
Nanna og Jeppe på Brabrand Skovvej fik søndag en nærmest flyvende start på deres drømme om at tilbyde lokalområdet god kaffe og bagværk lige fra ovnen. De drømmer om at åbne et lille sted i Brabrand og har netop præsenteret en række nye initiativer de kommende uger.
Det blev en vild søndag morgen for Nanna og Jeppe og deres lille søn Ludvig. Straks efter, at de lidt før kl. 8 skrev på Facebook, at de havde bagt lidt ekstra surdejsboller, der kunne købes billigt, begyndte folk at strømme til deres stuelejlighed på Brabrand Skovvej 76.
Og en halv time efter var der udsolgt.
“Tusind tak for opbakningen i dag. Vi beklager, at vi måtte melde udsolgt så hurtigt. Vi havde slet ikke regnet med, at så mange ville kigge forbi,” skrev Nanna Aarslev Jensen efterfølgende på Facebook.
“Vi har fået mod på mere efter alle jeres søde ord og opfordring til at åbne op for noget, vi mangler her i Brabrand.”
Vores Brabrand var også blandt dem, der nysgerrigt kiggede forbi Brabrand Skovvej. Her fortalte de om tankerne bag initiativet.

De har begge fuldtidsarbejde men fik lyst til at afprøve ideen om at skabe et lokalt sted med kvalitetskaffe og godt bagværk.
“Det er lidt en drøm for mig at kunne skabe et lokalt sted – og så var det bare sjovt at prøve, om ideen kan bære. Og det ser det ud til, at den kan,” fortæller Jeppe.
“Jeppe sælger espresso-maskiner til daglig og elsker god kaffe. Og jeg synes bare, det er hyggeligt at bage,” tilføjer Nanna.
“Det gik meget hurtigt”
Lørdag morgen skrev de ud i den lokale Facebook-gruppe for beboerne i ejendommen på hjørnet af Brabrand Skovvej og Louisevej, at de havde bagt ekstra boller. Og deres naboer kiggede forbi og købt boller og kaffe ud af stuevinduet. Hyggeligt og meget lokalt.
Og søndag morgen gentog de tilbuddet. Ca. 20 lune boller var lige kommet ud af ovnen. Pris: 10 kr. pr. styk. Tre for 25,-. Og kaffe i alle varianter for 25 kr.
“Jeg var slet ikke klar over, at Nanna havde slået det op i Brabrand Beboerne. Så da der pludselig stod mennesker her udenfor, tænkte jeg, “nå spændende.…”, fortæller Jeppe.
“Det gik meget hurtigt. Jeg havde ikke engang nået at opdage, at opslaget var blevet godkendt af Facebookgruppens administrator. Pludselig stoppede en bil op udenfor – og så tænkte jeg, at opslaget måtte være oppe nu,” smiler Nanna.
Heldigvis havde de nogle ekstra boller i fryseren, for ellers havde de haft udsolgt på få minutter.
Nye initiativer på vej
Og responsen var positiv og klar:
“Folk var sådan: “Åbn noget! Vi mangler noget herude, der er anderledes end bare traditionelt bagværk og gerne med noget god kaffe”. Og vi kan jo holde det billigt, for der er jo ikke så mange udgifter,” forklarer Jeppe.
“Vi kan nok ikke helt holde prisen, hvis vi åbner et sted, for så er der jo også husleje osv. Men for os er det mest et hobbyprojekt. Det er jo bare mig og Nanna. Vi ønsker bare at holde det småt, som et lokalt og hyggeligt initiativ.”
De har planer om foreløbig bare at holde det til fredag, lørdag og søndag til at starte med, når det ellers passer med familieplanerne.
“Vi kan nok godt lave en del her fra lejligheden, men hvis det skal være et større projekt, er vi nok nødt til at finde et sted her i lokalområdet. Det kunne være fedt at se, om der er et sted her i Brabrand, hvor der mangler noget liv, og som vil være med på at lave en god aftale,” fortæller Jeppe.
Men succes´en sidste weekend har givet dem mod på mere. Nanna har oprettet profilen Lokalt – Kaffe & Bagværk på Facebook. Den har på få dage fået 225 følgere, og her vil parret løbende fortælle om nye initiativer.
På lørdag d. 15. august fra kl. 8.30 til 10.00 er der igen åbent i vinduet på Brabrand Skovvej 76 med surdejsboller, varierende søde sager og kvalitetskaffe to go.
Og søndag d. 30. august inviterer de til et et “social run” i lokalområdet:
“5 km i et tempo, hvor alle kan være med. Jeppe fører an med Ludvig i løbevognen, og finder en rute nede omkring søen, mens Nanna sørger for, at der er boller klar til alle der ønsker en, når I er tilbage. Børn er meget velkomne,” skriver de på Facebook.
“Tilmelding nødvendig, hvis du vil sikre en bolle bagefter. Skriv her eller i en besked, hvor mange I kommer og om I ønsker en bolle efter løbet,” skriver de.
Desuden arbejder de nu på at kunne være til stede til Brabrand Byfest i Hovedgaden, hvor man også vil kunne smage på deres bagværk og velsmagende kaffe.



