Mens fodboldfolket igen er på banerne i Brabrand, bliver der ingen håndboldkampe i dette forår. Dansk Håndbold Forbund besluttede tirsdag at afslutte sæsonen for alle rækker fra 2. division og ned. Det var den rigtige beslutning, vurderer træner for Brabrands 3. divisionsherrer, Glenn Vestergaard.
Det er ikke mange kampe, Brabrands håndboldspillere har spillet, siden den første corona-bølge ramte landet i marts 2020. De var lige kommet i gang med sæsonen i efteråret, da landet lukkede ned igen. Og tirsdag blev håbet om at kunne genoptage sæsonen så endeligt slukket.
Det betyder blandt andet, at klubbens 3. divisionsherrer og kvindeholdet i 2. division kan se frem til at starte forfra i de samme rækker efter sommerferien.
”Vi synes, det er den helt rigtige beslutning, der er taget. Det ville ikke være forsvarligt at sende os i kamp efter så lang en pause, og uden at vi havde været på halgulvet. Der ville risikoen for skader have været for stor,” siger Glenn Vestergaard, som er træner for herreholdet.
Både herre- og dameholdet havde udsigt til at skulle kæmpe i den nederste halvdel af deres rækker, og det erkender Glenn Vestergaard, at corona-pausen ikke har ændret på.
Kvindeholdet i 2. division har været ramt af frafald på grund af barsel og højskoleophold. Her er håbet, at en del spillere efter sommerpausen vil være klar igen.
Løbetræning er ikke det fedeste
Det har været en lang vinter uden håndbold og uden det sociale samvær, der er et bærende element i klubben, fortæller Glenn Vestergaard:
”Vi savner selvfølgelig det sociale, og flere af os trænger også til at få noget motion.
Staff (medtræner Mikkel Staffensen) har derfor lavet en 14 dages løbeudfordring, hvor det gælder om at løbe flest kilometer.”
Der er flere små væddemål i gang. Blandt andet er der sat en bøfsandwich på højkant, fortæller han.
”Men vi glæder os til at komme i hallen igen, når det en gang er muligt! For løbetræning er sgu´ ikke det fedeste!”