Traditionen tro dystede en række af Brabrands børnehaver torsdag formiddag i fodbold på den lille græsbane ved Udsigten. Der blev kæmpet om en flot pokal – men først og fremmest var det en hyggedag, hvor glæde og samvær stod øverst på dagsordenen.
”Kom så Enggården! Op og pres dem. Vi skal ha´ et mål!”
Bolden bliver sparket frem og tilbage på den lille knoldede fodboldbane, der kun delvist er dækket af græs. Omkring banen jubles, heppes og klappes der af alle aktioner. Og naturligvis allermest når bolden ender i målet.
Hos Børnehaven Enggården bliver det hjemmelavede flag flittigt luftet på sidelinjen, mens børnehavens udvalgte kæmper en brav kamp mod Hans Broges Parkens Børnehave.
Og opfordringen fra pædagogerne på sidelinjen bliver hørt: Pludselig lykkes det at bryde modstandernes forsvarslinjer ned, og bolden bliver sparket det sidste stykke over målstregen, og der bliver jublet på sidelinjen.
”Det er en fed hyggedag. Det handler bare om at være af sted sammen og ha´ det sjovt,” fortæller Maria og Kennet fra Enggården.
Det er første gang efter corona, børnehaven er med i den ellers traditionsrige fodboldturnering, og det glæder personalet, at børnene går så meget op i spillet inde på banen:
”De hepper på hinanden og holder øje med, hvordan de andre hold klarer det. De synes bare, at de er så gode alle sammen. Der er totalt god stemning hele vejen rundt,” fortæller de.
Traditionen tro er fodboldstævnet for de ældste børn, hvoraf de fleste efter sommerferien skal i skole:
”Det er en god mulighed for at møde hinanden på tværs af institutionerne her i Brabrand – og så er der en masse holdånd, motivation og bevægelse i det. Det er et rigtig fedt arrangement.”
Udover de nævnte institutioner deltog også Safiren, Solskin og Skovgårdsparkens Børnehave. Børnehaven Hans Broges Parken stod som tidligere år for planlægningen og afviklingen af turneringen.