Arkitekterne Knud Friis, Knud Blach Petersen og David Birnbaum har i høj grad sat deres præg på Brabrand og resten af Aarhus. Privat boede de nærmest dør om dør i de skovklædte Brabrand Bakker. Her får du historien om et usædvanligt naboskab – fortalt af døtrene Anne Friis og Ruth Birnbaum.
I 1954 dannede Knud Friis sammen med Elmar Moltke Nielsen tegnestuen Friis & Moltke, der skulle blive nærmest legendarisk for deres særlige arkitektoniske stil kaldet brutalismen.
Men i virkeligheden har Knud Friis også arbejdet tæt sammen med især David Birnbaum, mens også Knud Blach Petersen var en nær kollega.
De tre arkitekter kom i løbet af 1950´erne til at bo nærmest dør om dør i de naturskønne omgivelser i Brabrand Bakker. Deres relationer på kryds og tværs smittede af på deres faglige virke.
Men ikke mindst kom de altid åbne døre hos arkitekterne og deres nærmeste naboer til at præge familie- og børnelivet på Højen, fortæller Ruth Birnbaum, som var en af fire døtre hos familien Birnbaum.
“Vi var en masse børn fra Højen, som voksede op sammen. Vi løb ind og ud hos hinanden og sov hos hinanden, når vi havde lyst. Der var ikke noget med legeaftaler – vi gik bare med hinanden hjem,” fortæller Ruth Birnbaum, som stadig bor i Brabrand.
“Vi troede jo, at alle havde det sådan – men jeg kunne senere se, at vi var vanvittig privilegerede. Vores forældre havde nogle rigtig gode tanker om hvad var godt for os børn,” fortæller hun.
Hendes forældre var en del af det kulturradikale miljø og var blandt andet med til at starte Aarhus Friskole. Grundtanken var, at børnene aldrig skulle stå i lige rækker eller gå i uniformer. De skulle have frihed til at udvikle sig.
“Vi var nok lidt dominerende”
Hun husker den kolossale omvæltning, det var, da de tre ældste døtre flyttede fra friskolen på Marselisvej til kommuneskolen i Brabrand.
De anede ikke, hvad en lussing var – eller hvad det betød at få en “karrusseltur”: At blive løftet op i håret og drejet rundt, indtil læreren stod med solid tot hår i hånden. Men det fandt de ud af.
“Mine egne børn har selv gået på Engdalskolen og været rigtig glade for skolen. Men dengang i begyndelsen af 60´erne var det rigtig svært. Især min ældste søster var meget musisk og kreativ, men det regnede man ikke på skolen i Brabrand. Her skulle man læse, skrive og regne.”
Hun oplevede ind i mellem, at der blev set skævt til arkitekternes børn oppe fra Højen. Også Knud Friis´ datter, Anne, husker, at arkitekt-børnene blev set på som anderledes.
“Det havde nok noget at gøre med, at vi ikke skulle tro, at vi var noget. Og vi var da nok også lidt dominerende nogle gange. Vi var jo også privilegerede ud over normalen. Vi legede altid hos hinanden og nød utrolig meget fællesskab og frihed – og kravlede i træer nede i skoven og legede oppe på Kroghs marker, når vi havde lyst,” siger Anne Friis.
“Jeg husker ikke, at der var mobning eller noget. Folk syntes bare, at vi boede mærkeligt,” siger hun med et smil.
Hun husker, at Brabrand dengang var et meget sammensat område, hvor nogle boede i en lille kælderlejlighed og blev opfattet som meget fattige, men også rummede direktører for lokalområdets store virksomheder.
Ingen moderne bekvemmeligheder
Dengang var Engdalskolen overbygningsskole for Harlev, og hun husker, at to piger var med hende hjemme efter skole. De så sig omkring i huset med den rå beton og stengulve i børnenes værelser. Her var ingen tapet eller væg-til-væg tæpper.
“De syntes tydeligvis, at det var synd for os, at vi var så fattige,” fortæller Anne Friis med et smil.
Værst gik det ud over lillebror Jesper, som i en periode nægtede at bringe nye legekammerater med hjem, fordi familien Friis´ hus manglede al moderne bekvemmelighed som sofaarrangementer i læder, kakkelborde, pyntepuder og ryatæpper.
Også de voksne blev i nogle kredse set på som “de fine oppe fra Højen”. Men når Ruth Birnbaum ser tilbage på den tid, ser ingen tegn på, at arkitekterne og deres omgangskreds tilhørte det bedre borgerskab.
“Vores forældre var en del af det kulturradikale miljø, hvor det ikke var så vigtigt med pænheden. Bare der var mad på bordet, og at alle havde det godt… Men vi holdt da nogle mærkelige aviser som for eksempel Politiken og Politisk Revy. De blev gemt væk, når jeg fik veninder på besøg,” husker hun med et smil.
Hovedkraft bag opførelsen af Aarhus Universitet
I 1960´erne flyttede også familien Blach Petersen til det bakkede og skovbeklædte område. Arkitekt Knud Blach Petersen tegnede et hus i det samme område som de to øvrige arkitekter, men med tilkørsel fra Hans Broges Vej.
“Vi børn var virkelig sure over, at de byggede nede ved Blach Petersens. Men vi endte med at blive rigtig gode venner med dem,” husker Anne Friis.
David Birnbaum var i mellemtiden blevet partner i C.F. Møllers Tegnestue og var blandt andet en af hovedarkitekterne bag opførelsen af Aarhus Universitet. Han var ligeledes meget fagpolitisk aktiv og var i en årrække formand for Arkitektforeningen.
Knud Friis stod bag et stort antal byggerier i Brabrand og i resten af Danmark. Brabrandhallen, Sødalskolen, Skjoldhøjkollegiet, Brabrand Sognegård, Skjoldhøj Kirke og Brabrandhus – i alt 68 byggeprojekter i bydelen har Friis & Moltke – og særligt Knud Friis – været arkitekten bag. Men ofte i et samspil med andre arkitekter, bl.a. Knud Blach Petersen.
Især David Birnbaum og Knud Friis havde et meget tæt forhold. De kendte hinanden fra C.F. Møllers Tegnestue og havde det kreative talent til fælles. Især førstnævnte var i det hele taget et meget musisk menneske og var også en dygtig amatør-cellist.
Hun tilføjer, at familierne generelt havde det godt sammen, og Knud Blachs kone, Lise, kom hurtigt med i kone-fællesskabet, kaldet sypigerne.
Ruth Birnbaum, Anne Friis og de øvrige døtre af familierne i Brabrand Bakker har i øvrigt fastholdt kontakten op gennem tiden, og de mødes fortsat jævnligt rundt omkring i landet.
Hvem slog stregerne?
Men når det kom til de faglige projekter, vævede tingene sig mere ind i hinanden.
Et eksempel var opførelsen af Brabrands nye biograf Vest-Teatret ved Silkeborgvej. Dette byggeri tegnede Knud Friis og Knud Blach Petersen i tæt samspil med C.F. Møllers Tegnestue, fortæller historiker Lars Nikolajsen, som har undersøgt Knud Blach Petersens virke i Brabrand.
Lars Nikolajsen nævner Skjoldhøjkollegiet som et andet eksempel: Før opførelsen af Danmarks største kollegium med over 900 værelser i 1970 tog en stor gruppe arkitekter, bl.a. Knud Friis og Knud Blach Petersen til England for at samle inspiration.
Hvem der rent faktisk har “slået stregerne på papiret”, har Lars Nikolajsen ikke haft mulighed for at finde ud af. Han konstaterer bare, at de i de år var stærkt inspirerede af hinanden.
Men måske giver det ikke mening at spørge. De var inspireret af hinanden, delte også ofte medarbejdere og havde medarbejderne til at udmønte de tanker, som de i vidt omfang delte.
Et senere eksempel er mediehuset DR Aarhus i det nordlige Aarhus, der blev opført i årene 1973-82. David Birnbaum og Mads Møller hos C.F. Møllers Tegnestue slog sandsynligvis de afgørende streger. Eller måske er også dette byggeri skabt i et sammenvævet mønster af idéer og inspiration.
“Det var første gang, min far var med til at tegne et betonhus, og det er tydeligt, at blandt andre Knud Blach har inspireret ham,” siger Ruth Birnbaum.
Knud Friis – en networker
Knud Friis var langt mere forankret i Brabrand. Han tegnede huse til mælkehandler Christiansen på J.P. Larsens Vej og mange andre gode folk i bydelen.
Det var især den såkaldte statslånsordning, der gjorde, at folk med jævne indkomster også kunne få sig et forholdsvis billigt arkitekttegnet hus.
“Min far var meget om sig og snakkede med rigtig mange mennesker i Brabrand. Han var dygtig til at få tingene tilpasset, så de blev mulige at gennemføre. Han fandt altid en vej ud af udfordringerne,” fortæller Anne Friis.
I dag ville man nok kalde Knud Friis en networker. Han opbyggede gode relationer til bygherrer og håndværkere i Brabrand. Familierne blev inviterer hjem til juleklip, og arkitekt-børnene fik omvendt små goder, for eksempel i form af gratis biograf-billetter til eftermiddagsforestillingen i Vest-Teatret.
Visioner for Brabrands udvikling
Mens Knud Friis holdt af at netværke og samarbejde med lokale håndværkere i Brabrand som Gunnar Frank og Leo Bødker Nielsen om opførelsen af masser af enfamilies-huse i Brabrand, var det anderledes med Knud Blach Petersen.
Han indgik tidligt i sin karriere i et langvarigt samarbejde om udvikling af den daværende Brabrand-Sdr. Årslev Kommune. Helt tilbage i 1950´erne blev visionen skabt af Brabrands kommuneingeniør S. Berggren Jensen og arkitekt Knud Blach Petersen i fællesskab.
Erhvervslivet var i rygende udvikling, men der manglede boliger til alle arbejderne. De to så for sig, at Brabrand kunne vokse eksplosivt og i løbet af en årrække få over 30.000 indbyggere, hvilket svarede nogenlunde til Vejles størrelse.
Kort før kommunesammenlægningen i 1970 modtog sognerådet i Brabrand Knud Blach Petersens færdige plan.
“Visionsplanen fra 1970 var uden tvivl et forsøg fra Brabrand-Aarslev Kommunes side på at sikre, at der var en plan, allerede før kommunalreformen i 1970 – en plan som man håbede, at Aarhus Kommune ville følge, hvilket de så ikke gjorde,” siger historiker Lars Nikolajsen.
Naboskaber på Lykkenshøj
Hjemme i Brabrand Bakker var forholdet tæt mellem de tre arkitekter, der på mange måder havde de samme ideer om moderne arkitektur. Der skulle være åbent, ingen høje hække, men højt til loftet.
Deres tanker lever videre adskillige steder i Brabrand, blandt andet på Tingstedet, i gårdhavehusene på Egebjergvej – eller på Lykkenshøj, hvor Ruth Birnbaum også stadig bor.
“Bebyggelsen lægger jo op til, at man har et godt og tæt naboskab. Folk køber hus her, fordi man gerne vil ha´ noget at gøre med naboen,” forklarer hun.
Knud Blach Petersen gik i 1960´erne og 70´erne i en lidt anden retning og havde især travlt i sit samarbejde med Brabrand Boligforening.
Senere løb Knud Blach Petersen ind i modvind. Mange talte dårligt om ham, og især blev han kritiseret for at være manden bag Gellerupparken. Godt nok blev bydelen i 1970 af dagbladet BT kåret som “Danmarks smukkeste byggeri”. Men herfra gik det nedad bakke.
Siden 2005 har mange fagfolk dog forsøgt at rehabilitere ham i erkendelse af, at Gellerupparken funktionelt er noget af det bedste boligbyggeri, der overhovedet er blevet bygget.
“Det var svært for ham. Mange talte dårligt om ham, og det ødelagde hans ry. Men det var jo boligpolitikken og ikke arkitekturen, der ødelagde det for Gellerupparken,” husker Ruth Birnbaum.
Venskabet mellem de tre arkitekter forblev dog stærkt, fortæller hun.
“Knud Friis var i de sidste år på plejehjem, men selvom han var tydeligt svækket, ville han bare hjem til min far og ønske ham tillykke med hans 90 års fødselsdag. Knud døde 10 dage senere – og min far døde også kort tid herefter.”
