skabe rammerne for, at 2600 medlemmer hver uge kan mødes og dyrke idræt sammen.
Hvem skal stå i spidsen for Brabrands største forening, Brabrand IF, når 64-årige Jens Jensen efter 10 år på posten i næste uge takker af?
”Det er hårdt for mig at stoppe, uden at der er en kandidat, som er klar til at overtage posten. Men det er definitivt, at jeg stopper,” siger Jens Jensen. Måske især rettet mod dem, der tænker, at hvis der ingen andre kandidater er, så fortsætter han sikkert på posten.
Da han for 10 år siden accepterede at lade sig vælge som efterfølger for afdøde Jacob Sennels, var det mest fordi, ingen andre ville. Forinden var en del blevet spurgt, men alle var blankt afvisende.
Jens Jensen sagde ja. Så var der tid til, at man kunne arbejde på at finde en anden – og pludselig er der så gået 10 år. Faktisk har han været glad for posten, som han først tog af ren pligt.
”Jeg troede ikke, at jeg var den rigtige person til posten, men jeg fandt ud af, at jeg trives fint med opgaven. Jeg har været vældig glad for det,” siger han.
Han stopper altså ikke, fordi han er træt af posten som formand, men mest fordi han nu synes, at foreningen skal prøve noget andet.
Fælles baggrund i Sundsørehallen
Også på jobbet i Engdalskolens SFO har han i en årrække været en del af ledelsen. Ledelse er ellers aldrig noget, han har stræbt efter. Han har ikke behov for at stå forrest og holde tale eller lede møder. Men han kan sagtens gøre det, når der er behov for det.
”Jeg er jo ikke den, der kommer med de nye spændende ideer. Jeg går nok mest omme bagved og er med til at få tingene til at fungere. Det sagde jeg, allerede da jeg blev valgt: I får en formand, som er god i den daglige drift. Men driften er også en stor del af hverdagen i en idrætsforening.”
I de 10 år som formand har Jens Jensen de fleste år indgået i et nært makkerskab med især medlem af forretningsudvalget, Morten Kudsk, som også har valgt at stoppe i foreningens ledelse.
”Morten og jeg har været gode til at vende tingene med hinanden, når et problem var svært at løse. Vi er begge ”et par rolle´ Skiw-drenge”, der ikke sådan lige lader os rive med. Som regel har vi valgt lige at sove en nat på det, inden vi gjorde noget. Og så løste det sig tit.”
De har pudsigt nok begge trådt deres første sportssko i Sundsørehallen i Salling nord for Skive. Mens Morten Kudsk var en dygtig badmintonspiller i Resen, var Jens Jensen med fra etableringen af hallen som håndboldspiller og træner for de lokale håndboldhold. Allerede som 17-årig kom han i bestyrelsen for Østsalling IF.
“Jeg kan godt li´ at tage fat i tingene, organisere og være bindeled mellem mennesker. Men først og fremmest er det fællesskabet, det sociale, der driver mig.”
Han nævner det traditionsrige julestævne i Brabrandhallen som et godt eksempel. Han tænker især på de hyggelige søndag aftener, når den store stab af frivillige samles og drikker en øl, mens de snakker om weekendens mange oplevelser.
Et fast emne ved aftensmaden
Livet i Brabrand IF har fyldt meget i hjemmet på Engdalsvej. Hans kone Kirsten har i en årrække været formand i Brabrand IF Gymnastik, mens både Eva og Rasmus tidligt begyndte at spille fodbold. Senere var Rasmus i mange år også fodboldtræner i foreningen. Livet i BIF har derfor gennem årene været et fast emne under aftensmaden.
”Der har da været nogle ting undervejs, der har været svært. Man kan ikke løse alt, så alle er tilfredse,” siger Jens Jensen.
Det har især gået ham på, når snakken i krogene løber af sted i retninger, der ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Samarbejdet med kommunen
”Jens, hvad er det egentlig, du er formand for?”
Det spørgsmål har Jens Jensen tit fået – også af folk som har haft deres jævnlige gang i Brabrand Idrætsforening.
Set udefra kan det være svært at se, hvad en hovedformand egentlig laver i en stor idrætsforening med velfungerende afdelinger i fodbold, håndbold, motion, gymnastik, tennis, petanque og badminton. Det ser ud til, at det bare kører. Men det gør det ikke altid.
Blandt andet er formanden en central person i samarbejdet med Aarhus Kommune, der står for de fleste af idrætsfaciliteterne i Brabrand. Han erkender, at det kommunale system kan være tungt at danse med. Det har ind i mellem været frustrerende at være foreningsformand.
Desuden må foreningens øverste ledelse i spil, når afdelingerne ikke kan blive enige – for eksempel om fordeling af træningstider i hallen.
Endelig er cafeen, klubbladet og foreningens forsikringer også emner, der jævnligt dukker op på udvalgets månedlige møder.
”Der er en del mails, som jeg svarer på eller sender videre, når jeg har tid til det. Jeg er B-menneske, så det bliver tit lidt sent på dagen.”
Og så er der alle de hyggelige opgaver, som for eksempel at invitere foreningens æresmedlemmer til den årlig komsammen.
”De er alle rigtige foreningsmennesker, som brænder for hele foreningen,” siger den afgående formand, som traditionen tro kommer og giver en status over, hvordan det er gået i årets løb.
Håber at kandidater melder sig
På tirsdag d. 8. marts går Jens Jensen af som formand på generalforsamlingen i Brabrand IF. Det generer ham tydeligvis, at der endnu ikke er fundet en afløser til posten.
”Da jeg blev genvalgt for to år siden, meddelte jeg, at det her var sidste periode. Det er desuden blevet nævnt på stort set alle repræsentantskabsmøder siden da.”
Som nævnt stopper også Morten Kudsk i forretningsudvalget, hvor de tre øvrige medlemmer er Pia Katballe, Jytte Jacobsen og Bjørn Bjerre.
Den afgående formand håber, at det i sidste øjeblik lykkes at finde kandidater til de to ledige poster.
”Jeg tror ikke, der er nogen, der ligefrem melder sig til posten som formand. Det er nok noget, man skal opfordres til. Jeg håber, at man vil se sig om efter en egnet kandidat og så spørge vedkommende. Man er meget velkommen til at kontakte mig angående arbejdsbyrden,” siger han.
Han ser fortsat den fælles overbygning over de enkelte afdelinger som afgørende for, at det er muligt at bevare fællesskabsfølelsen og det frugtbare samvirke på tværs af de enkelte idrætter. Han ser også en stor samlet forening som afgørende i samarbejdet med kommunen:
”Jeg tror, vi bliver mere hørt som et samlet BIF, end hvis vi er små selvstændige foreninger.”
Men han kan godt mærke, at hovedforeningen egentlig ikke interesserer ret mange medlemmer og forældre ret meget:
”Nogle gange kan man godt blive overrasket over, så lidt engageret nogle forældre er i den forening, hvor deres barn går til idræt.”
Man kan dog være helt sikker på fortsat at kunne finde den snart forhenværende formand i gang med forskellige opgaver på idrætsanlægget. Han vil bare ikke være formand mere.