Når man ser den ene fodboldkamp afløse den anden i Brabrandhallen, tænker man, at det næsten kører af sig selv. Men det gør det ikke. Harrie Horsmans og Jarl P. Petersen har i 15 år skabt rammerne for hele Brabrands ”forsamlingshus” den sidste weekend før jul.
Omkring 800 børn og unge skal i løbet af den kommende weekend på banen i Brabrandhallen til det årlige julestævne, der i år har 20 års jubilæum. 147 fodboldhold er tilmeldt, og der vil være kampe fra tidligt lørdag morgen til sent søndag aften i begge haller.
Dertil kommer de mange, som traditionen tro er med til at gøre Brabrandhallen til bydelens samlingssted den sidste weekend før jul, før og efter indkøb af de sidste julegaver.
Inden fløjten lyder for den første kamp lørdag morgen, har Harrie Horsmans og Jarl P. Petersen sammen med trænere og ledere i fodboldafdelingen siden september arbejdet på at gøre stævnet til en succes endnu en gang.
For de to er det 15. gang, de gør Julestævnet til en realitet, og de indrømmer begge, at det er en rutine, der sidder vældig godt fast på rygraden. Harrie står for selve fodboldstævnet – i tæt samarbejde med trænerne for de enkelte årgange. Jarl har kontakten til sponsorerne, og har styr på alle de praktiske ting, der skal ordnes.
Julestævnet – en helt særlig tradition
Julestævnet blev startet nogle år tidligere af René Jensen, inden Harrie og Jarl i 2003 tog over. Stævnet udviklede sig gennem årene til en helt særlig tradition blandt de østjyske fodboldklubber. Den sidste weekend før jul skal de til Brabrand, med eller uden nissehuer.
De lokale virksomheder bakker godt op som sponsorer og sikrer fodboldafdelingen et overskud, der svarer til omkring 10% af indtægterne i ungdomsafdelingen.
”Det gør, at vi kan holde et rigtig højt aktivitetsniveau for medlemmerne. For eksempel kan indtægterne betale for træningstid på kunststofbanen i Tilst her i vinter”, siger Harrie Horsmans.
Den sociale dimension
De glæder sig begge til en lang weekend i hallen – fra forberedelserne fredag aften, til det sidste er ryddet væk søndag hen mod midnat.
”Vi er jo en ret fast gruppe på 6-8 familier, der er med hvert år. Selvom vores egne drenge nu er store, glæder de sig stadig til også at give en hånd med”, siger Jarl.
Han og Harrie har det store overblik, men er også klar til at gå en tur i julemandskostumet, hvis det er dét, der er brug for.
Men når der er pakket væk på søndag, er det slut. Nu må andre tage det bærende ansvar.
”For mig betyder det en del, at jeg ikke længere har børn, der er med. Samtidig er min kontaktflade i klubben også blevet mindre, efter at jeg ikke selv spiller længere”, siger Jarl, som med vilje har meldt klart ud, at nu er det slut.
”Erfaringen siger, at andre først kommer på banen, når man har sat foden ned og meddelt, at nu er det slut!”
Parløb om at tage sig af de næstbedste
De kom begge ind i det frivillige arbejde på nogenlunde samme måde. Sønnerne var begyndt til fodbold, og som forælder var det naturligt at følge med på sidelinjen. Lige indtil der var brug for træner-assistance. Og når man nu alligevel var nede på banerne, kunne man måske lige så godt…
Det skete for Harrie 1999 og for Jarl i 2001. Og det greb hurtigt om sig. Sammen med to andre forældre blev de trænere for den store årgang 1994, og ved siden af tog de sig også i en lang årrække af mikrofodboldskolen, der lå en weekend efter sommerferien. Dertil kommer, at Harrie Horsmans i mange år også har været skoleleder for den årlige fodboldskole.
Efterhånden fandt de mere og mere hinanden som et fast makkerpar, der sammen med en tredje person, Jan Berg Andersen, tog sig af de næstbedste, mens unge ambitiøse trænere gav den gas med førsteholdet.
”Vi har altid været enige om, hvordan en god breddeklub skal køre. Et førstehold kan ikke fungere, hvis der ikke også er styr på andetholdet”, siger Harrie, og Jarl tilføjer:
”Vi har set meget ens på, hvordan ungerne skulle håndteres. Selvfølgelig skal der sættes grænser, men samtidig har vi forsøgt at være rummelige i forhold til nogle af de drenge, som havde sværere ved at tilpasse sig de fælles rammer og regler.”
Aftale med dommeren
Der var også plads til de drenge, der absolut ingen fornemmelse for boldspil havde, og som ofte står alene tilbage, når der er valgt hold. Men blandt kammeraterne gik der sport i også være med til at give dem en god oplevelse. Alle jublede, når det lykkedes at spille akkurat den dreng fri for målet, så han ikke kunne undgå at score.
Andre mere temperamentsfulde typer har gennem årene sat de to træneres tålmodighed på prøve. En enkelt spiller havde så ilter en karakter, at de to trænere ved kampens start indgik en aftale med dommeren, at når han var ved at være træt af ham, gav han tegn til trænerne, og så fik spilleren 10 minutter på sidelinien til lige at køle ned.
”De fleste dommere var klar på sådan en aftale. De gider jo heller ikke at smide folk ud, hvis de kan blive fri. Og knægten kunne også selv godt se fornuften i den model, når pulsen var kommet lidt ned.”
Sankt Croix, here we come!
Harrie Horsmans og Jarl P. Petersen stod også sammen med Egon Laursen bag et af de mest imponerende projekter i fodboldafdelingen i mange år:
I 2008 kom en stor gruppe fra Sankt Croix på besøg i Brabrand. Og året efter rejste over 50 spillere, forældre og ledere på genbesøg på øen, der for knap 300 år siden var en del af Dansk Vestindien. Det blev et projekt, der skabte varige venskaber og relationer mellem såvel spillere som forældre.
Det lykkedes at samle og engagere de mange drenge- og pigespillere og deres forældre i et enormt stykke frivilligt arbejde, der samlet set gav en halv million kroner i den fælles kasse. Det var nok til, at alle kunne rejse gratis til Sankt Croix, inklusive lommepenge.
”Det er nok det mest håbløse projekt, vi har kastet os ud i. Vi sagde ja til det kæmpeprojekt uden en krone på lommen,” ler Harrie.
