En række dygtige fodboldspillere har i løbet af sommeren forladt Brabrand IF. Men en stribe unge talenter med fortid i AGF, Horsens, Silkeborg og Randers FC er på vej til at fylde pladserne ud på et Brabrand-hold, der lørdag indleder jagten på ny succes i 2. division.
Der er ikke mange spillere på Brabrands divisionshold, der kan skilte med at have spillet ungdomsfodbold ved Brabrand Sø. Men det kan Marcus Sloth Jørgensen, som er en af de unge spillere, som i sommer er kommet til klubben. Han spillede fodbold i Brabrand, indtil han som 11-årig skiftede til AGF. Siden har han udviklet sit talent dér og efterfølgende i AC Horsens.
Siden gik turen til 2. divisionsfodbold i VSK Aarhus og senere Odder – hvorfra han her i sommer er kommet sammen med en anden spiller med baggrund i AC Horsens, Malthe Boesen.
De to er del af en flok på hele seks unge fodboldspillere, der har valgt Brabrand som stedet, hvor de for alvor skal få talentet til at udfolde sig på senior-niveau. Foruden Marcus Sloth og Malthe Boesen er det disse fire:
• Issa Kharoub, 22 – har en fortid i AGF men har senest spillet på IF Lysengs 2. divisionshold
• Thomas Lodberg, 21 – har en fortid i Stautrup og AGF, men kommer fra Silkeborg IF, hvor han spillede U19-fodbold
• Kasper Andersen, 22 – kommer fra Viborg FF, hvor han spillede U19-fodbold men ikke fik tilbudt kontrakt, da han blev seniorspiller
• Casper Lykke, 20 – har spillet ungdomsfodbold i Randers FC, senest på klubbens U19-hold og fik en enkelt kamp med Superligaholdet dér i 2017
Ud over de nævnte nye spillere rykker også to af Brabrand IF´s nuværende spillere ind i førsteholdstruppen. Mathias Lundkvist, som er søn af tidligere Brabrand-træner Lars Lundkvist, rykker fra andetholdet op i førsteholdstruppen. Det samme gør Simon Riis, som har masser af divisionskampe for Brabrand i benene, men har været væk fra klubben i en periode.
”Vi vil prøve at bygge videre på det flotte forår”
Hvordan holdet ser ud til kampen mod Jammerbugt FC på Brabrand Stadion lørdag kl. 14.00, vil træner Tom Søjberg ikke ud med. Men han glæder sig til at se holdet testet mod et af de hold, der ventes at spille med i toppen af rækken her i efteråret.
”Det er et rigtig godt hold, der blev nummer tre i oprykningsspillet i 2. division i foråret. I modsætning til os har Jammerbugt de samme spillere til rådighed som i foråret og er rigtig godt sammenspillet. Holdet har en rigtig klog træner – Bo Zinck, tidligere Thisted – der har godt styr på sit mandskab, og ved hvordan de vil spille,” siger Tom Søjberg.
”Vi har mange nye spillere og kunne godt bruge tre uger mere, inden vi skulle spille turneringskamp. Men vi vil prøve at bygge videre på det flotte forår, vi havde i 1. division. Og målet er, at vi bliver endnu dygtigere med bolden og kan vise tilskuerne noget seværdig fodbold.”
Tom Søjberg understreger, at der kan gå lidt tid, før holdet for alvor folder sig ud. Først og fremmest skal holdet nu have styr på de defensive aftaler, siger han.
Tidligere Lyseng-træner er nu i Brabrand
Ud over de mange nye spillere har Brabrand også fået ny assistenttræner. Mick Andresen, som senest stod i spidsen for IF Lyseng i 2. division, er nu blevet assistenttræner i Brabrand.
Den tidligere assistenttræner Mads Berg er blevet ansat som cheftræner i Fuglebakken KFUM Aarhus. Træner Tom Søjberg fortæller, at han kender Mick Andresen fra tidligere og kontaktede ham, efter at han var stoppet i Lyseng.
”Mick har lovet at komme til Brabrand til træning en enkelt gang om ugen, og desuden er han med omkring kampene. Det er en løsning, jeg er rigtig glad for, blandt andet fordi han jo kender 2. divisionsholdene godt fra sidste sæson.”