Gellerup Fællesråd og Brabrand-Årslev Fællesråd sendte onsdag i fællesskab en buket blomster til den politibetjent, der blev kvæstet ved en påkørsel på Silkeborgvej i fredags, og til betjentens pårørende. Fællesrådene vil med denne hilsen sige tak for politiets indsats i hverdagen.
På vegne af borgerne i Gellerup og Brabrand har de to fællesråd i 8220 Brabrand sammen onsdag sendt buketter til den 31-årige politimand, som i fredags blev hårdt kvæstet, da han blev påkørt på Silkeborgvej i krydset ved Åby Ringvej. Politiet anholdt mandag en 20-årig mand fra lokalområdet, som nu er varetægtsfængslet i sagen.
Buketterne blev sendt via Østjyllands Politi og var ledsaget af følgende tekst:
”KÆRE ØSTJYLLANDS POLITI: Stor varm taknemmelighed fra alle os borgere i Brabrand og Gellerup for den kæmpe indsats Østjyllands Politi gør hver dag. Og sorg, men respekt for den høje pris, I og jeres kollega lige nu betaler for at skabe tryghed og fredelige rammer for vores hverdag.
Vi hørte historien om den 31-årige betjents tilstand i dag tirsdag på P4 Østjylland, og hvordan det berører alle betjente i Østjyllands Politi. Det er vigtigt for os borgere her i Brabrand og Gellerup at minde jer i politiet om, hvor taknemmelige, vi er, for det gode arbejde, I gør på jeres job hver dag og nat. Og vi vil især vise vores taknemmelighed i svære situationer som denne, hvor en kollega – helt meningsløst – er blevet hårdt kvæstet.
Allerhelst ville vi give jer alle et stort kram. Eller en uudtømmelig citronmåne-kasse. I stedet sender vi en buket til jeres kvæstede kollega og en buket til hans familie. Og så håber vi, jeres chef vil være sød at læse denne anerkendelse af jeres daglige indsats op for jer.
Med kærlig og respektfuld hilsen
Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd.”