
Et flertal i byrådet har indgået aftale om besparelser på socialområdet i Aarhus. Store dele af de foreslåede besparelser gennemføres, mens blandt andet køkkendrift på botilbud og ferieaktiviteter friholdes. Til gengæld afvikles den økonomiske støtte til flere civilsamfunds-initiativer, bl.a. Vaskeriet på Louisevej.
De seneste måneder har spareforslagene på socialområdet i Aarhus vakt stor debat. Nu har partierne bag seneste budgetaftale indgået aftale om besparelser på socialområdet for 150 millioner kroner.
”Økonomien på socialområdet kræver handling her og nu, og det ansvar er jeg glad for, at forligspartierne løfter i fællesskab. Men der er ingen tvivl om, at vi sparer steder, hvor det gør rigtig ondt. De mange input fra aarhusianere og organisationer har gjort stort indtryk, og derfor er jeg glad for, at det trods alt har været muligt at reducere besparelserne på en række områder,” siger Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Aftalen betyder, at både århusianere og organisationer nu får vished om fremtiden:
”Jeg har stor forståelse for, at det har været en turbulent tid. Mit fokus i forhandlingerne har været på de århusianere, der har allermest brug for fællesskabet. Blandt andet beboere på byens bosteder. Samtidig har høringsprocessen understreget, at byens frivillige organisationer gør en enormt stor forskel i mange aarhusianernes hverdag. Derfor er jeg glad for, at partierne har bakket op om at begrænse besparelserne her, selvom jeg kunne have ønsket mig at friholde civilsamfundet i endnu højere grad,” siger Michael Christensen.
Vi har lappet, ikke løst
Besparelserne er en del af den såkaldte omstillingsplan, der skal nedbringe de massive økonomiske udfordringer på socialområdet. Før påske vedtog forligspartierne første del af planen, som indeholdt administrative besparelser og besparelser på beskæftigelsesområdet.
Den samlede omstillingsplan rummer dermed besparelser for 305 millioner kroner. Det rækker dog ikke til at løse de økonomiske udfordringer hverken på kort eller lang sigt.
”Den barske sandhed er, at vi har lappet og ikke løst udfordringerne på socialområdet. Det er også erkendelsen i forligskredsen, som med aftalen forpligter sig til at finde langsigtede løsninger for området, for eksempel ved at se nærmere på en ny budgetmodel i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger,” siger Michael Christensen.
Med aftalen tager forligspartierne bag Budget 2026 ansvar for den økonomiske udfordring på socialområdet og bakker op om, at rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse udmønter den endelige omstillingsplan.
Som en mindre del af det gigantiske sparekatalog har politikerne besluttet at afvikle det årlige tilskud på 244.100 kr. til Vaskeriet på Louisevej. Det vil sandsynligvis i realiteten betyde, at beskæftigelsestilbuddet til udviklingshæmmede må lukke.
Bag aftalen står Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
Utryghed fører til opsigelse
Vaskeriet fortæller dog på Facebook, at man inden den endelige spareplan blev offentliggjort, selv har opsagt samarbejdet med Aarhus Kommunes forvaltning, Sociale Forhold og Beskæftigelse.
“Nu tager vi magten tilbage. Det har været en svær beslutning, men vi giver køb på vores værdier, hvis vi skal fortsætte samarbejdet, og det går jo ikke,” skriver Vaskeriet.
Man begrunder opsigelsen med, at samarbejdet med forvaltningen alt for længe har været præget af manglende dialog, manglende faglighed, ydmyghed og manglende vilje til at lytte.
“Det har skabt utryghed i vores fællesskab og alt for mange søvnløse nætter,” skriver Vaskeriet.
“Der bliver talt stolpe op og ned igen om medborgerskab, inklusion, samskabelse, borgeren i centrum, civilsamfundets rolle osv, men det er ord der udelukkende skal give mening i en rapport, en udviklingsplan, en strategi, der blot suser rundt i forvaltningen, men aldrig rammer praksis. Hvorfor…. fordi det eneste cheferne bliver målt på, er om budgettet holder,” lyder det fra Vaskeriet.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Læs også:
Frustration i Vaskeriet på Louisevej: “Vi beder om en korrekt fremstilling og en fair vurdering”



