En vigtig del af Årslevs historie er de mange gartnerier, der lå sydvest for landsbyen på begge sider af Skibbyvej. Onsdag d. 24. august kan du komme med menighedsrådet ved Sdr. Årslev Kirke på en gåtur langs vejen og få genopfrisket minder fra en tid, hvor området ved Årslev var storproducent af grøntsager.
På Skibbyvej 15 ligger de sidste store drivhuse og fortæller om en tid, hvor gartneri-erhvervet blomstrede i mulden ved Årslev. I de forfaldne drivhuse har Fællesgartneriet nu i en årrække haft til huse og har dannet rammen om over hundrede familiers fællesskab om dyrkning af grøntsager til eget forbrug.
I løbet af få måneder er det dog slut. Fællesgartneriet er opsagt og skal forlade drivhusene i november 2022 og leder fortsat efter et nyt sted, hvor der kan etableres et nyt have-fællesskab.
Arkitektfirmaet Christoffersen og Weiling har for selskabet Think A/S udarbejdet et forslag til nybyggeri på området, efter at drivhusene er blevet revet ned.
Der lå tidligere et utal af gartnerier langs Skibbyvej, herunder også Gartneriet Rosalina, som i dag også er væk, samt flere mindre frilandsgartnerier.
Onsdag d. 24. august kan du sammen med menighedsrådet ved Sdr. Årslev Kirke deltage i en gåtur i området og høre historier fra gartneriernes tid.
Turen følger Skibbyvej og stier ned til Årslev Engsø, tilbage langs søen og ad stien forbi Fællesgartneriet op til kirken, hvor menighedsrådet byder på grill og hygge.
Arrangementet starter ved kirken med en orientering om udviklingsplanen for kirkegården, og den nyindretning, som menighedsrådet har vedtaget. Der bliver også mulighed for at se på gamle luftfotos og få et billede af den udvikling, som kirkegården har gennemgået.
Turen er på ca. 5 kilometer. Kl. 17.00 mødes man foran indgangen til Sdr. Årslev Kirke – og kl. ca. 18.30 slutter gåturen ved kirken, hvor der grill og hygge på plænen foran kirken.
Hvis du har lyst til at deltage, må du af hensyn til maden gerne sende en mail til niels@holm-nielsen.dk, om hvor mange I kommer.