Ole Jakobsen er ingen typisk fotograf. Han har selv lært sig alt, hvad han kan med et kamera, og han nyder at komme ud blandt folk, han ikke kender, og få dem til at slappe af i mødet med kameraet. Han er blevet grebet af 8220 Brabrand og den natur og mangfoldighed, der præger lokalområdet.
”Det tænder mig sgu´ lidt at prøve at se, om der kan blive plads til mig i Brabrand!”
Ole Jakobsen har fattet interesse for 8220 Brabrand og har meldt sig ind i både Brabrand Erhvervsforening og Vores Brabrand.
”Jeg kan godt li´ den mangfoldighed, der præger området. Her er hele spektret fra blokkene i Gellerup til dem i de store villaer med mange penge. Der er mere mangfoldigt i Brabrand end for eksempel Risskov,” siger fotografen, som man ikke kan undgå at lægge mærke til i en forsamling.
Den høje mand med det lidt viltre krøllede hår forsøger ikke at gemme sig, men møder folk med et stort smil og en hyggelig bemærkning.
Helt i pressefotografiets tradition nyder han at finde det afgørende øjeblik, bevægelsen, der præcis beskriver situationen og stemningen.
Det viste sig senest ved Vores Brabrands årsmøde på Gasværket i november, hvor Ole Jakobsen var til stede og tog en masse billeder, der viste den store deltagelse og engagementet i lokalområdet.
Vrikker med røven
Når der er store familiebegivenheder, bliver Ole Jakobsen ofte inviteret til at tage billeder undervejs. Der kommer også opringninger fra virksomheder, som godt vil ha´ hans livlige, ofte lidt skæve blik gennem linsen.
”De fedeste fotos opstår tit, når to mennesker kigger på hinanden. Det kan der være virkelig meget energi i. Jeg tager også de fotos, hvor de sidder pænt og kigger ind i kameraet. Det kan være flot men er også tit røvkedeligt. Jeg giver altid folk valgmuligheden – og de vælger altid det lidt ”skæve” foto.
Derfor valgte han navnet ”Den utraditionelle”. Han står for det udefinérbare, lidt anderledes fotografi, hvor man kan fornemme energien i billedet. Og han er ikke bange for at bruge sig selv i arbejdet på at få det gode foto.
”Jeg taler groft og direkte til folk – ”smil nu din båtnakke” – og det virker hver gang. De kan ikke lade være. Jeg kan også godt finde på at vrikke med røven, hvis det er nødvendigt. Det ser nok så åndssvagt ud, at folk ikke kan lade være med at grine lidt.”
”Ret begejstret for Brabrand”
Det var samarbejdet og venskabet med advokat Birgitte Dejgaard, der førte til Ole Jakobsens kontakt med Brabrand, som han ellers intet kendte til.
Da Birgitte Dejgaard i 2020 flyttede til Brabrand, ville Ole Jakobsen lige forbi og se, hvordan hun havde fået indrettet sig – og han fik hurtigt øje for den smukke natur i og omkring Brabrand.
”Jeg må erkende, at det var lidt af en overraskelse for mig, men jeg blev ret begejstret for Brabrand. Min mavefornemmelse sagde mig med det samme, at her kunne jeg godt li´ at være, uden at jeg lige kunne definere det nærmere.”
Han deltog sidste sommer i et arrangement i Birgitte Dejgaards have, hvor han hængte nogle af sine fotos op, og hele Brabrand var inviteret til at kigge forbi.
Aldrig en fagnørd
Ole Jakobsen har ingen fotograf-uddannelse, men har selv lært sig, hvad han havde brug for. De første mange år, var det kun en hobby, hvor motorsporten havde første prioritet. Det gav salg af billeder til flere magasiner, bl.a. det hedengangne Bilen Motor & Sport.
Med tiden kom også bestillinger på portrætter af venner og kollegers børn, og er blev hans interesse for portrættet skabt.
”Jeg bliver aldrig en fagnørd, men jeg har altid syntes, at det var sjovt at mødes med mennesker. Mange af mine bedste venner har jeg mødt via kameraet.”
Den blå Ferrari
Ole Jakobsen har i de sidste mange år været en fremtrædende del af debatten i Randers, hvor han bor. Han sidder blandt andet i Randers Handelsråd og er med i en forening til bevarelse af byens gamle bygninger.
”Det, der tænder mig, er at være med til at præge byens udvikling. Det er sjovt at være med til at skabe noget nyt.”
Til kommunalvalget i november 2021 stillede han op for Venstre – men dog uden noget stort ønske om at blive valgt. Han stod langt nede på listen og holdt sig væk fra de fleste vælgermøder, men han fik alligevel sat sit aftryk på valgkampen med nogle finurlige indslag.
Ole Jakobsen er vild med biler og især røde Ferrari´er. Men lige præcis når man stiller op for partiet Venstre, var det en dårlig løsning.
”I hele den store verden findes der kun en enkelt fabriksblå Ferrari 360 Challenge Stradale,” skrev Ole Jakobsen på Facebook, ved siden af et foto af sig selv foran den blå Ferrari.
For selvfølgelig kender Ole Jakobsen ham, der havde den enestående bil holdende i garagen. Hans evne til at snakke med folk på en jævn og behagelig måde har givet ham venner overalt. Det mange i dag kalder netværk.
Sjovt at arrangere aktiviteter i naturen
Ole Jakobsen er født i Beder og har stadig god kontakt til det sydlige Aarhus, selvom han som barn sammen med familien flyttede til en gård på Randers-kanten.
Han er især forelsket i naturen langs Giber Å, hvor han flere gange har arrangeret fotoudstillinger og små koncerter. Blandt andet fejrede han i 2019 sit 25 års forretningsjubilæum dér med fotos ophængt i træerne og harpespil og fællessang.
”Det er skide sjovt at være med til at arrangere den slags ting, og mange står klar til at hjælpe, når vi får nye ideer derude.”