Skovgaardsparken har de sidste par uger været en del i medierne på grund af Brabrand Boligforenings tilbud om flyttehjælp til beboere på kontanthjælp. Men nu bliver der fulgt op med et mere konstruktivt tilbud: Bliv boende og få et job i en af lokalområdets virksomheder.
”Kom og mød dine kommende medarbejdere. Vi stiller faciliteter til rådighed og hjælper med at booke ansøgere til jobsamtale hos dig.”
Sådan lyder tilbuddet til små og mellemstore virksomheder i Brabrand-området, som her i efteråret er på udkig efter medarbejdere. Det kommer fra Brabrand Boligforening og jobcentret i Det boligsociale Hus, der tirsdag d. 13. november kl. 11-15 arrangerer lokal ”matchmaking” som en af en række aktiviteter, der skal få flere beboere i det udsatte boligområde i arbejde.
Initiativet udspringer af den netop igangsatte boligsociale helhedsplan, der er finansieret af bl.a. Landsbyggefonden og Aarhus Kommune. Helhedsplanen har jobskabelse som et centralt element, og flere medarbejdere er blevet ansat til at arbejde med såkaldt fremskudt beskæftigelse i Gellerup-området.
Det betyder groft sagt en ny type lokal og ofte utraditionel indsats for at få flere i arbejde i det udsatte boligområde. Jobkonsulenterne får kontor i lokalområdet og vil sætte forskellige aktiviteter i gang i nærområdet.
En af de første bliver den nævnte job-event, der finder sted i Skovgaardsparkens selskabslokaler, Ingasvej 66.
”Vi håber til eventen på deltagelse af 5-10 virksomheder, der på dagen kan køre en stribe jobsamtaler af 15 minutters varighed. Vi håber, at en del virksomheder fra Brabrand-området har lyst til at deltage. Ingen stillinger eller opgaver er for små. Det kan være opgaver helt ned til få timer om ugen”, siger udviklingskonsulent Louise Enevoldsen, Det boligsociale Hus.
Konceptet er i andre sammenhænge kendt som ”speed-dating” og skal på en hurtig måde skabe kontakt mellem virksomheden og mulige kandidater til et job.
Netop Skovgaardsparken har i den seneste tid været meget omtalt i medierne på grund af Brabrand Boligforenings tilbud om flyttehjælp til beboere på kontanthjælp. Baggrunden er, at Skovgaardsparken er kommet på regeringens såkaldte ghettoliste. Der betyder, at også nedrivninger af boligblokke også kan komme på tale i Skovgaardsparken. Derfor er det meget vigtigt, at antallet af kontanthjælpsmodtagere bringes ned.