
Nu er der godt nyt om den befærdede forbindelsesvej mellem Brabrand og Tilst, Holmstrupgårdvej. I løbet af august afsluttes den omfattende omlægning af vejen ved opkørslen til Egebakkeskolen med asfaltarbejde. Vejen kan dog periodevis være spærret fra tirsdag d. 11. august og frem til d. 24. august.
I flere år har Aarhus Kommune haft planer om at gøre noget ved trafiksikkerheden på Holmstrupgårdvej ved opkørslen til Egebakkeskolen. Og i løbet af det sidste halve år er arbejdet blevet udført.
Vejen er blevet udvidet i begge retninger, og en midterhelle med tilhørende venstresvingsbane ind til Egebakkeskolen er blevet etableret. Desuden er den eksisterende krydsningshelle blevet udvidet.
Dertil kommer fartregulering på en ca. 150 meter lang strækning ud for indkørslen til Egebakkeskolen.
Det er altsammen blevet færdiggjort i løbet af foråret – men asfalteringen af vejstrækningen har manglet. Den udføres nu.
I samarbejde med Aarhus Kommune vil NCC Industry A/S udføre asfaltarbejdet på Holmstrupgårdvej fra Viborgvej til Edwin Rahrs Vej i perioden tirsdag d. 11. august til og med mandag d. 24. august.
“Arbejdet bliver udført i tidsrummet kl. 6 til 18, hvor vejen i arbejdstiden periodevis vil være spærret. Arbejdet er et bevægeligt arbejde, hvorfor der kun arbejdes kortvarigt ud for de enkelte matrikler. I perioden vil parkering på vejen ikke være mulig,” skriver NCC Industry i en besked til de nærmeste beboere.
Det er i det hele taget tid for asfaltarbejde i Brabrand. Som tidligere skrevet blev der onsdag og torsdag i sidste uge udført asfaltarbejde ved Engdalsvej ved bus-slusen under tunnellen mod Brabrand Skovvej. Også på Tværvej og Brabrand Kirkevej har der været asfaltarbejde.
Læs også:
Holmstrupgårdvej genåbner om få uger – men ensrettes igen til foråret



