Brabrand-Årslev Fællesråd forkaster både de små hidsige pukkelbump og de blødere pudebump som fartdæmpere i Hovedgaden. I stedet ønsker fællesrådet et fornyet gademiljø med bl.a. indsnævringer og chikaner, der skal tvinge bilisterne til at sætte farten ned og passere på skift.
I begyndelsen af december standsede Teknik og Miljø-rådmand Bünyamin Simsek etableringen af nye pukkelbump, der af beboere i blandt andet Brabrand, Stautrup og Solbjerg er blevet kraftigt kritiseret.
Pukkelbumpene var blandt andet tiltænkt rollen som fartdæmpere på Hovedgaden i Brabrand. Foreløbig er de såkaldte ”mariehøns” blevet placeret ud for Engdalskolen, mens beslutningen om de resterende afventer en politisk beslutning.
Rådmanden har nu spurgt de lokale fællesråd til råds i sagen, og svaret fra Brabrand er på vej:
”Vi forkaster både pudebump og mariehøne-bump. Vi mener, der skal ses på 2 alternative løsninger,” skriver Brabrand-Årslev Fællesråd i et svar til kommunen.
I høj fart over de nye bump
Forleden gik repræsentanter for Brabrand Årslev Fællesråd, Berit O. Secher, Holger Lyngklip Strøm og Jørgen Vinther, gennem Hovedgaden og fik undervejs et klart billede af, at pukkelbumpene ved Engdalskolen på ingen måde virker fartdæmpende på den tunge trafik gennem byen:
”Rondellerne er desværre så flade, at lastvogne ubemærket kører hen over dem. Vi så en sættervogn køre ind i Brabrand fra øst med en hastighed godt over 40 km/t, sikkert også over 50 km/t, fuldstændig upåvirket af rondeller og skilte med 40 km-zone,” skriver de.
”Af biler var der flere som kørte langt mere end 40km/t, og en enkelt som kørte over rondellerne med 70-80 km/t. Og det blot inden for den halve time, hvor fællesrådet observerede”.
Foreslår indsnævring af kørebanen
Brabrand-Årslev Fællesråd vurderer, at hverken pudebump eller pukkelbump vil få farten tilstrækkeligt ned på Hovedgaden. Samtidig rummer begge typer bump alvorlige ulemper for enten busser eller personbiler.
I stedet ønsker fællesrådet indsnævringer og chikaner, der betyder, at bilister i både små og store køretøjer må vente på hinanden. Samtidig mener de, at cyklisterne bør få deres eget afmærkede område, der går bag om chikanerne.
Vi ser derfor en rigtig træls, bred Hovedgade, som deler byen, men som jo skulle samle bymidten.
Men fællesrådet understreger i svaret til Teknik og Miljø, at man i Brabrand ikke bare ønsker en snæver fartdæmpnings-løsning men en helhedsløsning for hele gaden.
Behov for renovering
På turen gennem Hovedgaden oplevede de bymidten som temmelig slidt med knækkede fortovsfliser, nedsunkne chaussesten mellem fliserne, og vejskilte der er slidte og kørt skæve. Desuden savnede de muligheder for at krydse gaden.
”Vi så en Hovedgade, som kun er til busser, lastvogne og biler. Det er ikke en børnevenlig bymidte. Der er ingen cykelstier eller afmærkninger af, hvor man kan cykle. Det er bestemt ikke en gade eller en bymidte som indbyder børn, unge eller voksne for den sags skyld.”
Mange børn og unge færdes i Hovedgaden i løbet af dagen – ikke bare til og fra skole, men også med afstikkere til bageren eller Netto. Det gør Hovedgaden til en central del for mange børns skoledag.
”Men uden cykelstier og med dårlige fliser, så byder det jo ikke ligefrem ind til, at man har det rart. Tilsvarende er Torvet temmelig trist at se på og med en enkel bænk, ikke der man lige sætter sig og ”hygger”, skriver fællesrådet.
”Vi foreslår også at Brabrand bymidte renoveres. Den trænger virkelig til en fornyelse. Torvet og springvand og hvad der ellers er, virker spøgelsesagtigt og forladt. Brosten og fortov falder sammen og er skæve. Hele bymidten langs Hovedgaden er ikke indbydende, eller hyggelig som det skal være i forstadsby.”
Bymidte for gående og cyklister
Endelig bør gennemkørsel gennem Hovedgaden forbydes, mener Brabrand-Årslev Fællesråd. Især om morgenen oplever beboere langs Hovedgaden, at morgen-trafikanter benytter gaden som en smutvej for at komme lidt hurtigere ind til Aarhus, når der er kø på Silkeborgvej. Det giver ekstra meget hurtigtkørende trafik, samtidig med at mange børn og unge er på vej i skole.
”Vi mener, bymidten skal være til for gående, langt mere for cyklister og dem som ikke har en bil. Bilerne skal derfor så vidt muligt køre udenom Brabrand på Silkeborgvej,” skriver fællesrådet og fortsætter:
”Kan vi få et Brabrand bymidte som kan tiltrække specialforretninger, så er det langt jo langt at foretrække. Men det kommer ikke til at ske, når biler, busser og lastvogne har frie forhold.”
Svaret fra Brabrand-Årslev Fællesråd skal afleveres til Teknik og Miljø senest d. 19. januar.