Villa Dragenskjold på J.P. Larsens Vej har fået ny ejer. Den 550 kvadratmeter store villa var for cirka 150 år siden sommerbolig for en af de store handelsmænd i Aarhus, Edwin Rahr. Også den landskendte havearkitekt Svend Hansen har sat sit store præg på ejendommen.
Kendetegnende for Brabrand er de mange specielle og ligefrem ikoniske huse, der især ligger i området omkring Brabrand Bakker. Et af dem er Villa Dragenskjold på J.P. Larsens Vej 74.
Huset blev i 1860´erne opført af erhvervsmanden Edwin Rahr, som ønskede sig et sommerhus i de naturskønne Brabrand Bakker, hvor han i øvrigt blev nabo til sin gode ven Hans Broge. Huset hed dengang Christiansminde og skiftede siden navn til Parma og senest til Dragenskjold.
I efteråret 2020 blev villaen sat til salg af de daværende ejere, Mia Søiberg og Thor Jensen, som i den forbindelse bad hele Brabrand om hjælp til at samle husets lange og specielle historie.
Nu har Villa Dragenskjold fået nye ejere. Henrik Pedersen og hans familie fra Åbyhøj har de seneste dage overtaget huset og går nu i gang med at gøre det klar til indflytning.
”Det har været virkelig spændende at høre om den lange og helt særlige historie, der knytter sig til Villa Dragenskjold. Vi glæder os rigtig meget til at flytte ind og lover, at vi nok skal passe godt på huset,” siger Henrik Pedersen, som til daglig er
forstander for en døgninstitution for unge i Horsens.
Italiensk inspireret byggestil
Familien har huset i Åbyhøj et stykke tid endnu og har derfor ingen hastværk med at flytte ind i Villa Dragenskjold, men familien på fem flytter så snart de er klar til det.
”Vi har jo boet under fire kilometer væk og føler os allerede som en del af lokalområdet. Jeg har de seneste måneder gået mange ture i Hans Broges Bakker, der er et fantastisk område, som alt for få kender,” siger Henrik Pedersen.
Villa Dragenskjold er opført i en særlig italiensk inspireret byggestil og var under 2. Verdenskrig blandt andet skjulested for frihedskæmpere.
Mens Hans Broges sommerbolig gennem årene forfaldt og senere blev revet ned, er Villa Dragenskjold tværtimod blevet udviklet, blandt andet af den landskendte havearkitekt Svend Hansen, som sammen med sin kone Ebba opførte det imponerende haveanlæg.
Læs også:
Hele Brabrand hjalp med at samle historien om Villa Dragenskjold