En af Brabrands historiske villaer, Villa Dragenskjold på J. P. Larsensvej 74, er sat til salg. I den forbindelse har de nuværende ejere, Mia Søiberg og Thor Jensen, været i gang med at samle husets historie – blandt andet takket være talrige bidrag fra lokale borgere.
Det er strømmet ind med bidrag fra hele Brabrand. Anekdoter, små historier, oplevelser og historisk viden. Alt sammen har det hjulpet Mia Søiberg og Thor Jensen til at få et overblik over, hvad der gennem næsten 150 år er foregået i den gamle villa.
Parret har i cirka 10 år ejet ejendommen, der er erklæret bevaringsværdig af Slots- og Kulturstyrelsen. De har netop sat ejendommen til salg og blev i den forbindelse endnu mere interesseret i husets historie.
”For nylig lavede vi et opslag på Facebook i gruppen Brabrand Beboerne, for at finde ud af hvor mange der vidste noget sjovt om huset. Det var der rigtig mange, der gjorde, og vi har efterhånden stykket en rigtig spændende historie sammen,” fortæller Mia Søiberg.
Edwin Rahrs sommerhus
Villaen på 550 kvadratmeter er opført af Edwin Rahr, som mange kender som ham, der lagde navn til Edwin Rahrs Vej. Han var en prominent industrimand fra 1860´erne og frem. Edwin Rahr blev senere ridder af Dannebrog – og har blandt andet doneret orglet til Brabrand kirke.
Han fik huset bygget som et sommerhus ved siden af købmanden Hans Broge, der også var en kendt mand i datidens Aarhus. De to travle erhvervsfolk kunne så tage til Brabrand ind i mellem og slappe af i naturskønne omgivelser.
”Edwin og Hans´ koner var veninder, og derfor var det passende for dem at have sommerhuse ved siden af hinanden,” beretter Mia Søiberg.
Hans Broges Villa blev fjernet for en del år siden, men hele området har beholdt navnet Hans Broges Bakker.
Svend Hansen stod bag imponerende haveanlæg
Det er ikke småting, der er foregået i Villa Dragenskjold gennem årene. Blandt andet har huset været skjulested for frihedskæmpere, og det er såmænd også her på J.P. Larsens Vej 74, at kraftfoderet til kyllinger blev opfundet.
Senere blev ejendommen overtaget af den lands- og verdenskendte havearkitekt Svend Hansen, som sammen med sin kone Ebba opførte det imponerende haveanlæg.
Svend Hansen var med til at grundlægge Arkitektskolen i Århus og var en af de landskabsarkitekter, som var med til at skrive den modernistiske have ind i dansk arkitekturhistorie, fortæller Mia Søiberg.
”Svend Hansen købte huset i 1960´erne og boede i det sammen med sin kone Ebba frem til Ebbas død omkring 2008. Haven ligger stadig omkring huset, og vi har brugt de sidste 10 år på at føre den tilbage til så oprindeligt et udtryk som muligt.”
Som nævnt er Villa Dragenskjold i øjeblikket til salg. Du kan læse og høre mere om huset her hos ejendomsmægler-virksomheden Home.