
Buus Anlægsgartner A/S i Årslev fortsætter omstillingen fra diesel- til el-varebiler. Virksomheden fik tirsdag overdraget de første to udgaver af en helt ny generation af eldrevne varebiler fra VW, ID Buzz. Målet er at få udskiftet alle biler og værktøj til el inden 2030.
Begejstringen er svær at undertrykke på gårdspladsen hos Buus Anlægsgartner. De to nye VW elbiler er netop rullet ind, klar til at indgå i virksomhedens vognpark. En ny og mere kompakt varebil, som indehaver og administrerende direktør Kristian Buus ved første øjekast beskriver som ”nuttet”.
”Det er de først af en helt ny generation af elbiler, vi her har fået. De øvrige biler, vi har, er i virkeligheden bare en dieselbil bygget om til el. De her biler er tænkt som elbiler fra starten. Teknologien gør det spændende for os, og samtidig er driftsøkonomien langt bedre end med dieselbilerne,” siger afdelingsleder Michael Niemann Falkenberg.
Det betyder blandt andet, at det traditionelle motorrum er skåret væk, hvilket er med til at give bilen et mere kompakt udtryk. Desuden har den en længere rækkevidde, end virksomhedens andre elbiler. Og så er køreoplevelsen bare bedre end i de tidligere diesel-biler. Det fik Vores Brabrand prøvet ved selvsyn på en kort prøvetur.
”Vores medarbejdere glæder sig helt vildt til at få den her nye elbil at køre i. Det er bare en langt bedre køre-oplevelse,” siger Michael Niemann.
”Nu vil alle gerne ha´ elbiler at køre i. De får et bedre produkt, der er meget lækrere at køre i. De fleste af vores funktionærer kører også i elbiler nu.”

Aftale om udskiftning inden 2030
Blandt andet er bilen udstyret med solceller, der producerer strøm nok til at oplade det eldrevne håndværktøj som løvblæsere og plæneklippere.
Buus Anlægsgartner har udskiftet alt håndværktøj til el, hvilket betyder et langt mindre støjende og ildelugtende arbejde. Nu afventer virksomheden, at der også udvikles gode eldrevne løsninger for de største maskiner. Det samme gælder de store lastbiler.
”Vi har jo som en række andre virksomheder en aftale med vores borgmester i Aarhus om, at vi inden 2030 kører kun i elbiler. Så alt, hvad der kan erstattes med el, bliver det,” siger Michael Niemann, som henviser til en underskreven aftale med byens politiske ledelse om, at det vil ske.
”Vi skal være med”
Men når en stor gravemaskine eller en stribe nye træer skal transporteres, er det stadig den store dieseldrevne lastbil, der klarer opgaven. Virksomheden afventer, at udviklingen også kommer til den del af transport-sektoren.
Foreløbig har virksomheden gennem de sidste tre-fire år udskiftet de 25 varebiler, der kører til driftsopgaver, til el.
Indehaver Kristian Buus lægger ikke skjul på, at virksomheden kan li´ rollen som førerhund, når det gælder den grønne omstilling.
”Samtidig bliver det klart efterspurgt af både vores kunder og vores medarbejdere. Så vi kan ikke lade være. Vi skal være med. Det er med til at tiltrække og fastholde vores personale, og kunderne kan se, at vi arbejder bæredygtigt,” siger han.
Både Michael Niemann og Kristian Buus tror, det vil lykkes at nå målet om en fuldstændig udskiftning af maskiner og køretøjer til el inden 2030.