
Arbejdet med at etablere en ny privat skovbørnehave, Skovbørnehaven Livet, i en spejderhytte på Holmstrupgårdvej er kort før åbningen blevet sat i stå, skriver Stiften. Aarhus Ejendomme, der står for driften af kommunens bygninger, vil ikke tillade, at spejderhytten fremlejes til skovbørnehaven.
De to initiativtagere, Nina Farbmacher og Kira Ursem, som også driver en privat skovbørnehave i Humlebæk i Nordsjælland, har i næsten et år arbejdet på planerne, og 60 familier har skrevet deres børn op til en af de 45 pladser i børnehaven.
Planen var at drive skovbørnehave i en spejderhytte nær True Skov, hvor KFUM-spejdernes Skjoldhøj Gruppe har aktiviteter om aftenen. Arealet er ejet af Aarhus Kommune men lejes af spejderne.
Det var en god aftale for begge parter, at hytten kunne bruges af børnehaven om dagen, og Skovbørnehaven Livet skrev allerede sidste år under på en lejekontrakt med spejderne og havde for 200.000 kr. gjort hytten klar til at kunne bruges i børnehavens hverdag.
Men i følge Stiften opstod problemerne i begyndelsen af februar, hvor Aarhus Ejendomme, der driver kommunens ejendomme, med besked om at ”standse samtlige igangværende istandsættelsesarbejder øjeblikkeligt”.
“Det kom fuldstændig bag på os. Vi havde fået at vide, at hytten umiddelbart godt kunne anvendes som børnehave og havde fået en byggetilladelse. Vi havde en lejekontrakt på plads med spejderne. Vi havde ad flere omgange været i en rådgivende dialog med Aarhus Kommune. En dialog, som vi har betalt Aarhus Kommune honorar for,” siger Nina Farbmacher til Stiften.
Grunden til standsningspåbuddet var, at Aarhus Ejendomme som udlejer af grunden ikke var blevet orienteret om eller havde godkendt, at spejderne fremlejede spejderhytten til skovbørnehaven. Aarhus Ejendomme havde heller ikke fået at vide, at hytten var ved at blive istandsat, hvilket man ifølge lejeaftalen skal.
Siden er det også kommet frem, at Aarhus Kommune overvejer på et senere tidspunkt at bygge boliger på arealet ved Holmstrupgårdvej, og det er endnu en grund til at Aarhus Ejendomme tøver med at tillade fremleje af spejderhytten, fremgår det af artiklen.
“Vi har en dejlig spejderhytte på Holmstrupgårdvej, der nu er bygget om, så den lever op til de krav, som Aarhus Kommune havde stillet os. Vi byggede om med en byggetilladelse fra Aarhus Kommune i hånden. Vi har brandplaner, for spejderhytten, som kommunen også har rådgivet os om at købe fra ekstern rådgiver,” skriver Nina Farbmacher og Kira Ursem på børnehavens Facebook-side.
“Der er, efter dialog med kommunen, kommet ekstra parkeringspladser ved spejderhytten, så forældrene kunne hente og bringe børn uden at beslaglægge Holmstrupgårdvej. Vi har personale på plads, der kan træde til, når vi måtte ønske at åbne. Vi har børn og forældre, der bare har ventet på, at vi åbnede lige netop den pasningsmulighed, de ønsker.”