Få måneder efter at tre unge fysioterapeuter åbnede klinik på Silkeborgvej i Brabrand, har de startet Aarhus Baby Scanning. Kommende forældre kan her via scanninger følge graviditeten frem mod fødslen. Karen Becher med 25 års erfaring som sygeplejerske, og godt 10 års erfaring som sonograf står for scanningerne.
Selvom det offentlige sundhedssystem tilbyder to scanninger i løbet af graviditeten, ønsker nogle gravide og deres partnere at følge barnets udvikling i maven endnu tættere. Efter kun få måneder med Aarhus Baby Scanning kan Aarhus Fysioterapi på Silkeborgvej mærke en fin efterspørgsel efter tilbuddet.
Allerede fra graviditetens sjette uge – måske før den gravide rent fysisk kan mærke forandringerne i kroppen – er det muligt at se fosteret i dets første stadier.
”En del kvinder oplever, at der går lang tid, fra de finder ud af, at de er gravide, til de skal til den første scanning i uge 12. Det er jo en af grundvilkårene ved at være gravid, at der er mange usikkerheder. Mange af de tanker og bekymringer kan vi scanne os ud af – og i de fleste tilfælde vise at alt er normalt.”
Det siger sygeplejerske Karen Becher, som står for scanningerne og samtalerne med kvinderne og deres familier.
Mange gravide har deres partner med – og ofte også deres forældre eller søskende. Man har et naturligt behov for at dele oplevelsen med sin familie.
”Mange kommer allerede fra uge 6, fordi de har brug for at kunne opleve, at de er gravide, og at barnet faktisk ligger i livmoderen. Og måske vil de gerne vide, om der er mere end ét barn.”
På det tidspunkt kan man allerede vise, at hjertet banker i det lille foster. Eventuelle misdannelser kan til gengæld først opdages senere.
Langt imellem at noget er galt
Det handler for de fleste grundlæggende om tryghed. Et håb om at kunne få den nagende usikkerhed, om alt nu også er normalt, til at forsvinde.
Karen Becher understreger, at det er helt ufarligt at lade sig scanne – lige bortset fra den lille risiko der er for, at man kan få en tidlig besked om, at noget ser anderledes ud, end det burde.
Hun kender nervøsiteten, det unge par ofte ikke helt kan skjule, når de træder ind ad døren. Det ligger typisk i baghovedet, at der kan være et eller andet unormalt. Og hun ved, at dårlige nyheder kan komme som et chok for de forventningsfulde kommende forældre.
”Der er heldigvis langt imellem, at der er noget galt. Jeg vil da allerhelst give positive beskeder. Når man selv er mor, ved man, hvor meget det betyder. Så snart der er en bekymring, giver det nogle efterdønninger, der vil påvirke dem også i kommende graviditeter.”
Via scanningerne i det offentlige sundhedssystem skal eventuelle misdannelser og kromosomfejl nok blive afsløret dér. Men det sker, at Karen Becher er den første som ser tegn på, at noget er unormalt, og så sørger hun for hurtigt at give informationerne videre i sundhedssystemet til eventuel nærmere undersøgelse.
Et stort privilegium
Aarhus Baby Scanning tilbyder forskellige pakke-løsninger med mellem 3 og 8 scanninger gennem graviditeten. Det betyder, at Karen Becher ofte vil nå at lære den gravide godt at kende gennem forløbet.
Som en vigtig del af scanningerne tager Karen Becher sig god tid til at tale med den gravide om de tanker og bekymringer, der ofte vil være undervejs i graviditeten.
”For mig er det vigtigste altid at få talt grundigt om det, der venter, og at man får mulighed for at få svar på de spørgsmål, man har.”
Karen Becher har været sygeplejerske i over 25 år, heraf en årrække som sonograf på ultralyds-afsnittet på Universitetshospitalet i Skejby. Hun var ved at køre træt i det offentlige sundhedssystem og overvejede at skifte fag. Men så opdagede hun stillingsannoncen hos Aarhus Fysioterapi.
”Jeg er så glad for at være her. Det er det her, jeg altid har elsket at lave. Jeg føler mig virkelig heldig, at jeg kan få lov til at formidle mødet mellem det kommende barn og forældrene. Man kan ikke undgå at blive smittet af den glæde og begejstring, de viser. Det er et stort privilegium at være en del af.”
Oplagte synergier
Fysioterapeut Trine Godiksen Dahl, som er medejer af Aarhus Fysioterapi, fortæller, at efterspørgslen efter graviditetsscanningerne fra starten har været høj.
Hun ser Aarhus baby Scanning som et led i, at sundhedshuset på Silkeborgvej 620 kan hjælpe spædbørn og gravide gennem hele forløbet, og videre også efter at barnet er kommet til verden.
”Vi kunne se, at der var nogle oplagte synergier i forhold til, hvordan vi i forvejen arbejder med gravide. Vi har et stort ønske om at løfte det her område og på sigt måske starte nogle træningshold op for gravide,” siger hun.
”Desuden har Karen og jeg med vores forskellige fagligheder et tæt samarbejde og hjælper løbende hinanden med faglige sparring.”
Trine Godiksen Dahl tilføjer, at Aarhus Fysioterapi har et mål om at dygtiggøre sig endnu mere for senere at kunne tilbyde endnu flere specialer inden for graviditets-relateret behandling.
Læs også
Fysioterapeuter rykker ind i Brabrands tidligere biograf