92-årige Viggo Holm, som spiller i Brabrand IF Tennis, fik igen i denne weekend en medalje med hjem fra DM i tennis for veteraner. I “ungdomsrækken” for spillere over 80 år sikrede han sig en finaleplads sammen med Frank Gaba, hvor det dog “kun sølvmedalje” blev til en sølvmedalje. Undervejs blev han interviewet af TV2 Østjylland, som lavede denne artikel med ham. Viggo Holm står som nummer to fra højre.
Madkiosken i Gellerup vender i dag tilbage med en ny Mad-mandag. Kl. 17-19 står en lokal beboer, Liff Thestrup, i køkkenet hos Madkiosken og byder på en frisk og smagfuld pasta pomodoro med saftige hjemmelavede kødboller i en rig tomatsauce, serveret med frisk parmesan. Pris: 60 kr. Maden kan spises på stedet eller tages med hjem. Du finder Madkiosken på hjørnet af Lottesvej og Karen Blixens Boulevard.
Vatanspor fik en flyvende start på efteråret i Jyllandsserie 2, da holdet hjemme på anlægget ved Sødalskolen slog Aarhus 1900 med hele 8-1. “Fra første fløjt satte vi os på kampen. Intensitet, aggressivt pres, tempo, flotte kombinationer og en enorm sult efter at skabe noget sammen. Der var ganske enkelt niveauforskel på Sødalskolen. 8 mål. 8 forskellige øjeblikke af kvalitet. En helstøbt holdpræstation. Og 3 fortjente point,” skriver sportschef Osman Eroglu om kampen. Blandt andet kom to af holdets nye spillere, Markus Bay fra Brabrand IF og Mathias Glud Laursen fra VSK Aarhus, på scoringstavlen.
I eftermiddag kl. 13-15 byder Folkehuset Gellerup efteråret velkommen meden hyggelig mandagscafé. Kom forbi på Gudrunsvej 80 til kaffe, kage og hyggeligt selskab. Alle er velkomne.
I sidste uge blev det lidt kedelige asfalt-område øst for Bazar Vest omdannet til en kreativ oase, hvor Børnekulturhuset bød lokale børn på en workshop. “I fem dage blev der bygget, malet og skabt sammen med børn og forældre fra hele Aarhus. Der blev lavet palmer, sole, lanterner, vindmøller, kameler, heste, giraffer, fugle, både, fisk og blæksprutter. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad et stykke træ kan bruges til,” skriver Anett S. Christiansen fra Det Boligsociale Hus om resultatet.



