32-årige Pernille Pedersen og 59-årige Finn Andersen har her i foråret begge fået vendt op og ned på tilværelsen. Frem til slutningen af juni er de begge en del af Det Kgl. Teaters spektakulære udendørs forestilling Snedronningen ved Moesgaard. Her fortæller de om glæden ved at være med i et enestående fællesskab.
Det var helt tilfældigt, at Finn Andersen faldt over annoncen på Facebook. Det Kgl. Teater søgte statister til forestillingen Snedronningen.
I det daglige har han ud over sit fuldtidsjob egentlig rigeligt at se til i sin fritid, hvor han hjælper med at træne u12-pigerne i Brabrand IF Fodbold. Men han blev alligevel nysgerrig.
“Jeg har aldrig spillet skuespil ud over skolekomedie i folkeskolen for mange år siden. Men jeg mødte alligevel op til audition,” fortæller Finn Andersen, som blev mødt af nogle ret vilde opgaver, der fangede ham et stykke uden for comfort zonen.
Men han endte med at blive udvalgt som en af de lidt over 50 statister, som nu er i fuld gang med de sidste prøver på den store scene ved Moesgaard.
“Jeg vidste faktisk slet ikke, hvad jeg skulle forvente, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det er rigtig fedt det her. Der er en fantastisk stemning, når vi alle er sammen og øver os på de forskellige ting – koreografier, danse og endda sang.”
Følelsen af at være med i noget vi skaber sammen
Vennerne har spurgt ham, om han så skal spille rollen som træ på scenen. Men det er meget mere avanceret end det. Og han er blevet grebet af det.
“Når jeg kommer hjem fra en øve-aften, er jeg helt høj. Jeg har jo aldrig været i nærheden af den her verden før, men jeg kan mærke, at det er rigtig fedt – og noget helt andet end det jeg ellers laver i min hverdag.”
Kan du beskrive hvad det er, der skaber den effekt?
“Jeg tror, det er opbakningen, jeg mærker, når vi er midt i det intense øve-forløb. Vi krænger jo det inderste af vores personlighed ud – men vi er et safe space hvor vi lever os fuldstændig ind i rollen, mens alle kigger på én,” svarer han.
“Jeg kan huske en af de første gang, vi mødtes i gruppen af statister, hvor vi blev delt op i mindre grupper og skulle spille et eller andet for øjnene af de andre. Men alle står jo og klapper og bakker én op. Følelsen af at være med i noget, vi skaber sammen, er så fedt. Det er ét stort fællesskab!”
En måde at slappe af på
Det kan 32-årige Pernille Pedersen snakke med om. Hun har været med helt tilbage i 2022, hvor Det Kgl. Teater opførte Hobitten på scenen ved Moesgaard. Her var hun første gang en af statisterne.
“Jeg fik et fantastisk netværk og nogle venner for livet. Så da Ragnarok skulle opføres i 2024, tænkte jeg, “hvorfor ikke igen?” Og nu er jeg med endnu en gang,” siger Pernille Pedersen, som bor i Gellerup.
“For mig er det lige så meget det sociale som at være på en scene. Men det er da også fedt at være med til skuespil og at ha´ små roller. I Snedronningen får vi lov til meget mere improvisation, skuespil og dans, end jeg har prøvet i de tidligere forestillinger,” fortæller hun.
“For mig er det en måde at slappe af på, når jeg kommer hjem fra en travl hverdag!”
Hun arbejder til daglig som laborant med travle dage i et asbest og skimmel-laboratorium, og så er det bare fedt at komme ud til prøver – og snart forestilling – på Moesgaard.
“Sjovt nok føler jeg, at jeg kan koble hjernen fra, fordi jeg nu skal være med i en stor forestilling. Man bliver bare nødt til at fokusere på det, man har gang i her og nu. Det er virkelig lækkert,” siger hun med et smil.
“Vi støtter jo hinanden”
Snedronningen er eventyret om Gerda, der med djævle i hælene drager ud på en lang rejse for at finde Kay og optø hans iskolde hjerte. Kim Fupz Aakeson har genskrevet H.C. Andersens eventyr til en spektakulær udendørsforestilling, der fra d. 21. maj opføres ved Moesgaard.
Siden februar har de lidt over 50 statister mødtes i det tidligere bibliotek på Gudrunsvej i Gellerup. Først til en række weekend-workshops og siden nogle timer hver onsdag. De sidste par uger er prøverne rykket til Moesgaard.
Og nu begynder det at blive stadig mere intenst. Nu er der prøver stort set dagligt.
“Jeg siger til min familie og venner, at de ikke skal regne med at se mig i de næste to måneder. Der er kun plads til jobbet og prøver og forestilling på Moesgaard,” siger Pernille.
“Vi er jo rigtig meget sammen i de næste to måneder. Når man ikke er på arbejde, er man på Moesgaard. Vi kommer virkelig ind på livet af hinanden. Og så er det bare den fedeste følelse at stå hver aften til stående applaus af publikum,” tilføjer hun.
Statisterne var tidligt i forløbet ude og se opbygningen af scenerne på Moesgaard. Og Finn kunne som debutant godt mærke, at det begyndte at kilde lidt i maven over at skulle stå deroppe foran et publikum på 3000 mennesker.
“Men vi har jo vores koreografi og alle de ting, vi skal lave på scenen, så det går nok. Og vi støtter jo hinanden,” siger han.
