
Holmstrup, Gellerup og Åbyhøj er nogle af lokationerne i Eddy Thomsens nye bog, “Hvor vover du at spytte i vores brønd”. Den 74-årige forfatter fra Brabrand har skrevet en klimapolitisk thriller, der ender skæbnesvangert for hovedpersonerne. Her fortæller Eddy Thomsen om glæden ved at skrive.
“Café Fodkold levede op til sit navn. En café havde det aldrig været. Det var en bænk.”
Sådan begynder kapitlet om “dagdriverbanden” fra Holmstrup, hvor de syv lokale beboere Herodes, Perikles, Sælen, Venus, Thor, Rama og Pilatus mødes og vender verdenssituationen.
De er blandt karaktererne i Eddy Thomsens roman,“Hvor vover du at spytte i vores brønd”, hvor de sammen med de andre hovedpersoner mere eller mindre tilfældigt ender i indiske Goa, hvor handlingen spidser til.
“Hovedpersonerne udgør et tværsnit af det danske samfunds sociale klasser. Dagdriverbanden i Holmstrup har jeg opfundet med inspiration i nogle figurer, som samles dér på en bænk mellem mellem dagligvarebutikken og genbrugsbutikken,” fortæller Eddy Thomsen.
Blandt de andre karakterer i bogen er et pensioneret ægtepar i Hinnerup og et par fra Åbyhøj, hvor den ene er personalechef og anden er bibliotekar på Gellerup Bibliotek.
De 11 hovedpersoner ender som nævnt i Goa under corona-nedlukningen og må gå i karantæne sammen. Alle deres traumer og konflikter hjemmefra bryder så ud i lys lue.
“Det går galt. Selvfølgelig gør det det! Jeg har skrevet bogen som en klima-thriller. Ikke fordi der sker en kæmpe katastrofe. Den sker jo løbende. Det er snarere sammenhængene mellem klima, psykologi og socialklasser, jeg beskriver,” fortæller forfatteren.
“Jeg er meget interesseret i sociale spørgsmål og oplever selv en international global elite, der har alt for meget at skulle ha´ sagt i verden. Det er den systemkritiske vinkel. Der er ingen paroler i bogen – den er i højere grad en skildring fra neden.”
Han tilføjer, at alle de syv hovedpersoner eller par i bogen på det intime plan bøvler med forskellige erotiske problemer, der har det til fælles med klimaet, at de er uforløste og kritiske.
Alle hans fem skønlitterære bøger kredser om det samme tema: Klimaet. Han er selv aktiv i Bedsteforældrenes Klimaaktion, der løbende står en række en række klima-aktiviteter.
Bogens titel refererer til en oplevelse, han selv havde i Indien, hvor en deltager i en yoga-workshop passerede forbi en lokal brønd og undervejs spyttede i brønden.
“Det var bare en tankeløshed – men måske på mange måder et billede på vores klimaproblemer,” fortæller han.
Har altid en notesblok med sig
Han bor selv i en andelsforening Holmstrup Mark i den nordlige del af Brabrand. Det er et område, hvor der bor mennesker fra mange sociale lag, og hvor han går og finder inspiration til nogle af de karakterer, der får en plads i hans bøger.
Han understreger, at den eneste figur i bogen, som kan genkendes, er formanden for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, som er med i bogen, fordi gæsterne i Café Fodkold snakker om ham. Eddy Thomsen har efter udgivelsen givet Keld Albrechtsen et eksemplar af bogen.
“Jeg startede med at skrive skønlitteratur, da jeg blev pensioneret og følte, at jeg havde tiden til det. Jeg har skrevet så meget gennem tiden, at det var naturligt for mig. Den skønlitterære boldgade er svær, men jeg synes selv, at jeg er blevet en dygtigere forfatter for hver bog. De dramatiserede situationer falder mig ret naturligt at skrive,” siger han.
“Den seneste bog er skrevet over et års tid og er drevet af en indre trang til at fortælle historien. Der er hele tiden nyt stof, der kører i hjernen på mig, så jeg har altid en notesbog med mig, så jeg kan skrive ideer ned.”
Lysten til at skrive
Han er uddannet idéhistoriker og dramaturg og har undervist på universiteter, højskoler og Peter Sabroe Seminariet og har skrevet flere bøger om teateridéhistorie, rollespil, æstetik- og historiefilosofi.
“Filosofiske fortællinger om værdier” er nok den bog, jeg er mest stolt af. Det er en bog for både voksne og børn om, hvad værdier er for noget,” fortæller han.
Da han blev pensioneret, var det slut med faglitteratur. Skrivelysten havde han dog bevaret, men nu var det skønlitteraturen, han kastede sig over. Fem romaner er det foreløbig blevet til.
Det er den indre lyst til at skrive og fortælle historier, der driver ham. Selve udgivelsen af bøgerne er dog ikke en nem proces, når man er en pensioneret mand på 74.
De to første bøger udgav han som print on demand på Saxo.com. En af dem, “Vinterbaderne”, står også på bibliotekerne nu.
“Jeg opgav den model. Den var for besværlig, simpelthen. Uden markedsføring er det næsten umuligt at skabe opmærksomhed om bøgerne,” siger han.
Denne gang er han gået i samarbejde med forlaget Mellemgaard, hvor forfatteren selv er med til at finansiere udgivelsen. Det betyder blandt andet, at han selv må stå for markedsføringen.
“Der er nok ingen boghandlere, som af egen drift henter den hjem, men man kan bestille den hos dem,” opfordrer Eddy Thomsen, som også selv forsøger at gøre opmærksom på bogen i forskellige sammenhænge, hvor han synes, det giver mening.
“Jeg har også skrevet til nogle dagblade, i håb om at de vil omtale den, men der skal noget dramatisk og skandaløst til for at komme igennem den lydmur.· Jeg håber dog, at det alligevel spreder sig, at det her er en spændende bog.”
Han har ikke lige nu nye, aktuelle bogplaner. Men han er ret sikker på, at der nok skal dukke nye ideer op.
