I de sidste par uger er Gellerup blevet lidt mere farverig. I løbet af 11 dage har kunstner Thomas Kruse i tæt samarbejde med 15 beboere skabt et nyt gavlmaleri på en boligblok i Inger Christensens Gade. Det gik en del lettere, end da de første gavlmalerier blev malet for 35 år siden.
En ræv, der jagter en gås. En mor der læser historie for sit barn. En dreng der klapper en kat og et pindsvin med sin unge.
Der er masser af små historier i Gellerups nye gavlmaleri, og flere forbipasserende børnehaver har allerede haft fornøjelse af at studere og diskutere detaljerne. Også beboere i nabolaget er kommet forbi og har udtrykt deres glæde over, at der nu er kommet endnu mere kulør på dagligdagen.
Det glæder den 78-årige kunstner Thomas Kruse, som hermed har skabt endnu et gavlmaleri. Tilbage i midt af 1980´erne skabte han med hjælp fra beboere to markante gavlmalerier på Gudrunsvej. Denne gang har arbejdet været både nemmere og sjovere.
”Dengang havde vi ikke en lift som nu – men kun et stillads. Så jeg kravlede op og ned af det stillads masser af gange. Når jeg kom ned, kunne jeg se at, hov, den næse sidder forkert – og så op og rette det og ned igen. Med liften har det været meget nemmere og hurtigere,” fortæller Thomas Kruse.
”Og denne gang har der været en gruppe beboere, der har kunnet være med om dagen. Det har været meget sjovere på den måde. Dengang havde jeg en hel måned pr. gavl, og så stod jeg og malede alene det meste af tiden. Når det så blev fyraften og weekend, kom der et par stykker og hjalp mig.”
Det lykkedes dengang Thomas Kruse og beboerne at få to gavlmalerier færdig, men da arbejdet med det tredje og sidste røde gavlmaleri skulle i gang, var det blevet ud på efteråret, og vejret var ikke længere til udendørs malerarbejde.
Nu håber ”Gellerups Glade Gavlmalere”, at det snart vil være muligt at udføre også dette gavlmaleri. De har allerede en skitse klar, men må afvente en faglig vurdering, om gavlens beton er velegnet til at male på.
”Det har bare været smadder-sjovt!”
Søndag sidst på eftermiddagen mødtes de fleste af gavlmalerne for at fejre færdiggørelsen. Der blev skålet i champagne på, at det på bare 11 dage lykkedes at gøre Gellerup lidt mere farverig.
”Tusind tak, kære venner, for deltagelse i det her projekt, der jo startede for ret længe siden med workshops og møder, og hvor vi troede vi skulle i gang med at male andre steder. Hele vejen igennem har vi digtet og lagt til, og det har bare været smadder sjovt,” lød det fra Thomas Kruse, som har været hovedmand på projektet.
Sidste sommer øvede Gellerups Glade Gavlmalere sig ved at lave et farverigt maleri på nordsiden af Nordgårdhallen. Helle Hansen, som har været praktisk organisator af male-projekterne, benyttede lejligheden til at rose Thomas Kruse for hans ihærdighed – både nu og tilbage i 1980´erne:
”Vi har da fundet ud af, hvor stort et stykke arbejde, Thomas udførte også for 35 år siden, hvor han ikke havde en lift men kun et stillads. Tænk at han måtte kravle op og ned så mange gange. Jeg fatter ikke, at han kunne klare det.”
Mange sjove historier
Udgifterne til liften, maling m.m. bliver dækket af projektet ”Vild med Gellerup”, der består af flere forskellige projekter, der skal være med til at skabe mere udendørs liv i Gellerup efter corona-nedlukningen.
Først blev gavlen grundmalet med rustbeskyttende maling. Så blev grøftekanten i bunden malet – og så kom det næste lag med dyrene, og det næste igen med børnene og beboerne. Dernæst blev der også plads til Den gyldne port og tre boligblokke med hver sit gavlmaleri, samt en regnbue.
”Der er så mange sjove historier og farver og temaer i billedet, så jeg synes, at det i høj grad hjemme her i Gellerup, og det håber jeg også at folk også vil synes,” sagde Thomas Kruse.
Allerede nu har responsen fra beboere og naboer været overvældende. Mange forbipasserende er stoppet op og har rost resultatet og har klappet af de glade gavlmalere.