Aarhus Kommune har fået masser af kritik for den mangelfulde snerydning efter det massive snefald i sidste uge, En af dem, som bestemt ikke er tilfreds, er møbelsnedker Gert Kjeldtoft, Årslev. Da snerydningen helt udeblev, måtte han selv betale for at få ryddet Årslev Kirkevej.
”Det ville formodentlig have taget 3 minutter at køre herop og vende med en sneplov. Bare én gang.”
Gert Kjeldtoft ryster lidt på hovedet. Han er godt klar over, at han lidt umoderne har valgt ikke at placere sin virksomhed i et industri-område, men i stedet forbliver ude i landsbyen Årslev. Men han havde alligevel regnet med, at Aarhus Kommune ville nå frem til at rydde også Årslev Kirkevej, der leder ned til virksomheden.
Men det skete ikke.
Efter det voldsomme snefald i Østjylland for lidt over en uge siden er kritikken haglet ned over Aarhus Kommunes Vintertjeneste.
Blandt andet har de to byrådsmedlemmer Gert Bjerregaard, Venstre, og Jesper Kjeldsen, Socialdemokratiet, bedt rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, og forvaltningen om at fremlægge en bedre plan.
“Nok smelter sneen igen, men vi ved jo godt, at vildt vejr bliver en større del af fremtiden. Hvad gør vi der? Hvordan er prioriteten,” skrev de to i et læserbrev.
Når embedsmændene i Teknik og Miljø nu skal i gang med arbejdet, får de lige Gert Kjeldtofts historie med på vejen.
Han er godt klar over, at kommunens vejafdeling har haft deres at slås med. Hans problem er, at virksomheden Møbelsnedkeri Kjeldtoft ligger ude i kanten af Aarhus på en af de såkaldte kategori 3-veje, ”som de aldrig når til at rydde, før sneen er smeltet”.
Som de fleste andre var Gert Kjeldtoft og hans virksomhed godt og grundigt sneet inde i sidste uge. Efter nogle dage, hvor Vintertjenesten havde haft travlt med snerydning i hele Aarhus, skrev han inden weekenden en mail til kommunen for at høre om udsigterne til også at få ryddet Årslev Kirkevej.
”Det udløste ikke noget svar overhovedet. De går slavisk efter deres direktiv og har åbenbart ikke tid til at svare de sikkert mange klager, de modtager,” fortæller han.
Han ventede til mandag morgen med at foretage sig mere – så havde kommunens folk weekenden til at få gjort noget ved sneen. Men da der intet var sket, bestilte han privat snerydning.
”For at få produktionen i gang har jeg selv betalt for rydning af Årslev Kirkevej, så der kunne komme lastbiler herop med materialer,” fortæller han.
Oplevelsen har fået Gert Kjeldtoft til at overveje, hvad han som erhvervsdrivende har af handlemuligheder.
”Jeg tænker ikke, at jeg får held med at sende en faktura videre til kommunen, eller trække et beløb fra i ejendomsskatten. Måske er det bare sådan, det er, selvom Aarhus selv beskriver sig som en erhvervsvenlig kommune,” konstaterer han.