
Endnu en gang lykkedes det kulturfestivalen Vinterstemmer at forvandle en blæsende og isnende kold vinterlørdag til en hjertevarm kulturfest i fællesskabets tegn. Arrangørerne Jazzværket og KulturGas skabte rammerne, og lokalområdet bakkede i den grad op og fyldte lokalområdets kulturmekka, Gasværket, til sidste stol.
Arrangørerne var lidt spændte på, hvordan lørdagens udgave af Vinterstemmer ville forløbe. Forsalget til jazzbrunch og aftenkoncert var forløbet nogenlunde – men så heller ikke mere. Og fondsansøgningerne var heller ikke gået helt som håbet.
Det betød, at dørene lørdag formiddag blev åbnet med et mellemstort hul i økonomien – men med et optimistisk håb om, at de besøgende dagen igennem ville bakke op og sende ekstra støttekroner i kassen til de to arrangør, musikforeningen Jazzværket og kulturaktørerne i KulturGas.

Og sådan gik det. Midt på eftermiddagen havde de besøgende sendt de første 5000 støttekroner afsted. Og ved den begivenhedsrige dags afslutning kunne de to konferenciers, Lene Lindegaard og Dann Pfaff med store smil meddele, at indbetalingerne var fortsat – blandt andet via vedholdende handel i baren – og at Vinterstemmer endnu en gang løber økonomisk rundt.
Det var en ekstra fjer i hatten til arrangørerne, som dagen igennem ligeledes kunne glæde sig over fulde huse til hele eftermiddagens program, hvor der var gratis adgang.
De mange besøgende fik mange fine og meget forskelligartede oplevelser med sig. Det største bifald tilfaldt nok digteren Peter Laugesen og hans unge holdspillere, bandet Farvel.
Kombinationen af Laugesens medrivende oplæsning af udvalgte digte fra sin mere end 50-årige produktion og de tre unge musikeres improviserende tilgang holdt de fleste tilhøreres opmærksomhed fanget gennem samtlige 45 minutters koncert – og blev sluttet af med en øredøvende hyldest til især 83-årige Peter Laugesen.
“Siden debuten i 1967 har han i en fortættet og fortløbende tekststrøm udforsket sproget og dets muligheder for at gengive oplevelsen af verden, som den ser ud fra Brabrand, hvor Laugesen bor,” har det bl.a. lydt om Peter Laugesen.
Han har blandt andet modtaget Det Danske Akademis Store Pris, Martin Andersen Nexø Prisen, Kritikerprisen, Blixenprisen, Dan Turèll Medaljen og senest Prins Henrik Prisen.
Han har gennem mange år været anerkendt som en af landets mest anerkendte digtere – men den helbredet er tydeligvis ikke længere, som det har været. Var det Peter Laugesens sidste optræden på “hjemmebanen” i Brabrand?
Ud over den nævnte rørende hyldest til Peter Laugesen var der både på litteratur- og musik-fronten adskillige andre højdepunkter gennem dagen. Ingen nævnt, ingen glemt – undtagelsesvis skal dog bandet Tabasco Beat nævnes for en særdeles sprudlende nedlukning af en herlig dag i kulturens tegn.
Her får du nogle billeder fra Vinterstemmer.







