
Hotel Årslev Kro fylder 200 år i 2025 men følger med tiden i de historiske bygninger på Silkeborgvej. Blandt andet er Årslev Kro nu blevet Green Key-certificeret. Det har været en lang og omfattende proces at sikre sig det grønne stempel. Men nu er der nærmest gået sport i at finde nye miljø-gevinster.
På Årslev Kro er det slut med at bruge engangs-service. Du får ikke en gang valget. Du bliver opfordret til at sortere dit affald på værelsesgange og i lokaler – og du må selv bestemme, hvor tit du vil ha´ gjort rent på værelset og skiftet dine håndklæder.
Det er altsammen en konsekvens af, at Årslev Kro har været igennem en omfattende Green Key-certificering. Det betyder også, at gæsten skal kunne træffe miljø-rigtige valg.
Direktør Sanne Mondrup lægger ikke skjul på, at det var ønsket fra hotellets store kunder, der satte det hele i gang: Som en del af deres grønne omstilling stiller de i stigende grad krav til, at leverandørerne også tænker miljørigtigt. Det gælder også hotel-overnatninger, kurser og konferencer.
“Vi var nødt til at kunne dokumentere, at vi tænker og arbejder grønt og miljøvenligt, ellers bliver vi fravalgt, både af statens organisationer og af de store virksomheder, som vil være sikre på, at de har styr på hele bæredygtigheds-kæden,” siger hun.
Men efter det langvarige forløb, hvor Årslev Kros personale har været alle processer igennem og har justeret mange ting til, kan Sanne Mondrup mærke, at den grønne tankegang har bredt sig i de næsten 200 år gamle lokaler:
“Der går da lidt sport i det,” smiler hun undervejs i samtalen om vejen frem mod det eftertragtede Green Key-certifikat.
Tænker over tingene på en anden måde
Selv om kravene for at få et Green Key-stempel er mange og detaljerede, oplever Sanne Mondrup, at det har været en naturlig proces at gennemgå.
“Pludselig begynder man at tænke over tingene på en anden måde. I stedet for at køre på genbrugsstationen med afskårne grene fra træerne på grunden lader vi det ligge til insekterne – og så bruger vi heller heller ikke brændstof på kørslen. Det er egentlig en simpel ting, man ikke har tænkt så meget over tidligere,” siger hun.
Et andet eksempel var de gamle malerier på nogle af værelserne, der skulle renoveres. Normalt ville de blive kasseret – men af medarbejderne så muligheden for at male nye malerier oveni de gamle. Og på den måde har hotellet fået opdaterede malerier uden at skulle ud og købe nye.
Og undervejs er mange ting blevet optimeret i det gamle hus. For eksempel har hotellet sænket trykket i hanerne for at spare på vandet. Det har gæsterne kunnet mærke, når de står i badet. Men som “grønt” hotel er der ingen vej udenom.
Papkrus på værelserne er blevet erstattet med porcelænskopper, spande til affaldssortering er blevet sat op på værelserne, og mængden af madspild i restauranten er blevet minimeret. Udsugning og lys tænder og slukker nu automatisk, afhængig af, om der er folk i lokalet.
Vigtigt med godt arbejdsmiljø
Det har været en lang proces med omfattende mængder af papirarbejde, fortæller receptionist Marie Vad, som har stået for en stor del af arbejdet.
“Mange af tingene gjorde vi jo i forvejen – men nu har vi fået bevis på, at vi i hverdagen hele vejen igennem træffer miljørigtige valg,” siger hun.
Der er tale om en meget lang liste af aktiviteter, som Hotel Årslev Kro har skullet redegøre for. De forskellige handlinger giver et varierende antal points, der opgøres i et excel-ark. Desuden har hotellet også skullet opgøre et detaljeret co2-regnskab.
Men ikke nok med det: Virksomheden skal også dokumentere, at den har et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvor medarbejderne behandler hinanden godt, og hvor ledelses-kulturen er, som den skal være.
Cirka et år tog det – og pludselig en dag kom beskeden: Hotel Årslev Kro var nu Green Key-certificeret.
Der er dog ingen grund til at hvile på laurbærrene, for hotellet skal fortsat have fuldt fokus på, om de mange kriterier overholdes.
Alt forbrug af el, vand og varme bliver nu registreret hver måned, og vægten af hotellets affald bliver registreret i de forskellige fraktioner. Hotellet indkøb af økologiske fødevarer skal udgøre minimum 15 procents økologi og der er samtidig procedurer for at formindske madspil.
Desuden er medarbejderne direkte involveret i overvejelser om, hvordan Hotel Årslev Kro kan sætte yderligere initiativer i værk frem mod 2030.
Green Key er turismens mest udbredte miljømærke i Danmark, og et voksende antal hoteller, vandrehjem, konference- og kursussteder er nu Green Key-certificerede. Du kan læse mere om det her.



