Elias Sadaq er digter og dramatiker fra ”ghettoen”. Muslim og homoseksuel og opvokset i Toveshøj i en konservativ religiøs kernefamilie. I 2024 slog han igennem med digtsamlingen Djinn. Du kan møde ham til Vinterstemmer på Gasværket d. 25. januar – og her hvor han fortæller om at være digter med noget på hjerte.
Han er hoppet direkte ind i en debat, der har været i gang i Danmark et stykke tid. Om at være minoritet, med en anden seksuel, politisk eller religiøs orientering end de fleste.
Elias Sadaq er ikke alene muslim, opvokset med en marokkansk far og en dansk, konverteret mor. Han er også erklæret homoseksuel. En dobbelt-minoritet som kultur-Danmark med Djinn lige pludselig skulle forholde sig til – både som kunstværk og en række af ”udpenslede sexmøder, ofte med mere eller mindre fremmede mennesker og ofte med en vis grad af voldsomhed,” som Forlaget Gyldendal beskriver det.
“Med den stærke digtsamling Djinn cementerer Elias Sadaq sin plads i det litterære landskab og retten til at være queer og muslim. Med ‘Djinn’ er Elias Sadaq for alvor trådt ind i vores bevidsthed, og jeg glæder mig til at læse mere fra hans hånd,” lyder det i en af anmeldelserne.
Vores Brabrand har mødt 30-årige Elias Sadaq til en snak om oplevelsen af pludselig at være brudt igennem i den danske kulturverden – og om balancen mellem at være kunstner og en mand med et budskab – og hvad nogle nok oplever som lidt af en provokatør.
Han skal dagen efter forsvare sin bachelor-opgave på dramatiker-uddannelsen. Om kort tid er han uddannet dramatiker – som den første mandlige dramatiker med minoritetsetnisk baggrund fra Den Danske Scenekunstskole.
”Er det ikke vildt? Det fortæller noget om, hvor få der stadig er af min slags her i landet. Jeg er vokset op i et af de måske mest inspirerende og dramatiske områder i landet. Det er de vildeste historier folk har, der bor derude. Hvorfor bliver de ikke fortalt,” spørger han.
Adgang til nye samtaler og rum
Nu fortæller han selv nogle af dem. Det begyndte med ”Gadestreger” i 2019, og siden har han bevæget sig mod dramaturgien med monologen ”Den unge Elias’ lidelser”, der både blev fremført som teater og udgivet i bogform. Men det ”Djinn”, der for alvor har bragt ham på litteraturens landkort.
”Jeg var nok mere undergrundsdigter i nogle år. Jeg føler selv, at jeg var rimelig etableret og respekteret i det miljø. Men det er noget helt andet nu,” fortæller han.
Han ser ikke længere sin far, efter at han for en del år siden i et digt til forældrene fortalte, at han er homoseksuel. Og nu ved det meste af Danmark det også.
Vi sidder på toppen af City Vest
og fletter fingre
sommeren er lige begyndt
og min elskede afklæder sig
guldkæde og dynejakke
alt foregår uendeligt langsomt
som da Rumi søgte sin Shams
nu er det min tur til at rødme
han har taget blondetrusser på
jeg vil så gerne være kvinde,
siger han
(digtet er lånt fra digtsamlingen Djinn)
Anmeldelser i landets store danske aviser, centrum for debatter på P1 og invitationer til tale på kultur-events over hele landet. Det er hverdagen, som han lige skal vænne sig til.
Han nævner et eksempel fra togturen mellem Aarhus og København for nogle uger siden, hvor han sad over for en kvinde, som læste Weekendavisen. Han kunne se på billedet, at den handlede om ham selv.
”Jeg har pludselig fået adgang til nogle samtaler og rum, som jeg ikke har haft adgang til før. Nu oplever jeg pludselig virkelig at blive taget alvorligt af den danske kulturelite som digter. Som autodidakt kunstner, der kommer fra en familie uden kultur-kapital, og som aldrig har holdt en avis, er det en mærkelig oplevelse,” siger han.
Betyder det noget for dig?
”Ja, det betyder noget at blive set og anerkendt. Og selvfølgelig at få gode anmeldelser. Men det betyder især noget at slå igennem med det, jeg gerne vil, på parnasset, eller hvad man skal kalde det: At være en stemme, hvor man normalt ikke har en stemme.”
Vigtigt at kunne bane vejen for andre
Han ser ikke sig selv som den første queer – homoseksuelle – muslim, som nu tager bladet fra munden. Men han er den første, som har gjort det i kunstens verden.
”Djinn betyder for mig, at der nu er skabt et rum, et sprog i litterauren for den queer muslimske erfaring. hvad vil det egentlig sige at være brun mand og elske en anden brun mand og hele den usynliggjorte erfaring, som jeg ikke oplevede eksisterede i dansk litteratur før,” forklarer han.
Han glæder sig over, at anmeldere har betegnet Djinn som et pionérværk. Sådan ser han den også selv.
”Jeg oplever den bog som en klassiker. Det er den første af sin slags, og jeg er svært tilfreds med den. Hvis jeg kan flytte grænsen for, hvad man kan skrive om, så skaber jeg plads til andre også kan bo i det grænseland. Det har været vigtigt for mig rent sprogligt også at kunne bane vejen for andre.”
Han ser sig selv som ”en mand med en mission” – men understreger i næste sætning, at Djinn er 100 procent kunstnerisk drevet – og ikke som et aktivistisk eller politisk statement.
”Jeg vil gerne lave teater og poesi der vedkommer folk. Og nu er jeg pludselig i stand til at ha´ en samtale med hele Danmark. Jeg føler stadig, at jeg er i stormens øje, hvor der er en masse samtaler i gang rundt om mig – men jeg er stadig bare en digter, der har skrevet en bog om noget, som var vigtigt for mig at skrive om.”
”Jeg er ikke debattør”
Det giver nu adgang til at møde en masse mennesker rundt om i landet. Lørdag d. 25. januar sker det til Vinterstemmer på Gasværket – og få uger senere på bl.a. Aros Kunstmuseum til en samtale om tro og identitet, besættelse og begær.
”Den slags møder er det bedste! Debatten bliver ellers let så polemisk, men når vi møder hinanden, sker der noget. Det er dér, vi bliver klogere på hinanden og kan vende tilbage til, hvad det egentlig handler om. Poesien.”
”Hvis jeg bliver spurgt om at deltage i noget, der ikke pirrer mig kunstnerisk, så siger jeg nej. Jeg er ikke debattør. Men jeg synes, det er en balancegang. Vi er i en tid, hvor identitet fylder rigtig meget. Det kan være svært at navigere i som kunstner,” tilføjer han.
Han er helt på det rene med, at hans beskrivelser og ordvalg i bogen kan støde nogle – men han følte det nødvendigt at bryde med en fromhedskultur han oplever i den muslimske verden. Og så ser han digtsamlingen som nøglen til, at han kan komme videre med nye udgivelser:
”Når jeg om nogle år ser mig tilbage, ville jeg være ked af, hvis jeg ikke havde udtrykt mig klart nok. Mange af de digte er på en måde nøglen for mig, så jeg også senere kan skrive nogle andre. ”
En knugende fornemmelse i maven
Ud over de stærkt udpenslede seksuelle beskrivelser handler digtene i Djinn også om det Gellerup og Toveshøj, han er vokset op i. Heller ikke her holder han noget tilbage. Og han er klar over, at digtene kan støde nogen fra sig.
”Dem jeg er vokset op med, har jeg desværre ingen kontakt med i dag. Bare det at blive set med mig kan være et problem – selv for nogen der er enige med mig.”
Men han ser det på ingen måde som et problem at komme i Gellerup og Toveshøj, og han har flere gange været i boligområdet for at læse op – senest på Gellerup Højskole.
”Jeg føler, at jeg skal overbevise folk om, at jeg ikke stikker nogen i ryggen. Men Djinn er ikke kun som et opgør – det er også en kærlighedserklæring. Nogen undrer sig måske over, at resultatet er så dystert. Men det er nogle meget konkrete erfaringer, jeg ikke ønskede skulle forsvinde.”
Han fortæller om tiden i boligblokken, der nu er revet ned, med adressen Edwin Rahrs Vej 20. Om tiden på Tovshøjskolen, om faderen som var med til at etablere Grimhøjmoskéen. Om dobbeltheden i sit liv.
”Jeg skriver jo dels om at være rigtig old school 8220. Og så om at være totalt usynlig. Som homoseksuel fandtes jeg ikke. Når man snakkede om det, var det noget negativt, det var haram, totalt moralsk fordærv. Jeg følte en knugende fornemmelse i maven, nærmest som et sort hul. Jeg troede nærmest, jeg var den eneste på jorden, som havde det sådan.”
Mor kører mig i skole
det gør hun ellers aldrig
noget har forskubbet sig i hendes ansigt
din søster er blevet voldtaget siger hun
på parkeringspladsen foran skolen er der ingen tårer
kun morgenduggen og det spæde daggry
mit hjerte brækker i to
du må ikke fortælle det til nogen
særligt ikke din far
øjeblikket skoleklokken ringer
smækker jeg bildøren i
og glemmer madpakken
(digtet er lånt fra digtsamlingen Djinn)
Han har oplevet, at folk i den danske kulturverden har udtrykt bekymring over, hvad hans beskrivelser vil kunne bruges til af islam-kritiske kredse. Men sådan ser han det ikke.
”Man bliver nødt til at se i øjnene, at der er problemer, der skal frem i lyset. Men selvfølgelig er det tricky: Hvordan kan man gøre det uden at sparke nedad?”
”Mange af de her mennesker, jeg skriver om, elsker jeg jo. Det kan være mennesker, som har gjort mig fortræd. Men jeg elsker dem jo også. Mit valg er at lade poesien stå forrest: ”Sådan her var det for mig. Dan din egen holdning til det.” Jeg har det sådan, at Djinn er en islam-positiv bog. Men først og fremmest er det et kunstprojekt.”
Får to-årigt arbejdslegat
Som født og opvokset i Toveshøj med delvist ikke-vestlig baggrund bliver Elias Sadaq i kulturdebatten nævnt som en del af ”den brune guldalder” sammen med folk som Yahya Hassan og andre med anden baggrund end rent dansk. Det er en kassetænkning, han er ivrig for at bryde med:
”Hvorfor ikke bare nævnes som forfatter? Jeg er jo dansker. Det er stadig en barriere her i landet,” siger han.
Han håber, at debuten som dramatiker på Aarhus Teater i november 2024 kan være med til at trække i den retning. Han blev inviteret til at bearbejde Selma Lagerlöfs stykke ”Køresvenden”, der blev opført på teatret frem til d. 21. December – og fik positive anmeldelser.
”Som århusianer har jeg gået forbi det teater hele mit liv. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle skrive et teaterstykke til Aarhus Teater. Jeg tror, jeg var 26, da én forklarede mig, hvad en dramatiker var. Det virkede så fjernt,” siger Elias Sadaq, som inden længe også kan kalde sig uddannet dramatiker.
Og ikke nok med det. Inden vi skilles, når han lige at fortælle den seneste nyhed, at han netop af Velux Fonden som én af otte kunstnere er blevet tildelt et to-årigt arbejdslegat som writer-in-residence på Syddansk Universitet.
”Jeg løb faktisk tør for SU-klip sidste år, så det lander virkelig på et godt sted. Det er dejligt at få ro på den front. For mange forfattere er det jo nærmest en overlevelseskamp at ha´ råd til at skrive,” siger han.
Du kan som nævnt møde Elias Sadaq som en del af programmet på kulturfestivalen Vinterstemmer på Gasværket, Byleddet 2c, lørdag d. 25. januar kl. 13.20. Der er gratis adgang. Du kan se hele programmet her.
