Tålmodigheden med Aarhus Kommune er ved at slippe op mange steder i Brabrand. Men til efteråret kommer de første fartdæmpende foranstaltninger på J.P. Larsens Vej, lover teknikerne i Mobilitet. Og cykelstier på Hejredalsvej i 2020 er stadig en del af planen.
Repræsentanter for Brabrand-Årslev Fællesråd mødte mandag trafikplanlæggerne i Mobilitet under Teknik og Miljø for at diskutere planer og tiltag på to af områdets gennemgående veje, J.P. Larsens Vej og Hejredalsvej. Det planlagte møde var aktualiseret af endnu et trafikuheld lørdag på Hejredalsvej.
Trafikplanlæggerne i Mobilitet havde flere nye forslag med til mødet, oveni de projekter der allerede er i støbeskeen. Blandt andet vil de etablere fartdæmpende bump omkring rundkørslen ved Stenbækvej, fordi der ofte køres for hurtigt ind i rundkørslen fra især Hejredalsvej og Stenbækvej.
Desuden ønsker Mobilitet at indføre en hastighedszone på 40 km/t over en strækning på 100-200 meter på J.P. Larsens Vej ved udkørslen fra Skovbakkevej. For at få bilisterne ned i fart etableres en såkaldt hævet flade og pudebump på begge sider af hastighedszonen. I samme område etableres en meget synlig overgang for skolebørn på vej til og fra Engdalskolen.
Cykelstier på Hejredalsvej i 2020
På Hejredalsvej er der fortsat planer om at etablere cykelstier, når vejen alligevel skal renoveres i 2020. Det kræver dog en politisk godkendelse, men det ventes at være en formsag.
Desuden etableres to overgange for fodgængere, henholdsvis nord og syd for Røgelvej, begge med en helle i midten, som bilisterne kun kan passere med nedsat fart.
Kantstenene flyttes ind mod vejmidten, så vejbanerne gøres smallere. Det giver god plads til både fortov og cykelsti.
Smallere vej skal give lavere fart
I Mobilitets forslag indgår ikke yderligere fartdæmpning. Trafikplanlæggerne mener, at den smallere vej sammen med de to overgange i sig selv vil give nedsat fart. Men det var fællesrådets repræsentanter skeptiske over for og ønskede flere fartdæmpende tiltag.
Mobilitet fastholdt dog, at man først vil lade fartmålinger vise, om den smallere vej og de nye heller og overgange ved Røgelvej er nok til at få farten ned, før man gør mere.
”Jeg synes, den fremlagte plan er rigtig fin. Vi får mange forbedringer for pengene – men vi mangler dog nogle flere fartnedsættende bump. Det vil vi forsøge at kæmpe for at få ind i planen”, siger Janni Vestergaard, Hejredalsvej, som er med i fællesrådets arbejdsgruppe.
Også formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Holger Lyngklip Strøm, er tilfreds:
”Vi har fortsat brug for mere fartdæmpning, men det her er faktisk bedre, end den første plan vi blev præsenteret for tidligere i år. Det er super godt, at de i kommunen har tænkt videre på mulige løsninger. Det er virkelig dygtigt arbejde af forvaltningen.”
Planerne på J.P. Larsens Vej
- Ved Skovbakkevej laves et helle-anlæg, der skal fungere som en sikker overgang for skolebørn.
- I området etableres der en hævet flade og en hastighedszone på 40 km/t.
- Der anlægges pudebump på hver side af fladen for at få bilisterne ned i fart.
- Dette udføres i efteråret – formentlig i oktober.
Ved rundkørslen/Stenbækvej
- Der etableres bump før indkørslen til rundkørslen fra Hejredalsvej og Stenbækvej.
- Det vides endnu ikke hvornår dette arbejde udføres.
Planerne på Hejredalsvej
- Der etableres cykelstier på begge sider af Hejredalsvej
- Også fortovene lægges om men forbliver en meter brede
- Der etableres to overgange med midter-helle – én på hver sin side af Røgelvej.
- Hjørnerne ved Røgelvej spidses til, så udsynet for fodgængerne forbedres.
- Arbejdet påbegyndes i 2020 og ventes at strække sig over et år.