Pas på med at parkere på fortovet ud for det nye Gellerup Bibliotek – det har allerede kostet en del bilister parkeringsbøder. Nogle beboere ønsker bedre skiltning, mens Gellerup Fællesråd hellere vil have bænke eller blomsterkummer, så man ikke kan parkere på de brede fortove.
Hver gang Aarhus Kommunes parkeringsvagter kigger forbi Karen Blixens Boulevard i Gellerup, kan de hive blokken frem og udskrive parkeringsbøder ved Gellerup Bibliotek, der nu ligger i det nybyggede Sports- og Kulturcampus.
Den brede boulevard, der nu skærer gennem Gellerup fra nord til syd, er på østsiden skabt med fortove, der er så brede, at det for mange bilister er alt for fristende at parkere der. Selvom parkeringsvagterne flere gange har været forbi med blokken, fortsætter mange med at parkere på fortovet – til stor irritation for blandt andre medlemmerne af Gellerup Fællesråd.
Formand Helle Hansen har flere gange henvendt sig til Teknik og Miljø for at få gjort noget ved problemet.
Politiet: Skiltningen er i orden
Mens nogle lokale beboere ønsker tydeligere skiltning, vil Gellerup Fællesråd hellere have fortovet forsynet med bænke og blomsterkummer, der gør det umuligt at parkere på tværs, sådan som det sker i dag.
”Der er jo i forvejen sat skilte op, der fortæller, at du må holde i parkeringsbåsene langs vejen i 3 timer. Så må det være tydeligt nok, at man ikke må parkere på fortovet,” sagde Helle Hansen på tirsdagens kvartalsmøde i Samvirket i Gellerup og Toveshøj, hvor problemet blev diskuteret..
Leder af Lokalpolitiet i Aarhus Vest, politikommissær Klaus Hvegholm Møller, var enig:
”Når man tager kørekort, så lærer man også, at det er forbudt at parkere på fortovet. Der er den skiltning, der skal være,” sagde han.
”Parkeringsbåse” er ledelinjer for svagtseende
Ud over at fortovet langs Karen Blixens Boulevard er så bredt, at der kan parkers på det, så er det designet med nogle hvide tværgående streger, som nogle bilister tydeligvis forveksler med afmærkede parkeringsbåse. Men det er i stedet såkaldte ledelinjer, der skal hjælpe blinde og svagtseende, oplyser folk fra Teknik og Miljø.
For nylig reagerede Teknik og Miljø på fællesrådets henvendelse ved at placere to bænke på fortovet – men Helle Hansen kan konstatere, at bilisterne bare fortsætter med at parkere lige ved siden af dem.
Hun finder det stærkt provokerende, at bilister fortsætter med at parkere på fortovet, og hun håber, at Teknik og Miljø vil placere nogle flere bænke og blomsterkummer på fortovet. Desuden opfordrer hun blandt andet personalet på Gellerup Bibliotek og FGU Aarhus til at informere deres besøgende og studerende om parkeringsforholdene.