
Digteren Peter Laugesen har med udgangspunkt i Brabrand i mere end 50 år afsøgt sprogets og digtningens grænser. I løbet af foråret kan du komme med Peter Laugesen på vandring i nogle af de områder af Brabrand, der har betydet mest for ham.
ned i skoven
op ad bakken
gennem græsset
hen til træet
der hvor slyngen hænger
ned igen
og hen ad stien
op forbi den hemmelige
lille sø
Digtet ”Ned i skoven op ad bakken” er Peter Laugesens kærligheds-erklæring til et af de områder, der betyder allermest for ham, nemlig den faste gåtur i Brabrand Bakker.
Digtet kan du blandt andet opleve på det prisvindende album ”Det
flimrende lys over Brabrand sø”, der i september 2022 blev live-opført på Stadepladsen.
Og så man du høre det igen lørdag den 4. maj, når kulturforeningen Kultursted Brabrand inviterer til forfattervandring i netop Brabrand Bakker. Med teksten i hånden og Peter Laugesen som guide kan du komme med op forbi den hemmelige lille sø, hen langs kanten, gå ned ad trappen og rundt om banen.
Der er endnu ikke åbnet for tilmelding til arrangementet d. 4. maj kl. 13-15, men du kan allerede nu reservere datoen.
Litterær rundgang i Gellerup
Kultursted Brabrand har yderligere et arrangement på bedding, der involverer digteren Peter Laugesen. Han har nemlig også haft sin gang i Gellerup, hvor han i starten af 70’erne boede i et halvt år i en lejlighed i den purunge Gellerupparken.
Også her har han hentet observationer og oplevelser omkring det daværende Bentesvej, hvor han boede. Blokkene her er nu revet ned.
”Det var noget andet end i dag. Beboersammensætningen var en anden; der var endnu ikke flyttet indvandrere derud, men området var allerede dengang præget af mennesker på overførselsindkomster. Det var jo meningen, at det, man kaldte arbejderklassen, skulle flytte derud, men problemet var, at lejlighederne var for dyre,” sagde han blandt andet i dette interview med Gellerup.nu.
”Selv har jeg aldrig været ude for noget negativt i området. Jeg har mødt de unge drenge, der er anti-”alt hvad der er dansk”, og også talt med dem.”
Den litterære rundgang i Gellerup lørdag den 22. juni kl. 14-16 tager dig med en tur ned ad Karen Blixens Boulevard og videre ad Inger Christensens Gade, der begge er komme til, siden Peter Laugesen boede der.
Men han har en masse minder fra tiden i Gellerup, hvor han blandt andet skrev ”Guds ord fra landet” og også i en periode var redaktør af Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet.
Rig på kunstneriske værdier
I interviewet med Gellerup.nu fortæller han, at han blev inspireret af menneskene i Gellerup:
”Jeg har også rejst en del i Mellemøsten og har fået et indblik i den mellemøstlige kultur. Der er mange positive ting ved den: Deres indbyrdes omgangsmåde; at de som udgangspunkt er venlige og åbne over for andre mennesker. F.eks. de unge drenge, også dem der har et dårligt ry – de er bedre end deres jævnaldrende etnisk danske drenge til at rejse sig op i bussen, når der kommer en ældre dame ind,” siger han.
”Jeg har også fået et billede af en kultur rig på kunstneriske værdier, og jeg er overbevist om, at der sidder en del potentielle musikere, forfattere, malere og dansere rundt omkring i Gellerup, som bare mangler et sted, hvor de kan udfolde sig.”
Heller ikke den litterære rundgang i Gellerup d. 22. juni er det endnu muligt at bestille billetter til. Tilmeldingen kommer til at foregå via litteratur-festivalen LitteraturXchange.
Læs også:
“Jeg accepterer ikke at være finkulturel”: Digteren Peter Laugesen fylder 80