Syv dage om ugen nærmest året rundt leverer 34-årige Nawar Thabet pizza og grillmad til store dele af Brabrand. Det har han gjort i 12 år under navnet Khawand – men det velkendte madsted på J.P. Larsens Vej 4 skifter nu navn til Danni Pizza & Grill.
Både i Brabrand og Viborg ligger der et pizzaria med navnet Khawand, og det har gennem årene givet anledning til en del forvirring. Sultne kunder i Viborg har til stor frustration opdaget, at de er kommet til at bestille mad i Brabrand – og omvendt. Men det skal være slut nu.
Efter at Nawar Thabet siden 2009 har drevet Khawand Pizza Aarhus, har han nu besluttet at ændre navnet til Danni Pizza & Grill, først og fremmest for at undgå fremtidige misforståelser.
”Jeg har i flere år haft planer om at skifte butikkens, men jeg har ikke haft råd til at få det gjort. På det sidste er der dog sket rigtig mange fejl, så nu skulle det være,” siger Nawar Thabet, som ved starten i 2009 tog Khawand-navnet som en del af et samarbejde med en god ven i Viborg. De to har dog senere adskilt deres virksomheder.
Og navnet Danni – hvor kommer det fra?
”Danni er navnet på min søsters ældste søn. Han er 17 år nu – og det er mig der har opdraget ham,” forklarer Nawar Thabet, som er et familie-menneske og bruger en stor del af sin sparsomme fritid sammen med sin nærmeste familie.
Han kom til Danmark fra Irak i 2002 som 15-årig, hvor han sammen med familien bosatte sig i Daugbjerg mellem Viborg og Skive. Så hurtigt han kunne, var han i gang på det danske arbejdsmarked.
Allerede tre år efter ankomsten til Danmark ejede han et pizzaria i Nykøbing Mors og var også involveret i et lignende sted i Struer. Han tog undervejs både en frisør- og en vagtuddannelse for at kunne forsørge sig selv og sin familie.
Senere flyttede han til Tilst og ombyggede i 2009 den tidligere købmandsbutik og lille pizzaria på J.P. Larsens Vej 4 til det nuværende spisested, der både tager imod spisende gæster og leverer take away.
Trofaste kunder lægger navn til pizzaer
Gennem årene har han opbygget en solid kundekreds på basis af en god kvalitet og rimelige priser. Pizza-menuens liste med navne som ”Steffans Special”, ”Drengenes Special” og ”Fishers Special” vidner om mange særligt trofaste kunder, som ved, hvad de vil have.
”Nogle kunder bestiller de samme slags pizzaer hele tiden, og så kan de lige så godt få lov til at lægge navn til den. Det er også mega hyggeligt. Jeg oplever, at det giver en relation til kunderne,” siger Nawar Thabet.
Han nævner også med stolthed i stemmen sin grillkylling, den hjemmelavede burger med bøf og brød fra bunden og rullekebab´en og de fyldte pita´er som særlige specialiteter.
Hver eneste af ugens syv dage står han selv for pizza-bagningen, mens han de fleste dage bliver suppleret af 2-3 ansatte som forbereder grillmaden, hjælper med bestillingerne og med at levere maden hos kunderne.
Coronaen har kostet omsætning
Før coronaen brød ud, havde han yderligere et par ansatte, men han lægger ikke skjul på, at omsætningen dalede, da mange i Brabrand var hjemsendt og fik tid til at lave mad derhjemme.
”Mange købte mere take away før i tiden, hvor de manglede tid til at lave mad. Men da de arbejdede hjemmefra fik folk mere tid, og så syntes de, det var hyggeligt at stå og lave mad. Samtidig fandt de ud af, at de kunne spare nogle penge,” forklarer Nawar Thabet, som hører om den samme tendens hos sine kolleger.
”Det blev bedre i sommer, men det var ikke som før coronaen. Folk har vænnet sig til at lave mere mad, så længe coronaen ikke er væk.”
”Restauranten er min hobby”
I løbet af julen og nytåret har han haft enkelte lukkedage, og det sker også, at han om sommeren lukker en uge for at være sammen med familien. Men ellers står han hver dag klar til at tage imod bestillinger kl. 16-21.
Det giver lange arbejdsdage, der begynder kl. 7 om morgenen og først slutter, når han lukker restauranten kl. 21, har fået ryddet op og kan låse døren. Ind i mellem skal der købes ind, gøres rent, ordnes regnskab og alt hvad der ellers skal til at drive en virksomhed.
”På en måde er restauranten her min hobby. Mit rigtige arbejde er at istandsætte ejendomme og leje dem ud,” fortæller han med et smil.
Han er endnu ikke blevet træt af pizza-bagningen, selvom der ofte kan være pres på – især i tidsrummet kl. 17-19, hvor de fleste kunder ønsker at spise. Men de fleste kunder er forstående og tålmodige, hvis maden er lidt forsinket.