Det er for uambitiøst at lade en kommende letbane stoppe ved Stenbækvej, mener Brabrand Erhvervsforening. Læg skinner ud til Årslev og læg et park´n ride-anlæg dér, lyder opfordringen. Erhvervsforeningen holder d. 19. marts en erhvervshøring, hvor infrastrukturen i Brabrand kommer på dagsordenen.
”Der er behov for at se på infrastruktur generelt for hele Aarhus Vest-området. Vi har en meget belastet Silkeborgvej, vi har en skjult tredje ringvejs-forbindelse mellem de to søer, og vi har tung trafik, som bl.a. skal fra Logistikparken og ind til byen.”
Det siger formand for Brabrand Erhvervsforening, Susanne Lee Jørgensen, som ønsker at sætte infrastruktur og kollektiv trafik højt på dagsordenen, når erhvervsforeningen torsdag d. 19. marts holder erhvervshøring sammen med Erhverv Aarhus. Det foregår hos Danske Fragtmænd, Logistikparken 5 i Årslev.
Netop i Årslev stiger antallet af arbejdspladser fortsat, og derfor ønsker erhvervsforeningen bedre kollektive trafikforbindelser til Logistikparken. I øjeblikket går kun buslinje nr. 12 dertil.
Trinbræt kan give udvikling
Brabrand Erhvervsforening afventer nu VVM-undersøgelsen af letbanens etape 2 mod Brabrand. Det store spørgsmål lokalt set er placeringen af en evt. letbanestation.
”Brabrand Erhvervsforening har ved flere lejligheder påpeget, at det vil være uambitiøst at lægge den ved Stenbækvej som skitseret. Hvis man gør det, vil de store virksomheder vestpå ikke få gavn af letbanen. Den bør længere vestpå evt. i kombination med et park’n ride-anlæg”, siger hun.
Susanne Lee Jørgensen understreger, at det i første række er et stort lokalt ønske at få etableret et trinbræt, hvor regionaltoget stopper, sådan at man kan komme til og fra midtbyen på bare seks minutter. Derudover vil det give pendlere mulighed for at køre videre nord og vestpå.
”Et trinbræt nær bymidten ved Hovedgaden vil kunne give liv og mulighed for blandt andet nye butikker og serveringssteder, der også vil kunne servicere de mange nye boliger i området”, siger hun.
Flere solstrålehistorier i Logistikparken
Erhvervshøringen skal give Erhverv Aarhus og direktør Marc Perera Christensen opdateret viden om, hvilke udfordringer erhvervslivet i Aarhus Vest ser for yderligere udvikling.
Susanne Lee Jørgensen regner med, at flere af erhvervsområderne i Brabrand kommer til debat. Blandt andet ønsker foreningen fokus på, hvordan Logistikparken fortsat kan vokse og tiltrække nye virksomheder til området.
Hun nævner køle-virksomheden Advansor som et positivt eksempel på en spændende virksomhed, der nu har etableret sig i Logistikparken. Her spillede Aarhus Kommunes erhvervsafdeling en positiv rolle, og Brabrand Erhvervsforening vil gerne have flere af den slags solstrålehistorier.
Store muligheder ved Sintrupvej
Susanne Lee Jørgensen nævner også det lidt ældre erhvervsområde omkring Sintrupvej som et lidt overset område, der dog rummer mange muligheder.
”I øjeblikket plages området af parkerede lastbiler, men med en fornuftig udviklingsstrategi for området kunne man med fordel udnytte de store grønne omkringliggende arealer og måske skabe et mere spændende erhvervsområde. Den store satsning på True Skov ligger heller ikke langt derfra”.
Hun nævner også den tidligere Jaka-fabrik som et muligt aktiv for Brabrand, men udviklingen af bygningen er lige nu sat på standby, da ejeren, A. Enggaard A/S leder efter projekter og finansiering.
”Det er rigtig ærgerligt, da en udvikling af bygningen vil kunne blive en stor gevinst for området. Så her er vi i kapløb med tiden – en positiv udvikling med f.eks. et trinbræt kunne være katalysator forøget interesse for den store gamle fabriksbygning.”
Endelig nævner Susanne Lee Jørgensen også Gellerup-området og understreger, at Brabrand Erhvervsforening ønsker at se området om ét byområde, hvor der kan drages fordel af den mangfoldighed, området byder på.
”Vi har tidligere indsendt høringssvar til Aarhus Kommune, hvor vi appellerer til, at området får hjælp til en mere samlet og overordnet udviklingsstrategi, så der skabes en rød tråd”, siger hun.
Erhvervshøring – Aarhus Vest: Torsdag d. 19. marts kl. 16.00-19.00 hos Danske Fragtmænd, Logistikparken 5, 8220 Brabrand. Deltagelse er gratis. Man skal tilmelde sig her.