
Fodboldklubben Vatanspor drømmer om at komme tilbage til danmarksserien, og to angribere med bosnisk blod i årerne og masser af mål i støvlerne skal hjælpe holdet på vej. Fredag aften var Kenan Hajdarevic og Sanel Kapidzic afgørende i 2-1-sejren over Åbyhøj.
Den ene har spillet 45 superligakampe for Sønderjyske og AC Horsens og var i flere sæsoner topscorer for Brabrand IF. Den anden har spillet 40 kampe for AGF, inden han i en årrække scorede masser af mål som professionel i Norge og Polen.
Nu har de to 31-årige Kenan Hajdarevic og Sanel Kapidzic begge fundet vej til fodboldbanen bag Sødalskolen, hvor de fredag aften skulle komme til at få afgørende betydning for udfaldet.
Regnbygerne drev fortsat hen over Louisevej, da Åbyhøj tidligt i kampen kom foran 1-0. Sanel Kapidzic sad ude på bænken, men var meldt klar til kampen, efter at hans kroniske baglårsskade igen havde holdt ham ude i et par kampe. Det var den samme skade, der i efteråret 2020 tvang ham til at stoppe karrieren i Norge.
Til gengæld var Kenan Hajdarevic på banen for Vatanspor, og det var ham, der efter en halv time satte gang i et fint angreb for hjemmeholdet. Åbyhøjs målmand kunne ikke holdet skuddet fra kanten af feltet, og så kunne Tarek Kayed prikke udligningen i mål.
Banen var våd og glat og som skabt til en fodboldkamp med masser af målchancer. Det var der også i begge ender af banen. Åbyhøj havde de fleste og kunne med en smule mere held og beslutsomhed have bragt sig foran både før og efter pausen.
Stensikker scoring
Med en halv time igen kom Sanel Kapidzic på banen. Vatanspor kæmpede med at få spillet til at flyde. Masser af gode intentioner endte i ingenting på grund af forkerte beslutninger, og frustrationerne var begyndt at melde sig.
Omvendt var Åbyhøj også gået lidt i stå, blandt andet efter at en af holdets spillere måtte ud på bænken i 10 minutter med et gult kort. Det lignede en kamp, der godt kunne være endt 1-1.
Men så skete det. Et smukt indlæg fra Tarek Kayed endte hos Sanel Kapidzic ved modsatte målstolpe, og så var det tydeligt, at det var en situation, angriberen var vant til at håndtere: Stensikkert headede han bolden i mål uden for målmandens rækkevidde.
2-1 til Vatanspor, der kunne spille sejren sikkert i hus til stor jubel for hele truppen. Mens solen gik ned over Louisevej, kunne mange af spillerne glæde sig til et andet af dagens højdepunkter, iftar, der er det måltid, man som muslim indtager efter solnedgang under ramadanen.
Vatanspor-spillerne kan også glæde sig over, at de med sejren holder trit med toppen af rækken, hvor Fuglebakken i skrivende stund indtager førstepladsen.