
Måske har du lagt mærke til, at Aarhus Kommune har sat kegler og skilte op langs Silkeborgvej for at signalere, at et større vejarbejde kan være på vej. Vores Brabrand har spurgt kommunen om planerne.
“Aarhus Kommune har gennemført TV-inspektion af vejafvandings-ledningerne på Silkeborgvej og har konstateret en række fejl, som skal udbedres,” lyder forklaringen fra ingeniør Zaklina Dubravac i afdelingen Trafik og Vejdrift.
“Vi har valgt at renovere ledningerne ved hjælp af strømpeforing, da det er en opgravningsfri metode. Metoden indebærer, at en fleksibel strømpe imprægneret med plast (epoxy eller polyester) føres ind i det eksisterende rør, oppustes og hærdes. Herved dannes et nyt, stærkt rør inde i det gamle, som effektivt forsegler revner og utætheder,” fortæller hun.
Hun understreger, at denne løsning er valgt for at minimere generne for trafikken på Silkeborgvej mest muligt.
“Der kan dog forekomme enkelte opgravninger på udvalgte steder, hvis det viser sig nødvendigt,” siger hun.
I følge kommunens kort over forstyrrende vejprojekter, BrugAarhus.dk, kan arbejedet strække sig ind i juni, før vejafvandings-ledningerne igen på strækningen ud til rundkørslen i Årslev er blevet renoveret.



