Kunstnerhuset The Pizza Shop Reformation rykker ind i City Vest. Kunstnerne Ida Wieth og Bo Jessen Fogh Laursen åbner lørdag d. 13. maj i et tidligere pizzeria i indkøbscentret og vil byde på kunstudstillinger med tilhørende artist talks.
Det kreative miljø i Gellerup blomstrer for alvor i disse år, og snart får du mulighed for at møde to af bydelens kunstnere i helt nye rammer. Kunstnerne Ida Wieth og Bo Jessen Fogh Laursen har etableret sig i et af de tomme butikslokaler i shoppingcentret City Vest, hvor de får rig mulighed for at udfolde deres kreativitet.
“Vi er rigtig glade for vores nye lokale i Gellerup, som er et godt match med både vores kunstneriske og personlige interesser. Vi elsker begge at tale med mennesker og lære forskellige kulturer at kende, og derfor er det helt oplagt for os at være til stede i Gellerup, der gennemgår en meget spændende udvikling både i forhold til byudvikling og kreativitet, siger Bo Jessen Fogh Laursen.
Han er særligt kendt for at lave interaktive værker herunder eksempelvis skulpturer, hvor interaktivitet, lyd og lys er omdrejningspunktet. Ida Wieth, der er uddannet glaspuster, udarbejder ofte skulpturelle objekter og rumlige installationer, hvor glasset kombineres med andre materialer såsom træ og keramik.
Lørdag den 13. maj inviterer de to kunstnere til fernisering og giver i den forbindelse kunstinteresserede og beboere i området et indblik i deres arbejdsprocesser og udstillinger.
“Vi afholder en form for work in progress i vores lokale i Gellerup, et udadvendt kunstnerisk værksted med salg af kunstbøger og mindre værker. Hver anden måned præsenterer vi en udstilling med tilhørende fernisering og artist talk,” siger Bo Jessen Fogh Laursen.
Han fortæller, at værkstedet har karakter af et slags projektrum, hvor nye kunstneriske aktiviteter sker og udvikler sig løbende:
“Vi håber, at så mange som muligt har lyst til at kigge forbi og ikke mindst også, at vi kan inspirere både de fremmødte og andre kunstnere til at skabe endnu større interessere for kunstmiljøet her i Gellerup.”
Stærkt kreativt miljø
Det er entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der har indgået aftalen med de to kunstnere om det nye lokale i City Vest, og afdelingschef i A. Enggaard, Jens Skinnebach, glæder sig over, at de to kunstnere også i fremtiden er en del af Gellerup.
“Det kreative miljø i Gellerup er rigtig stærkt og måske et lidt overset karaktertræk for bydelen i den brede offentlighed. Vi er meget optagede af at bygge videre på det miljø og styrke bydelens kunstneriske identitet gennem vores forskellige byudviklingsprojekter i området, og derfor er det vigtigt, at vi fastholder kreative ildsjæle som Bo og Ida i Gellerup,” siger Jens Skinnebach, afdelingschef hos A. Enggaard.
Ferniseringen og åbent hus finder sted i kunstnernes nye lokale i City Vest på lørdag d. 13. maj kl. 12-16. Kunstnerne er flyttet ind ved indgang 2 i hjørnelokalet, der tidligere har huset et pizzeria. Læs mere om receptionen her.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra A. Enggaard A/S.
Læs også:
Kunstnerfællesskab på vej i det tidligere Gellerup Bibliotek