Suzanne Eben Ditlevsen har skabt et Facebook-fællesskab for motionister, hundeluftere, roere, ornitologer og alle andre, som elsker naturen i ådalen omkring de to søer. Hun ser det som en ny type fællesskab, der på længere sigt kan betyde flere aktiviteter og et større fokus på beskyttelse af det rekreative område vest for Aarhus.
“Livet i Ådalen – Aarhus Å fra udspring til udløb” er et offentligt og uformelt Facebook-fællesskab, der på få måneder har samlet flere end 800 medlemmer. Bag gruppen står arkitekt og naturelsker Suzanne Eben Ditlevsen, som altid har været forelsket i Aarhus Ådal og livet omkring de to søer Brabrand Sø og Årslev Engsø.
Hun ønsker at dele sine mange naturoplevelser med andre og håber samtidig, at fællesskabets mange forskellige former for lokalviden kan få en kvalificeret stemme, når by og natur skal afstemmes omkring Aarhus Å, Brabrand Sø og Årslev Engsø.
”Jeg vil gerne give noget tilbage til landskabet, der har givet mig så mange oplevelser. Der er brug for, at vi i fællesskab ser langsigtet på ådalens udvikling”, siger hun, der også har valgt fællesskabets motto: ”Bevaringsværdige landskaber er noget vi deler,” forklarer Suzanne Eben Ditlevsen.
Foreløbig er Facebook-gruppen en platform, hvor mange mennesker deler deres naturoplevelser i og omkring ådalen, og det oplever hun som en stor succes:
”Jeg kan se, at det skaber værdi for mennesker i hverdagen, at de får et foto af en havørn eller en dejlig solnedgang over Brabrand Sø. Folk svarer tilbage, at det giver dem glæde, og at de får lyst til at besøge ådalen.”
Ingen biler eller bakker
Hun har boet ved Åboulevarden i 34 år og har i alle årene haft sin gang i den enestående natur få minutter væk. Men det tog fart, da hun sidste år gik i gang med et dedikeret motionsprojekt og begyndte at bruge en masse tid på dagligt at vandre og cykle på Brabrandstien langs Aarhus Å, Brabrand Sø og Årslev Engsø.
”Jeg kan godt li´, at man i Aarhus kan komme så hurtigt ud i naturen. Fem minutter fra bopælen og man er ude i landskabet, så man faktisk ikke kan se byen. Det er da fantastisk. Og ingen biler eller bakker. Ådalen er på alle måder et rigtig godt rekreativt område”.
På sine cykelture er hun kommet i kontakt med en masse forskellige mennesker, der har det ene til fælles, at de bruger området. Hun så mulighederne i at udvikle en form for fællesskab, hvor motionister, børnefamilier, hundeluftere, roere, pendlere, ornitologer, kogræsserlaug og kolonihaveejere kunne dele deres fælles glæde ved den naturskønne ådal.
Det uforpligtende fællesskab
Som nævnt er gruppen siden starten i april 2018 vokset eksplosivt. På et tidspunkt tænkte hun, at fællesskabet skulle udvikle sig og resultere i en egentlig forening. Men hun er blevet klar over, at det mere uforpligtende fællesskab på Facebook måske er den rigtige løsning.
”Foreløbig har jeg etableret platformen, hvor alle kan komme til orde og dele deres oplevelser i området. Der er mange interessante muligheder for at videreudvikle det fællesskab, men det afhænger af, om medlemmerne af gruppen er interesseret i, at det skal være mere forpligtende.”
Hun lægger næsten dagligt fotos og små beretninger fra livet i ådalen ind i gruppen. Desuden lægger hun også løbende begivenheder i Facebook-gruppen og håber, at folk på længere sigt vil bruge den fælles platform til at organisere sig i for eksempel vandregrupper eller lokale renholdnings-laug.
En fælles identitet omkring ådalen
Inspirationen har hun blandt andet hentet fra Nationalpark Thy, hvor man på en Facebook-side kan lægge billeder af sine naturoplevelser op og hermed dele oplevelsen med andre, der måske ikke kommer der så ofte.
Desuden er hun inspireret af et netværk af små lokalsamfund omkring Nr. Nissum Fjord, der som udgangspunkt kun havde naturområdet til fælles. I 2016 – 10 år efter dets stiftelse – blev Nissum Fjord Netværket godkendt som et Naturpark pilotprojekt under Friluftsrådet.
”Det er lidt det samme her, hvor der ligger en masse forskellige kolonihaveområder, og lokalsamfund som Skibby, Ormslev, Årslev, Stautrup, Åbyhøj, Viby, midtbyen og Brabrand, der måske kun deler en fælles identitet som en del af Ådalen”.
I første omgang består fællesskabet måske kun af glæden ved dagligt at opleve naturområdet, men Suzanne Ditlevsen forestiller sig, at den fælles platform på sigt også kan anvendes som udgangspunkt for borgerinddragelse, når der bliver behov for det.
Her kan en geografisk og interessebaseret Facebook-gruppe nå de borgere, der har deres gang i ådalen, men som ikke nødvendigvis bor i området eller er organiserede i de høringsberettigede organisationer.
Rapport på vej
Suzanne Eben Ditlevsen inviterede via Facebook-gruppen alle interesserede til en ådals-aften d. 12. september med fokus på Ådalens Arvesølv og på disse fire centrale spørgsmål:
1. Hvad bør vi værne om?
2. Hvad bør reguleres?
3. Hvad bør styrkes?
4. Bør der udarbejdes en overordnet udviklingsplan for Ådalen?
Aftenen bragte en række tanker og ideer, som Suzanne Ditlevsen nu har samlet i en rapport, som nu ligger tilgængelig til kommentarer i Facebook-gruppen. Senere er det planen, at den skal sendes til medlemmerne af Aarhus Byråd.
Her kan du finde Facebook-gruppen “Livet i Ådalen – Aarhus Å fra udspring til udløb”.
I denne video introducerer Suzanne Eben Ditlevsen sine tanker om Facebook-gruppen