De første skridt mod en ny fremtid for Naturcenter Sølyst blev taget onsdag sidst på eftermiddagen. Cirka 30 interesserede lokale borgere mødte op og viste stor interesse for at være med til at dyrke de mange ledige højbede. Nu går arbejdet i gang med at stifte en ny fælles forening.
”Kan man dyrke jordbær og blomster?”
Sådan lød spørgsmålet fra den yngste deltager til det informationsmøde, Teknik og Miljø onsdag havde indkaldt til. Den solrige forårsaften viste naturområdet omkring Sølyst fra sin absolut mest idylliske side, mens mødets deltagere så nærmere på mulighederne i og omkring de mange højbede og undervejs stillede masser af spørgsmål.
Og ja, man kan sagtens dyrke både jordbær og blomster – og alle mulige andre slags frugter, krydderurter og grøntsager, lød svaret fra projektleder Stine Kamstrup Knudsen, Teknik og Miljø.
Smukt indrammet af bøgehække står i alt 127 højbede klar til havesæsonen. En stor del af dem er dog fortsat i brug. En række lokale dagtilbud og en enkelt skole ønsker fortsat at have dyrkning i området, og Folkesundhed Aarhus Vest har ligeledes fortsat aktiviteter på Sølyst.
Det betyder, at der er 39 solobede samt 17 såkaldte fællesbede tilbage til fællesskabet. I fællesbedene er der bærbuske og andre planter, som et kommende havefællesskab får mulighed for at passe i fællesskab.
”Hvis det skal blive til noget herude, så skal der være et fællesskab og en forening omkring det, fordi vi har desværre ikke ressourcer til at stå for det praktiske arbejde med for eksempel at fordele de enkelte bede,” sagde Stine Kamstrup Knudsen til de mange fremmødte.
”En forening vil så kunne låne arealerne af Teknik og Miljø, og vil så kunne stå for det område, der ligger inden for hækkene. Foreningen vil for eksempel stå for at fordele bedene, håndtere venteliste og indkalde til fælles arbejdsdage. Vi ser for os, at det er fint foreneligt med, at der stadig er andre brugere af området.”
De nuværende faciliteter med redskabsskur, adgang til vand og forskellige former for naturgødning vil fortsat være til rådighed for de kommende brugere.
Hurtigt gang i havearbejdet
Der var som nævnt stor interesse for projektet blandt de mange fremmødte. Der var deltagere i alle aldre – fra helt unge over børnefamilier til seniorer – fra alle hjørner af Brabrand med et fælles ønske om at være en del af et kommende havefællesskab.
Blandt andet var der en del deltagere fra Fællesgartneriet i Årslev. Det er et initiativ, der kan blive hjemløst, når byudviklingen omkring Årslev tager fart.
Alle afleverede navn og emailadresse, så de kan blive informeret, når en ny forening er klar til at blive stiftet. En del af de fremmødte meldte sig klar til at være med til at stå for det praktiske arbejde med at formulere et forslag til vedtægter og at indkalde til stiftende generalforsamling.
Målet er hurtigt at få stiftet en forening, så der kan laves en driftsaftale med Teknik og Miljø, og havearbejdet kan komme i gang allerede i dette forår.
Hvad med dyrene?
Fremtidens Naturcenter Sølyst vil ikke længere have kommunalt ansatte medarbejdere til at stå for undervisning og sætte aktiviteter i gang. Beskæftigelsesprojektet Job i Naturen vil dog fortsætte.
Det er dog uafklaret, hvordan fremtiden ser ud for de forskellige dyr, der fortsat skal være en del af Naturcenter Sølyst. I Aarhus Kommunes spareforslag er der som nævnt lagt op til, at der ikke længere skal være ansatte, men at pasningen kan klares af frivillige.
På onsdagens møde blev det foreslået, at pasningen ligeledes kunne indgå som en del af den nye forening. Desuden blev der spurgt til, om de øvrige arealer omkring naturcentret også kan anvendes og eventuelt drives af en kommende ny forening.
Stine Kamstrup Knudsen understregede, at Teknik og Miljø endnu ikke har afklaret, hvordan en fremtidig model kan se ud.
Læs også: